Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - græsk Arkæologi - 6) Ældre mykenisk Tid (1700-1580 f. Kr.) - 7) Kretisk-argivisk Storhedstid (1580-1400 f. Kr.) - 8) Yngre mykenisk Tid (1400-1150 f. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fernis. Den fremadskridende Udvikling viser
sig endelig i den ældre Billedskrifts
Omdannelse til en lineær Skrift; det alm. benyttede
Materiale er Lertavler, hvori Tegnene
indridses. En Tydning af den mykeniske Skrift er
hidtil ikke lykkedes. (Litt.: E. Reisinger,
»Kretische Vasenmalerei vom Kamares- bis zum
Palaststil« [Leipzig 1911]; A. J. Evans, Scripta
Minoa, I [Oxford 1909]).
7) Kretisk-argivisk Storhedstid
(1580—1400 f. Kr.). Navnet er valgt som et
Udtryk for, at de mykeniske Kulturlande nu
staar paa Højdepunktet af deres Magt og
Velstand, og at det gr. Fastland (især Argolis)
har hævet sig til en jævnbyrdig Stilling med
det hidtil overlegne Kreta. Den herskende
Velstand lægger sig for Dagen allerede i et
saadant rent ydre Forhold som den overvældende
Guldrigdom i Datidens Kongegrave.
Kongsgaarden paa Kreta faar deres endelige, afsluttede
Form; et lige saa prægtigt Fyrstesæde rejser
sig i Tiryns. Der er vel nogen Forskel mellem
Anlæggene paa Kreta og i Argolis, hvad der
især hænger sammen med forsk.
Tagkonstruktion (hist det orientalske flade Tag, her
Sadeltag); men i Hovedsagen er det den samme
Arkitektur begge Steder: med Murkonstruktion
af Kvadersten ell. soltørrede Tegl, hvilende paa
en Sokkel af naturlige Sten, med Søjler af Træ,
hvis Skaft er bredere foroven end forneden. Den
vigtigste Del af den argiviske Kongsgaard er
Højsalen ell. Storstuen (Megaron), et
rektangulært Rum med størst Udstrækning i Dybden,
med en Arne i Midten, omgivet med 4 Søjler,
og med en foranlagt Søjlehal ud mod den
aabne Gaard. Ved Periodens Slutn. ødelægges de
kretiske Fyrste sæder med Ild og Sværd; man
antager, at de er bukkede under i Kamp med
Herskerne paa det gr. Fastland. De fleste af
Kongegravene i Mykenai, der er anlagte i
gravede og overdækkede Fordybninger under en
Plads, som var viet til de henfarne Stormænds
Kultus, skriver sig fra denne Tid. Men
Tidsalderens karakteristiske Gravtype er i øvrigt
den store Kuppelgrav, udviklet af en Form, der
er skabt paa Kreta i langt ældre Tider:
mægtige, bikubeformede Rum, anlagte i en
skraanende Bjergside og opbyggede af store
Kvadersten, hvis Skifter opefter springer længere og
længere frem, indtil de mødes ved Hvælvingens
Top, og med en lang Indgang (Dromos) med
opmurede Sider. I Billedkunsten gaar
Vægmaleriet videre ad de Veje, det tidligere var
slaaet ind paa. Den dekorative Kunst omsætter
den foregaaende Periodes Naturalisme i en
bestemt stiliseret Form med et eget storslaaet
Præg (den saakaldte »Paladsstil«). Den intime
Sammenhæng med Naturen opgives; Motiver
fra forsk. Omraader (Landplanter, Havdyr) kan
træffes uorganisk blandede mellem hinanden.
Hovedvægten lægges i denne Stil paa det
dekorative Element; den gl. Spiralornamentik
Tidvikles til en ny Fylde og Rigdom og anvendes
hyppigere end før. Fortrinlige Metalarbejder
fremstilles; til de mest kendte hører
Guldbægrene fra Vafio med drevne Relieffer, som
forestiller Indfangning af vilde Urokser.
Bronzevaabnene fortsætter i det væsentlige de
tidligere skabte Former; Hovedmassen af de
mykeniske Dobbeltøkser tilhører f. Eks. denne og
den flg. Periode. Paa Lerkarrene finder vi de
mangfoldigste Prøver paa Tidens
Dekorationskunst. Der er en kendelig Forkærlighed for
store, anselige Kar. Største Delen af Karrets
Flade inddrages under Dekorationen og fyldes
med stiliserede Billeder af Planter og Havdyr,
med fortløbende Spiraler og andre Motiver. Et
Vidnesbyrd om den rigelige Brug af skriftlige
Optegnelser foreligger i de store Depoter af
Lertavler med den yngre Form af lineær Skrift,
der er fundne i de kretiske Kongsgaarde.
8) Yngre mykenisk Tid (1400—1150 f.
Kr.). Fra de ny Magtcentrer i det østlige
Peloponnes og deres Lydlande, Kreta og Øerne,
udbreder den mykeniske Kultur sig i mere
ensartet Form end tidligere og over et større
Omraade: det nordlige Hellas, Thessalien
medregnet, Lilleasiens Kyst, mod Ø. saa langt som
til Kypros. Endnu videre spredes mykeniske
Varer ved Handelen: til Ægypten mod SØ., til
Syditalien og Sicilien mod V. Den kunstneriske
Friskhed er tabt, afløst af en
haandværksmæssig Rutine, der i fl. Retninger yder Arbejder,
som rent tekn. set staar højt. Den store
Mængde og ensartede Form, hvori de fremstilles,
tyder paa industriel Stordrift. Rigest
repræsenteret i Fundene er Pottemagerarbejdet;
Hovedmassen af de mykeniske Vaser tilhører
denne Tid. Som Regel indskrænkes den dekorerede
Flade paa Karrene til Skulderbæltet; den
øvrige Del af Karret fyldes med vandrette Streger
og Baand. Ornamenterne tager af i Størrelse
og gentages atter og atter med trættende
Ensformighed. Den naturalistiske Dekoration, der
endnu i den foregaaende Periodes stiliserede
Form virkede djærvt, har ved den stadige
Gentagelse af de samme Motiver mistet sit opr.
Præg: Lillier og Purpursnekker er
efterhaanden omdannede til lineære Ornamenter,
sammensatte af Snirkler, Streger og Punkter. Til
Trods herfor viser der sig endnu i denne Fase
af Udviklingen en ikke ringe Skønhedsfølelse i
Karrenes elegante Profil, i den fortrinlige
Fernismaling, i den sikre Linieføring. I samme
Teknik som Lerkarrene udføres de massevis
forekommende smaa Idoler, der gennemgaaende
forestiller Kvinder og Husdyr. De er ens
overalt, hvor de findes: yderst flygtigt
forarbejdede, haandgjorte og fernismalede; til det
Formaal, de skulde tjene (utvivlsomt visse religiøse
Handlinger), var en Antydning af Formen
tilstrækkelig. Arbejder i Elfenben, et Materiale,
man fik fra Ægypten, er ret alm., men staar
kunstnerisk ikke saa højt som de ældre.
Fortrinlige Bronzevaaben frembringes endnu.
Sværdet faar som oftest en bredere Klinge end
tidligere; det synes ført ikke blot til Stød, men
ogsaa til Hug. Af andre alm. forekommende
Genstande maa nævnes Smykker af en
glasagtig Masse og Seglstene med indskaarne
Figurer, hyppig Fantasivæsener, sammensatte af
Menneske- og Dyreskikkelser. De rigeste Fund
stammer fra Gravene. Baade Kuppelgrave og
Brøndgrave er endnu i Brug; den
fremherskende Form er dog smaa Kammergrave med
vandret Indgang. (Litt.: A. Furtwängler og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
