Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Det gamle G. - Historie - 3. Sparta's Kamp om Overherredømmet Makedoniens voksende Indflydelse (indtil 338 f. Kr.) - 4. Makedonerherredømmets Tid indtil G.'s Underkastelse under Rom (146 f. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
alene i selve G., men ogsaa i Persien, medens
Flertallet af Borgerne mere og mere tabte
Lysten til at gøre personlig Krigstjeneste.
Ogsaa de evindelige Partistridigheder inden for
de enkelte Stater havde foraarsaget megen
Ulykke; i Tusindvis var Borgere blevne
landsforviste af partipolitiske Aarsager. Paa alle
Omraader herskede der Opløsningstilstand i G.
Under disse Forhold begyndte der mod N. at
rejse sig en ny og mægtig Stat:
Makedonien. Denne Stat laa paa Grænsen af den gr.
Verden, og der var mange i G., som ikke
engang vilde regne Makedonerne for Grækere. I
ethvert Tilfælde var Makedonerne blevne langt
tilbage i Udviklingen for de andre Grækere og
kunde derfor med en vis Ret regnes for
Barbarer. Men samtidig med den alm. Tilbagegang
alle andre Steder i G. gjorde Makedonien store
Fremskridt, saa at det snart blev en Faktor,
man maatte regne med. I Makedonien havde
det gl. Kongedømme holdt sig, og der havde
været adskillige dygtige Konger, men ogsaa
heftige Tronstridigheder. Først da Kong Filip
fik Regeringen (359, — i de første Aar som
Formynder for sin Brodersøn), begyndte
Udviklingen rigtig at tage Fart. Ved Hjælp af sin
fortræffelige Hær udvidede han sit Lands
Grænser i alle Retninger og erobrede 357 Byen
Amfipolis, som ogsaa Athen gjorde Fordring paa.
Derover kom han i Krig med Athen, men i Beg.
var Athenerne væsentlig optagne af Kampen
med deres frafaldne Forbundsfæller.
Snart efter gav Forholdene i G. Filip
Anledning til at forstærke sin Indflydelse. Der var
nemlig udbrudt en Strid mellem Thebanerne
og Fokierne, og Thebanerne havde faaet sat
igennem, at det amfiktyonske Raad idømte
Fokierne en stor Pengebøde. Som Svar herpaa
bemægtigede Fokierne sig det delfiske Orakels
store Skatte og udrustede ved Hjælp deraf en
mægtig Lejetroppehær, som snart
oversvømmede Nabostaterne. Disse kaldte derfor Filip til
Hjælp, og han var ogsaa villig nok til at hjælpe,
medens Athen og Sparta, som sympatiserede
med Fokierne, ikke udviste synderlig Energi.
Ganske vist hindrede Athenerne for en Tid
Filip i at rykke gennem Thermopylai, men det
var forgæves, at den store Taler Demosthenes
opfordrede dem til at sende virksom Hjælp til
Olynth, som Filip satte al Kraft ind paa at
erobre, og da det var lykkedes ham (348),
bekvemmede Athenerne sig snart til at slutte
Fred (Filokrates’ Fred 346), hvorved begge
Parter beholdt, hvad de havde. Derefter havde
Filip let ved at rykke gennem Thermopylai og
gøre det af med Fokierne. De blev udelukkede
af det amfiktyonske Raad, og Filip fik deres
Plads (346).
Freden kunde dog umulig blive varig; thi i
Athen ønskede et stort Parti ledet af
Demosthenes at aabne Krigen paa ny, saa snart de
nødvendige Forberedelser var trufne, og Filip
arbejdede stadig paa at vinde Forbundsfæller
i G. — han vandt saaledes Argiverne,
Arkaderne og Messenierne — og paa at gøre Erobringer
i Thrakien. Hans Fremgang deroppe bevægede
til sidst Athenerne til at erklære ham Krig igen
(340), men det varede ikke længe, inden Filip,
indkaldt af det amfiktyonske Raad imod den
lokriske Stad Amfissa, som beskyldtes for
Helligbrøde, kunde rykke ind i Mellem-G. Da
lykkedes det Demosthenes at bevæge Theben, som
hidtil havde været Filip gunstig stemt, til
Forbund med Athen, men den forenede atheniske
og thebanske Hær blev fuldstændig slaaet af
Filip ved Chaironeia (338). Kort efter sluttedes
Fred; baade det thebanske og det atheniske
Forbund opløstes, og i Thebens Borg Kadmeia
kom der en makedonisk Besætning. Men ellers
viste Filip sig mere medgørlig, end man havde
ventet. Ved et Møde i Korinth af Udsendinge
fra de fleste gr. Stater fik han dannet et alm.
gr. Forbund: der skulde nu herske Fred i hele
G., og i hver Stat garanteredes Opretholdelsen
af den bestaaende Forfatning. Dette Forbund
sluttede endvidere en Alliance med Makedonien,
og i Krigstilfælde skulde Makedonerkongen have
Overanførselen. Sparta deltog ikke i Forbundet,
men kunde intet udrette paa egen Haand. Det
mistede alt sit Land med Undtagelse af det
egl. Lakonien. Der var saaledes virkelig, i det
mindste for en Tid, dannet en Slags politisk
Enhed i G.
4. Makedonerherredømmets Tid
indtil G.’s Underkastelse under
Rom (146 f. Kr.).
Mange Steder i G. var man naturligvis
utilfreds med den ny Ordning, og ved Filip’s Død
(336) opstod der straks Bevægelser imod
Makedonerne i fl. Byer. Men Filip’s Søn Alexander
fik hurtig de trufne Aftaler stadfæstede, og da
Theben Aaret efter ved Rygtet om hans Død
paa et Tog i Thrakien aabenlyst rejste sig og
angreb Besætningen i Kadmeia, blev Følgen
kun den, at Byen blev fuldstændig ødelagt (335).
Derefter foretog Alexander sit store Krigstog
mod Persien, understøttet af gr. Tropper, og
idet han betragtede sig som G.’s Hævner. Men
mange Grækere traadte rigtignok ogsaa i pers.
Tjeneste, og hjemme tænkte ogsaa mange paa
at rejse sig. Spartanerkongen Agis II rykkede
saaledes 331 mod Megalopolis, men blev slaaet
af Makedoniens Statholder Antipatros, og efter
den store Konges Død kom det til en alvorligere
Kamp (den lamiske Krig). Det var især
Athen og Ætolien, hvorfra Modstanden mod
Makedonerne udgik. Antipatros blev slaaet og
indesluttet i Lamia; men da han havde faaet
Forstærkning, blev Grækerne slagne ved
Krannon og maatte derefter opgive al Modstand
(322). Athenerne blev tvungne til at antage en
aristokratisk Forfatning, og en makedonisk
Besætning blev sat til at vaage over deres
Troskab. Saaledes indskrænkedes G.’s Frihed mere
og mere.
I den flg. Tid gennemgik de gr. Stater en
meget vekslende Skæbne. Medens ganske vist
hver enkelt Stat sædvanlig bevarede sin indre
Selvstyrelse, blev dog de fleste af dem i mere
ell. mindre høj Grad afhængige af de forsk.
makedoniske Stormænd, som i lang Tid vedblev
at strides om Magten. Efter Antipatros’ Død
(319) søgte først Rigsforstanderen Polysperchon
at vinde Grækerne for sig ved at støtte
Demokratiet, men Antipatros’ Søn Kassandros vandt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
