- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
335

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - gubernaculum - Gubernatis, De Angelo - gubernator - Gublers Lammelse - Gu-Bulawayo - Gud

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


gubernaculum, se Kønsorganer.

Gubernatis, De Angelo, ital. Forf. og
Litteraturhistoriker, f. 7. Apr. 1840, d. 27. Febr
1913. Hans egl. Fag var østerlandsk Filologi,
som han studerede i Tyskland; men hans
forbavsende omfangsrige Produktion strækker sig
i mange andre Retninger: Litteraturhistorie,
Poesi, Sagnforskning (Folklore) o. m. 1863—90
var han Prof. i Sanskrit ved Istituto di studi
superiori
i Firenze, og fra 1891 til sin Død Prof.
i ital. Litt. ved Univ. i Rom. Han var
Medarbejder ved en Mængde litterære Tidsskrifter og
har selv grundet fl., som f. Eks. Cordelia, Vita
italiana
. Om hans Sanskritstudier vidner ikke
blot en Række videnskabelige Arbejder over
indisk Litteratur og Rejser i Indien, men
ogsaa Dramaerne Il re Nala (1869), La morte di
Dasaratha
, Mâyâ og Sâvitrî, hvortil Emnerne er
hentede fra den ind. Sagnhistorie. Paa
Folklore-Omraadet har G. gjort sig kendt ved Skr som
Storia comparata degli usi nuziali in Italia e
presso gli altri popoli indoeuropei
(1869, ny
Udg. 1878) og Storia popolare degli usi funebri
indo-europei
(1873), Zoological Mythology (1872)
samt Mythologie des plantes (2 Bd, 1878). Bl. de
litteraturhistoriske Værker kan mærkes Ricordi
biografici
(1873), den nyttige Dizionario
biografico degli scrittori contemporanei
, hvoraf 1.
Udg. (med Portrætter i Træsnit) kom i 1 Bd
1879—80, en meget forandret Udg. paa Fransk
(Dictionnaire international des écrivains du
jour
i 3 Bd) 1888—91 og Dictionnaire
international des écrivains du monde latin
(1905—06),
Storia universale della letteratura (med
tilhørende Antologier, 23 Bd, 1882—85),
Peregrinazioni indiane (3 Bd, 1886—87) og Dizionario
degli artisti italiani viventi
(1889—92). Han har
desuden udg. fl. Monografier, bl. hvilke kan
nævnes: Alessandro Manzoni (1878), Ludovico
Ariosto
(1906) og Pietro Metastasio, samt nogle
Digtsamlinger.
(E. G.). E. M-r.

gubernator (lat.), Styrmand, Guvernør.

Gublers Lammelse, Lammelse, ved hvilken
Arm og Ben er lammede paa den ene Side,
medens Ansigts- ell. Øjenmuskelnerverne er
lammede paa den modsatte. Opstaar ved
Sygdomme i Hjernebroen.
K. H. K.

Gu-Bulawayo [-bə£a’wa^iou], d. s. s. Buluvajo.

Gud er Grundordet i det religiøse Sprog. Det
er Navnet paa den ubetingede Magt, af hvilken
Menneskene, som betingede, i sidste Forstand
føler sig afhængige. Og som betingede i dobbelt
Forstand, baade udvortes og indvortes, føler
de ham som den, der er over dem, baade i
Naturen og deres eget Hjerte. Deraf følger
Forpligtelsen til en tilbedende Anerkendelse.
Saaledes gør Forholdet til G. sig gældende overalt,
hos alle Folkeslag. Det er for det første en rent
praktisk og ikke nogen teoretisk Dom, vi her
staar overfor; det er ikke en Forklaring paa
Livet, men en Forhøjelse af dette, som
Mennesket begærer, idet det tænker paa G. Derfor
maa det afvises som en Misbrug af G.’s Navn,
naar det anvendes om den naturlige Aarsag
enten til visse Naturfænomener ell. til alt, hvad
der foregaar i Verden; i første Henseende maa
vi tænke paa det primitive Kulturstandpunkt,
hvor man i Mangel af Indsigt i Naturens Orden
søger Forklaringen paa alle mærkværdige
Fænomener hos personlige Magter, uden at man
derfor med det samme behøver at tilbede disse;
i anden Henseende maa vi henvise til
Filosoffernes Misbrug af G.’s Navn, saaledes som naar
det af Aristoteles tillægges den af ham antagne
Grundkraft, der bevæger alt uden selv at blive
bevæget. For det andet gør Forholdet til G. sig
altid gældende som et Forhold til en højeste
Magt, der som saadan træder i Modsætning til
Verden. Det er ganske vist, at al Polyteisme
fremviser tilstrækkelige Eksempler paa
Gudernes indbyrdes Begrænsning; men dette ophæver
ikke den umiddelbare Fornemmelse, som den
Enkelte, der i Bøn henvender sig til en bestemt
G., har af, at denne virkelig kan hjælpe, altsaa
er raadende over, hvad der skal ske. En
saadan Fornemmelse af Afhængighed, der slet ikke
anstiller Refleksioner ud over det nærværende
Tilbedelsesforhold, er en nødvendig Betingelse
for, at Forholdet til G. overhovedet kan faa
nogen Bet. Og endelig for det tredie er der
overalt i Bevidstheden om G. en Følelse af, at
man her staar over for et ligeartet Væsen, der,
i Stand til at forstaa og føle med os
Mennesker, ogsaa vil vide at svare paa vor
Hengivelse og Opofrelse. Hvor dunkle end Gudernes
Raad kan være, saa er det dog med en hellig
Frygt for den Afgørelse, som herfra kommer i
Møde, at den Religiøse vil bøje sig for den
guddommelige Villie; hvor den Enkelte vil have
en Følelse af, at den guddommelige Villie er
af ringere Kvalitet end hans egen, der vil med
det samme alt Forhold fra hans Side til
Guderne høre op. Med saadanne Træk for Øje, som
er fælles for al Gudsdyrkelse, tør vi vel sige,
at det er berettiget at tale ikke blot om en
Artsforskellighed inden for Gudsforestillingerne,
men ogsaa om en Trinfølge. Det vil være
Religionshistoriens Sag at sætte de forsk.
Forestillinger ved Siden af hverandre og se dem hver
for sig som ejendommelige Led i en
sammenhængende Udvikling; det vil være
Religionsfilosofiens Opgave at sætte dem i Rang. Dette
sidste vil være berettiget og nødvendigt, just fordi
det er en Værdibestemmelse, vi her har med at
gøre. Vi søger, som nævnt, hos G. en Forhøjelse
af Livet. Jo højere vi forstaar at værdsætte
Livet, des højere vil ogsaa Forestillingen om G.
blive. Vi kan pege paa fire Trin, som ganske
naturlig frembyder sig ved en saadan
Vurdering. Det laveste Trin er det, hvor Mennesket
kun sætter Pris paa de sanselige Goder, og G.
altsaa alene faar Bet. som den, der kan give
disse; det er Naturreligionens Standpunkt. Det
næste Trin er det, hvor et Folk har faaet Øje
for de sædelige Goder; her bliver Guderne
Vogtere for Familien, Staten og den alm.
Velfærd. Saaledes hos Romerne. Et højere Trin
er det, hvor man har hævet sig op over alle
de timelige Goder til noget overjordisk, som
repræsenteres af G., men hvor dog Bestemmelsen
af denne væsentlig har en negativ Karakter,
saaledes i Buddhismen. Endelig er det højeste
Trin det, hvor det overjordiske Gode, som
søges, tillige er udfyldt med et positivt sædeligt
Indhold; hertil svarer da, at G. ogsaa faar en
rent overjordisk og tillige sædelig

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:23 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0355.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free