- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
228

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Historie - 1. Fra den ældste Tid indtil omtr. 500 f. Kr.

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Dels med stor Kunstfærdighed udførte
Industrigenstande. Især Fundene i Mykenai vidner
om Tilstedeværelsen af en rig Kultur, som alm.
kaldes den mykenæiske, uagtet den i
Virkeligheden ses at have strakt sig over største
Delen af G.’s østlige Egne. Disse Fund viser
ogsaa, at der maa have bestaaet en temmelig
nøje Forbindelse mellem G. og de store
Kulturriger i Vestasien og Ægypten, idet de fundne
Industrigenstande for en stor Del er
forarbejdede efter Mønstre fra disse Lande, for saa vidt
de ikke ligefrem er indførte derfra. Dette viser
sig nok saa tydeligt ved de store Fund, der er
blevne gjorte paa Kreta, hvor man har
fremdraget Rester af en ældgammel Kultur, der i
mange Henseender afviger fra den senere gr.
— En gl Kultur er ogsaa blevet paavist i
Boiotien, hvor Minyerne nævnes som de ældste
Beboere.

Hvorledes G.’s forhistoriske Kultur har faaet
sin Afslutning, om det er sket ved en pludselig
Omvæltning, ell. der har fundet en gradvis
Overgang Sted til den senere Tids
Kulturforhold, er det vanskeligt at afgøre. Grækernes
egne Sagn omtaler nogle store Vandringer, hvis
Tid Oldtidens Lærde beregnede til Slutn. af 12.
Aarh. f. Kr., nemlig den thessaliske, den
boiotiske og den doriske Vandring.
Thessalerne skal være indvandrede fra Epeiros
til Thessalien og derved have fortrængt
Boioterne til Boiotien, hvilket atter havde til Følge,
at Dorerne fra Nordgrækenland satte over til
Peloponnes og omstyrtede de der bestaaende
Riger. Disse Vandringer menes da tillige at
have givet Stødet til en yderligere Udvandring
til Lilleasien fra forsk. Dele af det europ. G.
Hvor meget hist. der er i disse Fortællinger,
er imidlertid, som sagt, yderst tvivlsomt; men
faktisk er det, at det i den hist. Tid for en
stor Del er andre Stater, der spiller
Hovedrollen, end i den Tid, de homeriske Digte
skildrer, paa Peloponnes særlig Sparta og Argos,
hvis Befolkning regnedes til den doriske
Stamme; og faktisk er det ogsaa, at Navnet
Hellenere, der hos Homer kun brugtes om en lille
thessalisk Stamme, medens ellers Navnet
Achaiere brugtes om Grækerne, efterhaanden bliver
Fællesbenævnelsen for alle Grækere. Efter al
Sandsynlighed maa disse Vandringer dog have
strakt sig over et betydeligt længere Tidsrum,
end Sagnene forudsætter.

Vandringerne medførte i øvrigt, at den gr.
Kulturs Tyngdepunkt gennem fl. Aarh. kom til
at ligge i Lilleasien. Her opstod de homeriske
Digte, der ganske vist handler om en fjernere
Fortids Begivenheder, men i Virkeligheden
afspejler den Tids Forhold, hvori de er blevne til
(9.—7. Aarh.). Vi finder i dem Grækerne delte
i en hel Mængde Smaastater, hver under
Ledelse af en Konge, som i det mindste i
Krigstid havde en temmelig udstrakt Myndighed.
Ved hans Side finder vi et Raad af Høvdinge,
som Kongen dog ikke behøver at rette sig
efter; endnu mindre Indflydelse har naturligvis
Folkets store Masse. Nogen politisk
Forbindelse mellem de forsk. gr. Stater fandtes ikke;
paa Toget mod Troja fremstilles ganske vist
Agamemnon som den øverste Leder, men noget
egl., varigt Overherredømme over de andre
Fyrster er der ikke Tale om.

Den Stat, der i det europ. G. hævede sig til
den betydeligste Magt, var Sparta, hvilket
den væsentlig havde sin strenge milit.
Organisation at takke for. Efter at Spartanerne først
var blevne Herrer over Eurotas-Dalen og de
sydøstlige Halvøer paa Peloponnes, vendte de
sig mod V. og gjorde sig ved den 1. messeniske
Krig i den sidste Halvdel af 8. Aarh. til Herrer
over Messenien, men maatte endnu 100 Aar
efter bestaa en farlig Kamp (den 2. messeniske
Krig) for at bevare deres Herredømme. I 6.
Aarh. trængte de derefter videre frem imod N.
og tvang en stor Del af Arkaderne til at
anerkende deres Overherredømme, medens de dog
lod dem beholde en større indre Uafhængighed.

Af de øvrige peloponnesiske Stater udvidede
ligeledes Elis sin Magt paa de omboende
Folks Bekostning, medens derimod Argos,
som tidligere havde haft en større Magt, maatte
finde sig i at se sit Landomraade formindsket
ved Spartanernes Fremtrængen. I det nordlige
Peloponnes var der mindre, uafhængige Stater,
Sikyon og Korinth samt Smaastaterne i
Achaia o. a. — Ogsaa i de nordligere Dele
af G. dannedes der efterhaanden større
Statsforbindelser. Attike sluttede sig saaledes
sammen til en enkelt Stat under Athens
Ledelse, medens de boiotiske Stater indgik
et løsere Forbund under Thebens Forsæde.
Endnu løsere Forbindelser fandtes der hos
Thessalerne og de vestlige gr. Stammer,
der var mindre fremskredne i Kultur. I denne
Sammenhæng kan man nævne de forsk.
Forbindelser af halvvejs religiøs Natur, der
sluttede sig til de større og alm. anerkendte
Helligdomme, særlig den saakaldte delfiske
Amfiktyoni, hvortil de fleste gr. Stater hørte; den
havde dog ingen egentlig politisk, men i det
højeste en vis folkeretlig Bet.

De gr. Stæder i Lilleasien udviklede sig
hurtigere end det europ. G. og naaede ved deres
livlige Handelsforbindelse med andre Lande en
høj Grad af Rigdom og Kultur. De kan efter
Nationaliteterne deles i 3 Klasser, de æoliske,
ioniske og doriske, der hver for sig dannede
en temmelig løst forbunden Enhed, mere af
religiøs end af politisk Natur.

Omtr. fra Midten af 8. Aarh. begynder
Grækerne nu ogsaa at brede sig videre ud over
Middelhavslandene. Denne Udbredelse fandt
Sted i forsk. Retninger. I Syditalien og
paa Sicilien var det mest fra de
peloponnesiske Stater, og bl. dem især Korinth og
Achaia, at der anlagdes Kolonier; Syrakus er
saaledes en korinthisk Koloni, medens
Sybaris og Kroton er anlagte fra Achaia. Dog
kom der ogsaa i disse Egne adskillige
Kolonister fra andre Steder, navnlig fra Byen
Chalkis paa Euboia, der anlagde fl. Stæder paa
Sicilien. Endvidere anlagdes der Kolonier paa
Balkan-Halvøens Kyster N. f. det egl. G., f. Eks.
de korinthiske Kolonier Ambrakia og Leukas og
en Mængde chalkidiske Kolonier i Makedonien
og Thrakien. Fra de lilleasiatiske Stæder, især
Milet, anlagdes der en talrig Mængde Kolonier
ved Sortehavet. Endog til Gallien (Massalia) og

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:54:36 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/10/0246.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free