Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Historie - 1. Fra den ældste Tid indtil omtr. 500 f. Kr. - 2. Perserkrigene og Athens Glansperiode (indtil 404 f. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til Nordafrika (Kyrene) naaede de gr.
Kolonister.
Aarsagerne til disse Foretagender var dels
Grækernes Eventyrlyst og Bestræbelsen for at
vinde Rigdom ved at handle paa fjerne Lande,
dels kunde ogsaa Forholdene hjemme, hvad
enten det nu var Overbefolkning eller
Partistridigheder ell. fremmede Fjenders Indfald,
foraarsage en Udvandring. Kolonierne kom til
at danne selvstændige Stater for sig, men
vedblev dog sædvanlig, — naar ikke netop
Partistridigheder havde foranlediget Udvandringen,
— at staa i et mere ell. mindre nøje
Pietetsforhold til Moderstaden. Og selv i de fjerneste
Lande bevarede Kolonisterne deres gr.
Nationalitet, ligesom overhovedet alle Grækerne til
Trods for den politiske Adsplittelse havde en
Følelse af, at de udgjorde et Folk for sig i
Modsætning til alle Ikke-Grækere ell. Barbarer.
I den Retning havde ogsaa de religiøse
Foreningspunkter, særlig Oraklet i Delfoi, stor Bet.
M. H. t. de politiske Forhold inden for de
enkelte gr. Stater foregik der efterhaanden
betydelige Forandringer. Kongedømmet, der
i de homeriske Digte fremstilles som den eneste
Styrelsesform, gik efterhaanden tilbage.
Allerede i Odysseen skildres Kongens Magt som
mindre stabil end i Illaden, og senere bliver
Regeringsformen de fleste Steder mere og mere
republikansk. I nogle Stater, som i Athen,
bevares ganske vist Navnet Konge, men bruges
om en aarlig valgt Embedsmand, den af de 9
Archonter, som havde Kongens religiøse
Funktioner at forrette. Kun i Sparta bevaredes det
arvelige Kongedømme, men Kongemagten var
svækket, dels derved, at der altid var 2 Konger
ad Gangen, hver af sin Slægt, dels ved en
vidtgaaende Kontrol fra andre Embedsmænds,
Eforernes, Side.
Fra Kongerne gik Magten alle Vegne over til
de rige Grundejere, der dannede en afsluttet
Adelsstand for sig, af hvilken den øvrige
Befolkning for en stor Del var afhængig. Der
rejste sig derfor rundt omkr. i G. en Opposition
mod Adelsherredømmet, og det lykkedes derved
adskillige Steder at sætte igennem, at det
overdroges enkelte Mænd at give bestemte Love,
hvorved Befolkningen bedre beskyttedes mod
Vilkaarlighed (Zaleukos i Lokroi i Syditalien,
Charondas i Katane, Drakon og Solon i Athen
o. s. v.). Andre Steder blev Følgen, at man
vendte tilbage til en enkelt Mands
Herredømme, idet en af Oppositionsførerne opkastede sig
til Enehersker ell. Tyran, som det kaldtes,
hvorefter han som saadan varetog sit Partis
Interesser mod Adelen. Saadanne Tyranner
fremstaar fra Midten af 7. Aarh. i stort Antal:
Kypselos og Periandros i Korinth, Orthagoras
og hans Efterfølgere i Sikyon, Prokles i
Epidauros, Theagenes i Megara, Thrasybulos i
Milet og senere Peisistratos og hans Sønner
Athen, Lygdamis paa Naxos, Polykrates paa
Samos m. fl. Disse Tyranner, som var dygtige
Mænd, indlagde sig store Fortjenester af deres
Lands Udvikling baade i materiel og i aandelig
Henseende, men deres Magt blev dog ikke af
Varighed. Hverken Adelen ell. de lavere
Stænder kunde i Længden finde sig i at staa under
en enkelt Mands Herredømme, og man vendte
da overalt igen tilbage til en republikansk
Forfatning, i Reglen dog saaledes, at Forfatningen
nu opbyggedes paa et bredere,
demokratisk Grundlag. Til at styrte Tyrannerne
medvirkede ved fl. Lejligheder Spartanerne, som
derved erhvervede sig et særligt Ry for
Tyranhad; men deres Bestræbelesr gik dog i Reglen
ud paa i de forsk. Stater at indrette Forholdene
paa den Maade, der stemmede bedst med deres
egne Interesser. Da saaledes Tyrannen Hippias
i Athen var blevet styrtet (510), arbejdede
Spartanerne paa at faa en aristokratisk Forfatning
indført i Athen, men kunde dog ikke hindre
Kleisthenes’ demokratiske Reformer. Men over
største Delen af Peloponnes havde Sparta dog
paa den Tid faaet en afgørende Indflydelse.
Forfatningsforandringerne hænger sammen
med en Forandring af de sociale Forhold.
Medens tidligere al Rigdom og al Magt havde
være knyttet til Grundejendommen, som
væsentlig var i Adelens Besiddelse, kom
efterhaanden Handel og Industri til at spille en
større Rolle, og det var da naturligt, at de,
der havde tjent en Formue paa den Maade,
krævede større Del i Statens Styrelse, hvilket
ikke hjemledes dem ved de ældre Forfatninger,
der væsentlig tog Hensyn til Grundejerne. Der
kom saaledes paa alle Omraader større Fart i
Udviklingen, men der fremkom ogsaa større
sociale Uligheder; særlig antager Slaveriet nu et
tidligere ukendt Omfang.
I 6. Aarh. begyndte nu en alvorlig Fare at
true G., da de lilleasiatiske Stæder blev
undertvungne af den lydiske Konge Kroisos og
nødte til at betale ham Skat, og da de efter
det lydiske Riges Fald (546) ligeledes maatte
anerkende Persernes Overherredømme. Dette
gav Anledning til de store Perserkrige,
som skulde bidrage saa meget til G.’s videre
Udvikling.
2. Perserkrigene og Athens
Glansperiode (indtil 404 f. Kr.).
De gr. Stæder i Lilleasien kunde ikke i
Længden finde sig i at staa under Perserne, og
efter Perserkongen Dareios’ mislykkede Tog
mod Skytherne N. f. Donau fik de Mod til
under Ledelse af Aristagoras, Tyran i Milet, at
rejse sig mod Perserne (499). De fik Hjælp fra
Athen og den lille By Eretria paa Euboia, men
en saa ringe Hjælp, at den ingen Bet. kunde
faa. Opstanden blev derfor hurtig undertrykt,
og Oprørerne, især Milesierne, haardt straffede
(494). Men derefter besluttede Dareios at hævne
sig paa Athen og Eretria. Efter at et Tog 492
var mislykket, sendte han 490 sin Flaade tværs
over Ægæerhavet. Den fordrevne Tyran
Hippias fra Athen fulgte med og havde uden Tvivl
en Del Tilhængere bl. sine Landsmænd.
Eretria blev ødelagt; men da Perserne landede ved
Marathon i Attike, blev de fuldstændig
overvundne af Athenerne og Plataierne, der havde
sendt en lille Afdeling til Undsætning. Ogsaa
Spartanerne havde lovet Hjælp, men den kom
først efter Slaget.
10 Aar senere fornyede Dareios’ Søn Xerxes
Angrebet med en langt større Styrke. Faren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
