- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
223

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Litteratur - IV. Den rom. Periode (c. 30 f. Kr. til c. 500 e. Kr.) - Kunst - Musik

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Udvikling af den erotiske Roman, der i den
alexandrinske Periode har en Forløber i
Aristeides fra Milet (2. ell. 1. Aarh. e. Kr.), Forf.
til erotiske Fortællinger. En af de ældste
Romaner er den af Syreren Iamblichos (c.
175 e. Kr.) skrevne, der kun er bevaret i
Udtog; fra den flg. Tid skriver sig de bevarede
Romaner af Xenofon fra Efesos,
Heliodoros fra Emesa, Longos, Achilles
Tatios
fra Alexandria og Chariton fra
Afrodisias, Stifteren af den hist. Roman. De
vigtigste Skribenter inden for Filosofien
er foruden de allerede nævnte (Plutarchos,
Arrianos og Galenos) Filon fra
Alexandria (c. 30 f. Kr.—c. 50 e. Kr.), Repræsentant
for den gr.-jød. Filosofi, Stoikeren
Epiktetos fra Frygien (c. 100), Diogenes fra
Laerte (c. 150) og Lægen Sextus med
Tilnavnet Empiricus (c. 200), der i sine Skr
genoplivede den gl. Skepticisme.
Nyplatonismen, der opstod i Alexandria i Midten af 3.
Aarh., frembragte endnu en Rk. filos. Forf.,
som Plotinos, Porfyrios,
Iamblichos og Proklos. Lukningen af Univ. i
Athen under Kejser Justinian (529) plejer man
at sætte som Grænsen for den gl. gr. Litt.; den
har formelt set sin Fortsættelse i den
byzantinske Litt. (s. d.). (Litt.: Bernhardy,
»Grundriss der griechischen Literatur« [I: 4.
Udg., Halle 1876; II, 1—2: 3. Udg. smst.
1877—80; II, 1: 5. Udg. ved Volkmann, smst. 1892];
K. O. Müller, »Gesch. der griechischen Litt.
bis auf Alexander d. G.« [2 Bd, Breslau 1841, 4.
Udg. i ny Bearbejdelse og fortsat af Heitz,
Stuttgart 1882—84]; Fr. Schöll, Histoire de
la littérature grecque
[Paris 1813; overs. paa
Tysk af Schwarze og Pinder, 3 Bd, Berlin
1828—30]; Th. Bergk, »Griechische
Litteraturgeschichte« [I Berlin 1872; II—IV bearbejdede
af Hinrichs 1883—87]; W. Christ, »Gesch.
der griechischen Litt. bis auf die Zeit
Justinians« [Nördlingen 1889, 5.—6. Udg., München
1911—13]; Burnouf, Histoire de la littérature
grecque
[2 Bd, Paris 1869; 2. Udg. 1885]; Mure,
Critical history of the language and literature
of ancient Greece
[5 Bd, London 1850—57; gaar
kun til Alexander og forbigaar Dramatikerne
og Talerne]; A. og M. Croiset, Histoire de
la littérature grecque
[5 Bd, Paris 1887—99,
1.—4. Bd i 2. Opl. 1896—99]; Mahaffy,
History of classical Greek literature [2 Bd, 3.
Udg., London 1891]; Heiberg, »Den gr. og
den rom. Litt.’s Historie« [i »Ill.
Verdenslitteraturhistorie«, 1902]; v.
Wilamowitz-Moellendorff
, »Die griechische Literatur« [i
»Kultur der Gegenwart«, I, 8, 3. Opl. 1912];
Susemihl, »Gesch. der griechischen Litteratur in
der Alexandrinerzeit« [2 Bd, Leipzig 1891—92];
om Forfatterne, se Pauly-Wissowa’s
»Realencyclopädie der klassischen
Altertumswissenschaft« [udkommet I—IX, Stuttgart
1894—1916]).
K. H.

Kunst.

se Billedhuggerkunst, 3. Bd, S.
235—37, Bygningskunst, 4. Bd, S. 317—20 og
Græsk Arkæologi.

Musik.

Hvilken betydelig Rolle Musikken har spillet
i den antikke gr. Kultur, fremgaar af mange
Træk. Folkeviser og Sange hørte med til det
daglige Liv, Rhapsoder og Sangere drog Landet
rundt, Tonekunsten smykkede Templet og
Teatret, udgjorde i det hele et uundværligt Led i
Hellenernes højeste Forestillinger om det
guddommelige og det menneskelige. Derfor
betragtedes Musikken som et vigtigt Dannelsesmiddel;
allerede i Lykurg’s Lovgivning kommer dette
frem, ligesom senere hos Platon og Aristoteles,
ja en gl Lov paalagde endog Arkaderne at
dyrke Musikken fra deres Barndom til deres
30. Aar. Det at være musikalsk dannet
regnedes i det hele som en social Nødvendighed, saa
at Aristofanes etsteds lader falde en Replik om,
at et »umusikalsk Uhyre« ikke tør vove sig ind
i bedre Kredse.

Her maa det dog straks bemærkes, at
»Musik« i gr. Forstand var noget fra vor nuv.
Musik væsentlig forsk. Musik var i den
antikke Verden ikke Tonernes Kunst alene, men
et Fællesbegreb, der omfattede alle de
»musiske« Kunster, baade Digtekunst og Dans
foruden Tonekunst. Og selv opfattet alene i
sidstnævnte Egenskab, var dog gr. Musik noget
andet end vor nuv. Musik. Den gr. Musik havde
en langt ringere Selvstændighed, idet dens
nærmeste Bestemmelse var at være Tjenerinde for
Poesien, den var fremdeles enstemmig, den
kendte ingen »Harmoni« i vor Forstand og
ingen Polyfoni. Sin Styrke havde den alene i det
melodiske og det rytmiske, i det mangfoldige,
rige og fine i disse Forbindelser.

Det enstemmige hænger sammen med den
gr. Musiks nøje Forbindelse med Poesien. Dens
Opgave var at omsætte Talens Rytmer i
tonende Rytmer, som fuldstændig dækkede hine;
Aristoteles ser i Musikken et Middel til
forstærket Nyden af Poesien. Musikken gik derfor
ganske op i det melodiske og det rytmiske, begge
Dele stillede meget større Krav, end Tilfældet
er i vor moderne Musik. Melodi og Rytme var
ikke overladte Komponistens fri
Opfindsomhed, men var bundne ved de af Prosodien
i Forvejen givne Forhold, navnlig af
Tekstens Metrum. Det var da Komponistens Sag,
trods disse Baand, at føje Tonerne til i
kunstnerisk Frihed, hæve Ordets Realitet
op til tonende Idealitet. Det flerstemmige
derimod, det polyfone, havde den græske Musik
ingen Interesse i, dettes selvstændige
Udvikling vilde kun have tilsløret Tydeligheden af
Teksten. Af den Grund ligger ogsaa aabenbart
Tyngdepunktet af den gr. Musik i det vokale,
ikke i det instrumentale. Vel kendte man Musik
for Instrumenter alene — Kitharspil ell.
Fløjtespil, Kitharastik ell. Auletik — men
vigtigere var dog Ledsagelsen af Sangen —
Kitharodik ell. Aulodik —, idet dels
Instrumentet forstærkede Klangen, dels
dannede en Støtte for Sangeren. Hvorledes denne
Ledsagelse i det enkelte har været beskaffen,
ved vi ikke, men som noget »Akkompagnement«
med »Akkorder« i moderne Forstand tør vi ikke
forestille os den. Sandsynligvis har vedk.
Instrument spillet Melodien med i Enklang ell. i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:23 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0241.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free