Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - græsk Arkæologi - 11) Den arkaiske Tid (700-475 f. Kr.) - 12) Den attiske Tid (475-350 f. Kr.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i forrige Periode, fortsættes i større Omfang;
det store Marked i Syd- og Nord-Italien
tilfalder saa godt som udelukkende den gr.
Handel og Industri, der ogsaa begynder at aabne
sig Adgang til det rige Opland ved det sorte
Hav. — Byggekunsten, hvis vigtigste Opgave
var Opførelsen af Templer i Gudernes
Helligdomme, uddannede dels paa det fra den
mykeniske Tid nedarvede Grundlag, dels med
Benyttelse af orientalske Motiver de to Stilarter
(den doriske og den ioniske), der blev
bestemmende for hele den senere Udvikling (jfr 4.
Bd, S. 318). Billedhuggerkunsten havde mulig
allerede inden 700 begyndt at frembringe større
Figurer; dog kender vi ikke disse første
Forsøg, da de ældste Skulpturer alle var af Træ.
Først fra 7. Aarh., da man begyndte at anvende
Marmor og Bronze, kan vi følge Plastikkens
Udvikling. Der er ingen Tvivl om, at den gr.
Billedhuggerkunst i den første Tid har
modtaget mange Impulser og lært meget baade af
Ægypterne og Assyrerne; det følger af de
historiske Forhold og lægger sig paa mange
Maader for Dagen i de bevarede Arbejder. Men
i det demokratiske Grækenland fik Kunsten
andre Opgaver og derved en helt anden Retning
end i de orientalske Lande, hvor den saa godt
som udelukkende stod i Kongeforherligelsens
Tjeneste. I Grækenland kunde Arbejdet paa en
kunstnerisk fuldkommen Gengivelse af
Naturen paa en ganske anden Maade gøre sig
gældende ved Siden af den ydre Anledning, der
fremkaldte Kunstværket. Og hertil kom, at
Grækerne i langt højere Grad end noget af de
orientalske Folk havde Blikket aabent for
Menneskeskikkelsens Skønhed. I de gr.
Kunstværker viser der sig derfor fra først af et langt
inderligere Forhold mellem Kunsten og dens
Forbilleder end hos noget af de orientalske
Folk. At den gr. Plastiks Værker i dens første
Barndomstid var meget ufuldkomne, er dog en
Selvfølge. Men ved at overskue de gr. Arbejder
fra c. 700 til c. 500 faar man Indtryk af en stærk
og frodig Udvikling: Kunsten kommer
bestandig sit Forbillede nærmere, baade i
Behandlingen af Figuren som Helhed og i Gengivelsen
af Enkelthederne. Før Perserkrigenes Tid
naaede Grækerne dog ikke til en fuldkommen
Gengivelse af Menneskeskikkelsen i dens
naturlige fri Stillinger og Bevægelser. Alle
Skulpturer fra den arkaiske Tid er bundne af en
bestemt Tvang, som ytrer sig i en egen stiv
og streng Legemsholdning; de er derfor ved
første Blik kendelig forskellige fra senere
Arbejder. Denne Forskel har længe været kendt.
Men en klar og nøjagtig Definition af den er
først givet af Julius Lange: hvilken Stilling den
arkaiske Tids Figurer end indtager, saa
foregaar der aldrig nogen Vending ell. Sidebøjning
i Hals ell. Underliv; det Midtplan, som kan
tænkes lagt paa langs gennem Legemet, og som
deler det i to symmetrisk formede Halvdele,
kommer aldrig ud af sin plane Holdning. Og
Julius Lange har tillige paavist, at dette ikke
er en tilfældig Ejendommelighed ved den
arkaiske Kunst i Grækenland, men en Lov, der
gælder baade om alle Naturfolkenes plastiske
Arbejder og om Billedhuggerkunsten hos de gl.
Kulturfolk i Orienten. Denne Tvang, der kun
har tilladt Kunsten at gengive et snævert
Udvalg af de Stillinger, som Menneskeskikkelsen
indtager i Livet, er overhovedet alene blevet
overvundet i Grækenland i Tiden omkr. 475 f.
Kr. — Den arkaiske Tids Statuer kan derfor
alle henføres til ganske faa Typer: den
staaende, nøgne Ynglingeskikkelse, den staaende,
beklædte Mands- og Kvindeskikkelse, siddende
Figurer og løbende ell. flyvende Skikkelser.
Ogsaa de smaa Figurer af Terrakotta og Bronze,
der medgaves de Døde i Graven eller ofredes
som Votivgaver til Guderne, og hvoraf der er
bevaret et meget stort Antal, lader sig henføre
til de samme faa Typer. Tilsvarende Regler
gælder for de arkaiske Gengivelser af
Menneskeskikkelsen i Relief og Maleri: man søger at
undgaa Forkortning i Figurerne; Benene
tegnes derfor sædvanlig i Profil, Brystet set forfra,
Hovedet paa en af disse to Maader; men selv,
hvor det afbildes i Profil, tegnes Øjnene altid,
som de viser sig forfra. Af det monumentale
Maleri er kun ubetydelige Levninger bevarede;
men de Billeder, der forekommer paa de
malede Vaser, giver en tydelig Forestilling om
Malerkunstens Vilkaar og Regler. — Den
dekorative Kunst gennemgik fra 700—475 en meget
betydelig Udvikling. I Begyndelsen af dette
Tidsrum stod den helt under den for asiatiske
og ægyptiske Kunsts Paavirkning: stiliserede
Plantemotiver af forsk. Art (navnlig
Lotos-blomst, Rosette og Palmette) og Billeder af Dyr
og fantastiske Væsener (Sfinks, Sirene o. a.),
som fra gl. Tid hørte hjemme i Orientens Kunst,
optages og efterlignes af Grækerne; ved Siden
heraf anvendes endnu enkelte af de nedarvede
geometriske Mønstre (som Mæanderen). Under
den friske Paavirkning fra Asien opkommer
der lokale Stilarter (milesisk, samisk, melisk,
chalkidisk, sikyonisk, korinthisk, lakonisk,
oldattisk, oldboiotisk), som bedst kendes fra de
malede Vaser og fra forsk. dekorative
Bronzearbejder. Men efterhaanden omformes
Dekorationskunsten mere og mere i gr. Aand; de
indholdsløse Billeder af Dyr og Fantasiskikkelser
viger Pladsen for Fremstillinger af
Menneskelivet og af den gr. Sagnverden, som den
dekorative Kunst benytter i stedse stigende
Omfang; Plantemotiverne omdannes og slutter sig
som underordnede Led til Hovedbillederne, idet
de danner Borter og Rammer ell. udfylder
Steder, der ikke egnede sig til egl. Billeder, paa
Vaserne f. Eks. Hals, Munding, Rummet under
Hankene o. s. v. Under dette Arbejde med de
orientalske Mønstre har den gr. Skønhedssans
sat sig de bedste Vidnesbyrd; den stiliserede
Planteornamentik fik i den arkaiske Tid sin
faste, harmoniske Form. (Litt.: Julius
Lange, »Billedkunstens Fremstilling af
Menneskeskikkelsen i dens ældste Periode indtil
Højdepunktet af den gr. Kunst« [Kbhvn 1892];
Perrot et Chipiez, Histoire de l’art dans
l’antiquité, 8.—10. Bd [Paris 1903—14]; E.
Buschor, »Griechische Vasenmalerei«, 2. Udg.
[München 1914]).
12) Den attiske Tid (475—350 f. Kr.).
I Tiden nærmest efter Perserkrigene foregaar
det store Gennembrud i Kunsten; da sprænges
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
