Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grækenland (Hellas) - Ny G. - Mønt, Maal og Vægt - Sprog (nygræsk)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ell. ital. Navne: 1 Kiló = 1 Imp. Bushel, 1
Barile = 16 Imp. Gallons (1 Barile Olie vejer
52 Oka = 66,56 kg); 1 Libbra grossa
Ionia = 1 lb. Avdp. og 1 Libbra sottile
Ionia = 1 lb. Troy.
(N. J. B.). Th. O.
Sprog (nygræsk).
Den attiske Dialekts Overgang til gr.
Fællessprog er det afgørende Vendepunkt i det gr.
Sprogs Historie. Sprogets uhyre Udbredelse til
andre gr. Stammer og til fremmede Lande
maatte nødvendigvis medføre indre
Forandringer, navnlig m. H. t. Ordforraad og Syntaks,
og være en Hindring for Sprogets ensartede
Karakter. Som Reaktion herimod fremkommer
i Oldtiden en bevidst Bestræbelse efter at
efterligne de gl. attiske Forf. (saaledes f. Eks. hos
Lukian), og en Skole af Grammatikere, de
saakaldte Atticister, sætter sig til Opgave at
fremdrage de ægte attiske Udtryk i Modsætning til
de virkelig brugte »hellenistiske«. Denne
Bevægelse løber ud i Sandet, men den dermed
inaugurerede Spaltning mellem Skriftsprog og
Talesprog varer ved og har fortsat sig gennem hele
Middelalderen og den nyere Tid. Medens
Talesprogets Udvikling gik sin egen Gang, vedblev
man i den byzantinske Litt., saa godt man
kunde, at efterligne de gl. Mønstre. Først i 11.
Aarh. begyndte man i enkelte Tilfælde at
nærme Litteratursproget til Talesproget, og efter
at denne Bevægelse een Gang var begyndt, skred
den i de flg. Aarh. videre. Man kan regne den
ny gr. Periode fra Beg. af 16. Aarh. Men
Spaltningen mellem Skriftsprog og Talesprog blev
ikke fjernet. I den nyeste Tid har den kendte
Filolog Korais (d. 1833) haft stor Indflydelse
paa Uddannelsen af det nygr. Skriftsprog ved
at pege paa den rette Middelvej: Berigelse af
Sproget ved Hjælp af Oldgræsk uden alt for
stor Afvigelse fra Folkesproget. I Praksis er
Spørgsmaalet dog endnu ingenlunde løst. I
Dagspressen behandles det nygr. Sprog med en
utrolig Vandalisme; i meningsløs Beundring for
den oldgr. Sprogbygning skaaner man end ikke
de mest ejendommelige nygr. Udviklinger, hvis
Skønhed og Brugbarhed man fuldstændig
miskender. Mod en Overs. af Biblen til nygr.
Folkesprog protesterede Studenterne 1901 med
blodige Tumulter. Renest fremtræder det virkelige
Nygræsk i Folkelitteraturen (Eventyr og
Folkesange). Dog maa det nævnes som et glædeligt
Tegn, at i vor Tid to fremragende gr.
Sprogforskere helliger sig til Studiet af Nygræsk:
Psicharis i Paris og Hatzidakis i
Athen. Den nygr. Dialektforskning er under
indfødte og fremmede Forskeres Hærder i god
Gang og har allerede givet det sikre Resultat,
at samtlige nygr. Dialekter med Undtagelse af
det saakaldte Tsakonisk nedstammer fra
Fællessproget (koinē). Tsakonisk er den eneste Rest
af de oldgr. Dialekter; det er den direkte
Fortsættelse af Oldtidens Lakonisk og opviser den
Dag i Dag en Række Ejendommeligheder, der
er os kendte fra Oldtiden som lakoniske (det
har bevaret det gamle ā, som i Ionisk-Attisk
gik over til η: μάτη, »Moder«, alm. nygræsk
μητέρα; man har u (skrevet ου) i St. f. det
alm. gr. υ: κουε, »Hund«, oldgr. κύων kyōn;
σ i St. f. θ: σέρι, »Sommer«, oldgræsk θέρος
theros; σ er tabt mellem to Vokaler og gaaet
over til ρ i Udlyd: θἀ χάου, oldgr. χαλάσω
khalasō, »jeg vil løsne«, καοΰρ oldgr. καλῶς;
kalds, »smukt, vel«). Som Følge af
Nedstamningen fra koinē har man ellers i hele G., til
Trods for de ikke ubetydelige Afvigelser mellem
Dialekterne, i det væsentlige eet Sprog, som af
den jævne Befolkning kaldes Romæisk d. v. s.:
Romersk. Hovedejendommelighederne ved
Nygræsk (Romæisk) (som forøvrigt stammer fra
en meget forsk. Tid, nogle af dem fra en meget
gl Tid) er følgende: φ, θ og χ udtales som f,
eng. th, tysk ch; β, δ og γ udtales som v, ð
(= d i dansk Mad) og aabent g (som i dansk
Sag; foran e og i som j); κτ og κθ bliver til
κτ; πτ og φθ bliver φτ; efter Nasaler udtales
π, τ, κ og β, δ γ som b, d, g: ἔμπορος udtalt
emboros, »Købmand«, πέντε udtalt pende, »fem«
(Nasalen er i disse Tilfælde stum i Ordenes
Begyndelse: μπορῶ udtalt boro, »jeg kan«,
ντύνομαι udtalt dinome, »jeg klæder mig paa«
af oldgr. ἐνδύομαι, endyomai); en Nasal foran
φ, θ, χ er stum: νύφη udtalt nifi,
»Svigerdatter, Brud«, oldgr. νύμφη, nymphē, ἄθρωπος
= ἄνθρωπος, »Menneske«; Diftongerne er
opgivne, idet αι udtales som e, οι og ει som i
(som i udtales foruden ι ogsaa ῃ, η og υ), αυ
og ευ udtales som au, eu med Overgang til af,
ef foran stemmeløse Lyd og Bortfald af u i
visse Tilfælde: ηύρα udtalt iura, »jeg fandt«,
Præsens βρίσκω udtalt urisko af oldgr. εύρίσκω,
heuriskō; ψεύτης udtalt pseftis, »Løgner«;
ψέμμα udtalt psema, for ψεύμα, »Løgn«. Lyden
h er gaaet tabt, Forskellen mellem lange og
korte Vokaler er opgivet, den mus. Betoning
er bleven forvandlet til en simpel
Eftertryks-Accent; men dog fastholder Ortografien Brugen
af Spiritus asper og lenis og Accenttegnene.
Bøjningssystemet og Syntaksen er betydelig
simplificerede; Infinitiven erstattes ved en
Omskrivning med νά (oldgr. ἳνα hina »for at«),
f. Eks. μπορῶ νἀ πάω, »jeg kan gaa« (af oldgr.
ἳνα ύπάγω); Futurum omskrives med θά
(opstaaet af θέλω, »jeg vil« sammensmeltet med
νά): θἀ πάω, »jeg vil gaa«; Perfektum
omskrives med ἔχω: ἔχω γράψει, »jeg har skrevet«.
Dativ er tabt. Der findes et betydeligt (men
ingenlunde overvældende stort) Antal
Laaneord, mest fra Romansk og Tyrkisk, forholdsvis
sjælden fra Slavisk (og Albanesisk); fra
Skriftsproget fjernes disse Ord. Det nedarvede
Ordforraad er ofte stærkt forandret ved Nydannelser
og ny Betydningsudviklinger: ἄλογο »Hest« (egl.
»ufornuftig«, »Dyr«; i St. f. oldgræsk ἵππος,
hippos). Trods alle disse Forandringer maa
det nygr. Folkesprog siges at staa Oldgræsk
meget nær: Forholdet er omtrent som mellem
Italiensk og Latin. (Litt.: Hatzidakis,
»Einleitung in die neugriechische Grammatik«
[Leipzig 1892]; den ældste nygr. Grammatik
[af Simon Portius 1638] foreligger i en vigtig
Nyudgave ved W. Meyer, [Paris 1889];
Thumb, »Handbuch der neugriechischen
Volkssprache. Grammatik, Texte, Glossar« [2.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
