Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Musik - Historie - 1. Fra den ældste Tid indtil omtr. 500 f. Kr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Arter; dertil kom andre Instrumenter som
den folkelige Pansfløjte med indtil 7 Rør,
Sækkepibe etc. Metalblæseinstrumenter som
Horn (Keras) og Trompet (Salpinx) forekommer
først senere og er rimeligvis indførte udefra.
De Rester, vi besidder af gr. Musik, er
desværre kun faa og lidet oplysende; navnlig
er de ikke i Stand til at holde Maal med de
meget høje Forestillinger, de gl. Forf.’s
Udtalelser maa give os om deres Musik. Fra 17.
Aarh. foreligger to Fund af gr. Melodier. 1)
Det ene skulde bringe os en Prøve paa
Musikken i selve Kulminationsperioden, nemlig
Melodien til de 8 første Vers af Pindar’s første
pythiske Ode (5. Aarh. f. Kr.); Melodiens Ægthed
er dog saare tvivlsom, 2) Det andet Fund har
bragt tre Melodier fra 2. Aarh. e. Kr. for
Dagen, komponerede til Hymner til Musaen,
Helios og Nemesis (den sidste dog kun et
Brudstykke), digtede af Mesomedes. (De nævnte
Melodier er gengivne i moderne Nodeskrift i
Forkel’s »Gesch. der Musik«, I, ligeledes til Dels i
Ambros’ »Gesch. der Musik«, I, Gevaert’s
Musique de l’antiquité o. a. St.). 3) Dernæst har
man nogle korte instrumentale Fragmenter
(meddelte af Vincent i Notices des Mss. de la
bibliothéque du roi, XVI [Paris 1847]). Nyere
Fund har nogen større Interesse. 4) Et lille
anakreontisk Digt med Tonetegn paa et
Statuefodstykke fra Tralles ved Aidin i Lilleasien
(Bulletin de correspondance hellénique (1883),
fremdeles behandlet af Crusius i Philologus
(50. og 52. Bd) og af Ph. Spitta i
»Vierteljahrschrift f. Musikwissenschaft (1894). 5)
Brudstykke af en Korsang af Euripides’ Orestes fra
en ægypt. Papyrus fra 1.—2. Aarh. e. Kr. (se
Revue des études grecques V). Endelig det
største og mærkeligste Fund 6) Apollon-Hymnen fra
Delfoi fra 3.—2. Aarh. f. Kr., delvis bevaret
med tydelige Tonetegn, huggede ind i Marmor,
fremdraget ved de fr. Udgravninger i Delfoi
(Bulletin de correspondance hellénique, XVII
og XVIII [1893—94]). Skønt Læsningen af selve
Noderne her ikke frembyder særlige
Vanskeligheder, venter dette Fund dog endnu paa den
Forsker, der kunde gøre det frugtbringende og
forøge vort Kendskab til den gr. Tonekunsts
saa højt priste Egenskaber. Endnu hører denne
til det ukendte skønne. (Litt.: De gl. gr.
Musikforfattere er udgivne af Meibom, Antiquæ
musicæ auctores septem, I—II [Amsterdam
1652]; John Wallis, Opera mathematica,
Bd III [Oxford 1699]; Karl v. Jan, Musici
Scriptores graeci [Leipzig 1895]. Nyere Forf.:
Fortlage, »Das musikalische System der
Griechen« [Leipzig 1847]; Fr. Bellermann,
»Die Tonleitern und Musiknoten der Griechen«
[Berlin 1847]; Rud. Westphal, »Harmonik
und Melopoie d. Griechen« [Leipzig 1863];
»Metrik d. griechischen Dramatiker und
Lyriker«, I—III (tilligemed Rosbach) [Leipzig
1854—65, fl. ny Udg.]; »Die Musik des griechischen
Altertums« [Leipzig 1883]; »Die Melik und
Rhytmik des griechischen Altertums«, I—III [1893];
Gevaert, Histoire et théorie de la musique
de l’antiquité, I—II [Gand 1875—81]; H. Abert,
»Die Lehre v. Ethos in d. griech. Musik
[Leipzig 1899]; Th. Reinach, Le second Hymne
Delphique [Paris 1897]; G. Skjerne,
»Plutarks Dialog om Musiken« [Kbhvn 1909]).
A. H.
Historie.
1. Fra den ældste Tid indtil omtr.
500 f. Kr.
Den gr. Halvø beboedes i Oldtiden, saa langt
som vor Kundskab strækker sig tilbage, af eet
Folk, Grækerne, ell., som de selv kaldte sig,
Hellenerne. De hører til den
indoeuropæiske Sprogæt, inden for hvilken de udgør en
Klasse for sig selv. Al Sandsynlighed taler for,
at de er indvandrede fra Norden efter at have
udskilt sig fra de beslægtede Folkestammer.
Paa hvad Tid deres Indvandring har fundet
Sted, lader sig ikke afgøre, og lige saa lidt, om
de ved deres Indvandring har fundet andre
Stammer bosatte i Landet ell. ikke. Naar man
allerede i Oldtiden har nævnt Pelasgerne
som G.’s Urbefolkning, saa beror dette sikkert
paa en Misforstaaelse.
Ved deres Indvandring synes Grækerne
endnu væsentlig at have ført et nomadisk Liv,
endskønt Agerbruget, som det kan paavises ved
Hjælp af den sammenlignende Sprogvidenskab,
ikke har været dem ubekendt. I ethvert
Tilfælde varede det naturligvis nogen Tid, inden
de slog sig til Ro og fik faste Boliger.
Det Landomraade, som Grækerne besatte, var
noget større end det nuv. G., men Grænserne
for det lader sig ganske vist ikke nøjagtig
fastsætte. Om Makedonerne og Epeiroterne skulde
regnes med til Grækerne, derom var man
allerede i Oldtiden uenig; helst bør man vistnok
regne dem med, men de vedblev længe at staa
paa et lavere Kulturtrin end de sydligere
boende Folkestammer. Sikkert er det derimod, at
Grækerne allerede paa et meget tidligt
Tidspunkt har bredt sig over Øerne i det ægæiske
Hav og over Lilleasiens Vestkyst. Sandsynligvis
har Overbefolkning og Vanskeligheden ved at
finde Føden i Hjemmet nødsaget en Del af
Befolkningen til at udvandre, og derved har
Grækerne stadig bredt sig videre, indtil
Ægæerhavets Kyster, ja endog Dele af Lilleasiens
Sydkyst og det fjerne Kypros havde faaet en gr.
Befolkning.
Vort Kendskab til Grækernes Kulturforhold i
den ældste Tid grunder sig dels paa de store
Fund, som man har gjort især i de sidste
Aartier af 19. Aarh. og i de flg. Aar, dels paa de
homeriske Digte. Disse sidste har netop
til Forudsætning de Vikingetog, som Grækerne
længere Tid igennem foretog over til Lilleasiens
Kyst. At de virkelig har en saadan hist. Kerne,
har Udgravningerne vist med tilstrækkelig
Tydelighed, uagtet ganske vist Digtene i deres
nuv. Skikkelse stammer fra en betydelig senere
Tid end de Begivenheder, der har givet
Anledning til deres Tilblivelse. Det er blevet slaaet
fast, at der netop paa de Steder, der særlig
omtales i Digtene som de mægtigste Folks
Hjemstavn, i ældgamle Tider har været
udviklet en rig Kultur. Baade i Troja og i Mykenai,
Agamemnon’s Kongesæde, har man fundet
Levninger af store Fæstningsmure og Paladser
foruden en Rigdom af Smykker og Vaaben og
Kar, baade af Ler og af Guld, samt andre til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
