- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
224

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Musik

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Oktav, har mærket visse Indsnit ell.
Holdepunkter i Teksten med et konsonerende
Interval, Kvint ell. Kvart, har maaske hist og her,
inden for visse snævre Grænser, dannet en
Modstemme med mindre Figurationer, men
Kernepunktet blev dog bestandig det
melodiske, det »homofone«. I denne tætte
Forbindelse af Ord og Toner, der af Musikken
dannede en musikalsk stiliseret Talen, har uden
Tvivl den gr. Musik haft sin Ejendommelighed
og den Magt over Sindet, hvilken de gl. Forf.
aldrig blev trætte af at fremhæve.

Den gr. Musiks ældste Tid er en Sagntid. I
Spidsen for de musiske Kunster staar
Apollon, hvis Symbol er Lyraen, og næst ham de
talrige mytiske Skikkelser, Guder og
Halvguder: Hermes, der skal have opfundet
Lyraen, Pallas Athene, Pan, Amfion,
Zeus’ Søn, der forøgede Lyraens Strenge og
byggede Borgen i Theben ved sit Strengespil,
Orfeus, der ved sine Toners Magt fik Stenene
til at bevæge sig og betvang de vilde Dyr og
Underverdenens Gru, Marsyas, der
udfordrede Apollon, Thamyris, der udfordrede
Muserne etc. Ældgamle Sange var
Linos-Sangen, der blev istemt ved Vinhøsttider, og
Dødsklagen Jalemos. Endvidere havde man
Brudesange (Hymenaios), Sejrssange (Paian) og
bakkantiske Glædessange (Komos).

Hist. Efterretninger har vi fra 8. Aarh. f. Kr.
Den doriske Stamme gaar paa dette Tidspunkt
i Spidsen for Musikudviklingen. Terpander
fra Lesbos, den første Sejrherre (676) ved de
Apollon viede musiske Væddekampe i Sparta,
skal have grundlagt den doriske Skala ved at
forøge Kitharaens Strenge fra 4 til 7 og tillige
indført Kitharspil til Ledsagelse af Sang
(»Kitharodik«). I sine Sange ved Væddekampene
benyttede han et fast musikalsk Skema med 7
Inddelinger. En saadan Sang kaldtes Nomos
(»Lov«), og dette Navn benyttedes ogsaa om
Fløjtespillernes Virtuosnumre ved
Væddekampene, hvori der brugtes et lgn. Skema. Den
halvmytiske frygiske Fløjtespiller Olympos
skal være Skaberen af det kunstneriske
Fløjtespil og af det saakaldte enharmoniske Tonekøn
(se ndf.), medens den første Sang til Fløjtespil,
»Aulodik«, tilskrives Klonas fra Boiotien. Vi
kender Navnene paa en Række musiske
Kunstnere, Kretenseren Thaietas med sine
Vaabendanse og Paianer, Tyrtaios med sine
Krigssange, Alkman, der udviklede Lyrikken
i Koret (Parthenier). Alle disse tilhører den
spartanske Periode. De musiske Kunsters
Glansperiode falder i 6. Aarh. f. Kr.
Stesichoros fra Sicilien giver Korhymnen sin
faste Form: Strofe—Antistrofe—Epode; i
Korinth digter og komponerer Arion sine
Kor-Dityramber. Ved de nationale Festspil bliver de
musiske Kunster af Vigtighed. Medens de
olympiske Lege fortrinsvis helliges
Legemsøvelser, kommer de musiske Væddekampe
til at indtage en Hovedplads ved de
pythiske Lege i Delfoi (hvert 4. Aar siden 586).
Sakades, kendt ved sine Elegier og Forf. til
»Pythikos Nomos«, Apollon’s Kamp med
Dragen, fik Fløjtespillet anerkendt som
ligeberettiget med Kitharaspillet. Lyrikken kulminerede
med Alkaios, Sapfo, »den tiende Muse«,
Anakreon, Livslystens Digter, og endelig
Pindar i Theben.

I 5. Aarh. indtager Athen Hovedpladsen. I
særlige Skoler blev Musikkens Teori lært og
Praksis øvet, og et »Odeion« var helliget
Musikopførelser. Til hvilken Grad Musikken har
været anvendt ved Opførelsen af Aischylos’,
Sofokles’ og Euripides’ Tragedier, er
endnu et aabent Spørgsmaal. Saa meget tør
imidlertid betragtes som afgjort, at ved den
saakaldte »orkestiske« Del, der var
repræsenteret af Koret, spillede Musikken en
fremtrædende Rolle. Korene blev afsungne, Sangerne,
et halvthundrede i Antal, støttedes af en svag,
af enkelte Blæseinstrumenter bestaaende
Instrumentalledsagelse. Paa mere lyrisk bevægede
Steder indlagdes i det senere Drama ligefremme
Arier for Skuespillerne.

Kulminationsperioden afløstes af en
Forfaldsperiode, der omtr. daterer sig fra den Tid, da
Hellas mistede sin Selvstændighed (Slaget ved
Chaironeia 338). Det begyndende Forfald viser
sig dels i en Tilbagctrængen af den orkestiske
Del af Dramaet, dels i en rent virtuosmæssig
Udvikling af Solosang og Solospil.
Aristoxenos fra Tarent (4. Aarh.) oplevede dette
begyndende Forfald og klager derover. I 3. Aarh.
blev Alexandria Hovedsædet for den gr. Kultur;
i øvrigt gik den gr. Musik over i den rom.
Kultur og forfaldt sammen med denne. Dog
endnu langt ned i Middelalderen holdes Mindet
om den højt i Ære, og igennem sent-romerske
Forf. (Martianus Capella og navnlig
Boëtius) gør de gr. Musikteorier sig endnu
bestandig gældende. Endog den moderne
Musiks første Produkt, Operaen, er opstaaet (c.
1600 e. Kr.) som et Forsøg paa at gøre den gr.
Musik efter. Den nærmeste Arvtager efter den
gr. Musik er dog den oldkristne Kirke og den
deraf senere fremgaaede saakaldte
»gregorianske Sang«.

Systemet. Medens vort Kendskab til den
praktiske Musik i den antikke Tid kun er ringe,
er vi særdeles velunderrettede om Musikkens
teoretiske Grundlag. En Rk. gr.
Videnskabsmænd har efterladt Undersøgelser om Tonernes
Kunst fra den fys.-mat. Side: Pythagoras,
Aristoxenos, Eukleides,
Nikomachos, Aristeides Quintilianus,
Ptolemaios, Gaudentios, Bacchios. For
Nodeskriftens Vedk. mærkes Alypios. Den
gr. Musiklære er en Lære om Dannelsen
af Melodi, alle teoretiske og fys.
Undersøgelser om Klang gaar ud paa at bestemme
Tonerne i deres indbyrdes Forhold, naar de
følger efter hinanden.

I Modsætning til vort System, som gaar ud
fra Dur-Skalaen, grunder det gr. System sig
paa Moll-Skalaen, hvilken Skala Grækerne,
ligeledes modsat os, tænkte sig nedad, »begyndende
i Højden og sluttende i Dybden. Grundlaget
var ikke Oktaven, men derimod det halve af en
Oktav, en »Tetrakord«, en Samling af 4 Toner,
i Hel- og Halvtoneskridt omfattende en ren
Kvart. Den ældste Tetrakord, den egl. nationalt
gr., er den doriske med Tonerne (i
nedadgaaende Række) a g f^e, altsaa med

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:23 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0242.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free