Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren / 226 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Musik

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

saa samme Molltonefølge i forsk. Højde. Disse
Tonoi kaldtes med samme Navne som
Oktavrækkerne, hvilket har givet Anledning til
Sammenblanding af disse to forsk. Kategorier. Opr.
var der 3 Tonearter, senere udvidedes de mere
og mere indtil 15.

Paa hvilke Tonetrin disse Tonoi er dannede,
er en Del Tvivl underkastet. Det rimeligste er
at antage, at Grundskalaen uden Fortegn
(A-moll) er »den doriske«. Gaar vi ud herfra, faar
vi de 5 Hovedtonearter paa flg. Trin:

A—a	Dorisk,
B—b	Ionisk (jastisk),
H—h	Frygisk,
c—c	Aiolisk,
cis—cis	Lydisk.

Af disse 5 Hovedtonearter dannedes der atter
5 Sidetonearter en Kvart lavere med
Navnene Hypodorisk, Hypoionisk, Hypofrygisk,
Hypoaiolisk og Hypolydisk samt fremdeles 5
Sidetonearter en Kvart højere med Navnene
Hyperdorisk, Hyperionisk, Hyperfrygisk,
Hyperaiolisk og Hyperlydisk.

Da de samme Tonearter i Teorien fandtes
baade i det diatoniske, det kromatiske og det
enharmoniske System (se ndf.), blev Antallet af
Tonearter, i hvert Fald paa Papiret, 15 X 3
ell. 45.

Foruden det diatoniske Tonekøn kendte
nemlig den gr. Musik to andre Tonekøn: det
enharmoniske og det kromatiske. Ved
Siden af den doriske Normal-Tetrakord a g f^e
havde der allerede i de ældste Tider, paa
Olympos’ Tid, dannet sig en anden Inddeling
af Toner, en Skala, der bestod af to
ufuldstændige Tetrakorder, idet Paranete, resp. Lichanos,
manglede, altsaa, efter vor Talebrug, en Skala,
hvor Terts og Septim manglede: e—c^h | a—f e.
Senere udviklede dette System sig paa den
ejendommelige Maade, at man under Sangen
gled fra Halvtonen til Grundtonen, fra f til e,
gennem den mellemliggende Tone, fik saaledes
en »Fjerdedelstone« frem, som vort nuv.
Musiksystem ikke kender. Det var det saakaldte
enharmoniske System, der altsaa
bevægede sig først med et stort Tertsskridt ned og
dernæst tog denne Fjerdedelstone:



Det kromatiske System udelod ikke
hin anden Tone i Tetrakorden, men satte den
1/2 Tone ned. Herefter bevægede den kromatiske
Tetrakord sig først et lille Tertsskridt ned og
dernæst kromatisk til Grundtonen:



Naturligvis blev det melodiske Fysiognomi
meget forsk. i de tre Tonekøn. Grækerne kaldte
det diatoniske for »mandigt«, det enharmoniske
for »mystisk«, det kromatiske for »elegisk«. De
to sidstnævnte Tonekøn var udelukkede af den
ældre Tragedie.

Tonerne inddeltes i Konsonanser og
Dissonanser. Til Konsonanserne, der
indgaar Forbindelse med hverandre som
»Honning og Vin«, regnedes Oktav, Kvint og Kvart,
til Dissonanser, der har modsatte Naturer »som
Olie og Vand«, regnedes alle andre Intervaller,
altsaa ogsaa Tertsen. Inddelingen er
videnskabelig-teoretisk og stammer fra mat. Maalinger
ved Monokordet. At Tertsen regnedes for
Dissonans, ligger i, at Pythagoras beregnede
den som fremgaaet af to »store« Heltoner,
hvilket giver det uharmoniske Talforhold af 81:64.
Lige over for Pythagoras og hans Skole,
»Kanonikerne«, som holdt paa de mat. Beregningers
alt afgørende Bet. for Musikken, stillede sig
senere Aristoxenos og hans Skole,
»Harmonikerne«, som hævdede, at i Musikken er
det Øret og ikke Beregningerne, der er det
afgørende. De naaede en bedre Bestemmelse af
Tertsen. Senere arbejdede Didymos (30 e.
Kr.) og Ptolemaios (120 e. Kr.) paa det
samme. Men Tertsen blev dog ikke anerkendt
som Konsonans i den gr. Oldtid, ikke før baade
Oldtiden og Middelalderen var omme
(Venetianeren Zarlino, 16. Aarh.).

Den gr. Nodeskrift bestaar af særlige
Tonetegn, opr. Bogstaver, stillede om paa
mange forsk. Maader. Foruden Tegn for vedk. Tone
havde denne Nodeskrift ogsaa Tegn for Pauser
og for rytmiske Værdier, hvor de behøvedes (i
Alm. var Digtets og Musikkens Metrum det
samme). Tydningen af disse Nodetegn
frembyder ingen særlige Vanskeligheder; det
fuldstændige Nodesystem findes hos Alypios (4.
Aarh. e. Kr.). Saa kløgtigt udfundet, ja
beundringsværdigt i sin sindrige Sammensætning det
gr. Nodesystem er, saa vanskeligt maa det have
været at lære, om virkelig det hele System
nogen Sinde er kommet til Anvendelse i Praksis,
Alene den uhyre Mængde af Tegn maatte
berede en stor Vanskelighed. Efter Princippet
skulde hver af de 18 Toner have sit Nodetegn,
sarskilt for hver af de 15 Tonearter og atter
særskilt for de 3 Tonekøn (diatonisk,
kromatisk og enharmonisk) og særskilt for Sang og
Instrumenter. Dette System vilde da give
18X15X3X2 Tonetegn ell. i alt 1620 saadanne
Tegn! Nu gentager rigtignok en Mængde af
disse Tegn sig, men under et Minimum af 90
kan man dog ikke bringe dem, deraf Halvdelen
for hver af de to Arter Musik, Vokal- og
Instrumentalmusik.

Af Instrumenter kendte
Grækerne-Strengeinstrumenter og Blæseinstrumenter,
derimod ikke Strygere. De egl.
Nationalinstrumenter var: Lyra (hvælvet Kasse) og den
større og fuldkomnere Kithara (flad Kasse);
begge disse Instrumenter havde den
Ejendommelighed, at de manglede Gribebrædt.
Strengen svingede i hele sin Længde og angav kun
1 Tone. Dertil kom andre Strengeinstrumenter,
saasom Forminx, Psalterion og mange
harpelignende som Magadis, Pektis, Epigonion etc.
Ældgammel er ligeledes Fløjten og
Skalmejen, for hvilke brugtes Fællesnavnet Aulos,
navnlig kultiveret hos Dorerne, der i disse
Instrumenter saa et Opdragelsesmiddel og drog
i Kamp til Toner af dem. De forekom i mange

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>