- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
336

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gud

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Grundkarakter. Dette findes alene i Monoteismen, som den
optræder paa Aabenbaringens Grund. Det er
det særegne i Israels Religion, at G., i alt Fald
i den senere Tid, bliver opfattet som den rent
overjordiske Personlighed, der paa een Gang
staar over for Verden som den fri Skabergud
med Almagtens Prædikat og tillige er den
fuldkommen Hellige, der indgyder Ærefrygt.
Gennem Navnene Elohim og Jahve er dette hans
ophøjede Forhold til Verden udtrykt; i det
sidste Navn er tillige hans Pagtsforhold til det
udvalgte Folk udtalt. Over for Israel’s Folk staar
han som en Fader. Men hertil knytter sig
tillige den Begrænsning, at han kun er en Fader
for dette Folk og kun for Folket som
saadant; han er det ikke for andre Folk og ikke
for det enkelte Menneske. Det er den Udvidelse,
som Gudsbegrebet har faaet ved
Kristendommen, at G., som ogsaa her forudsættes som
den rent overjordiske, 1. Tim. 6, 16, og hellige,
1. Joh. 1, 5, nu bliver til en Fader for den hele
Verden, Matth. 5, 45, og for ethvert
Menneske som saadant, Matth. 6, 26. Herved bliver
med det samme baade Karakteren af ham som
den eneste, der er alles G., Ef. 4. 6, 1. Kor. 8, 6,
Acta 17, 23 ff., og af ham som den rent
sædelige, der alene lægger Vægt paa det Indre,
Matth. 5, 48, Joh. 4, 24, fremhævet og
uddybet. Vi kan da give den afsluttende
Bestemmelse af, hvad G.’s Væsen maa siges at være.
I formel Henseende kan det siges, at han er
den ubetingede Personlighed, og i reel
Henseende, at han er den hellige Kærlighed, 1.
Joh. 4, 8, 16. Med det sidste menes, at hans
højeste Formaal maa tænkes at falde sammen
med de enkelte Menneskers Selvformaal, at
den Almægtiges Villie gaar op i at fremme det,
som ethvert Menneske efter sit inderste Væsen
vil; i G. er den højeste Grund givet for, at
enhver Personlighed kan naa sin evige
Bestemmelse. Det kan næppe nægtes, at
Gudsbegrebet her er til Stede i sin
Fuldkommenhed. Lige over for det kristne Gudsbegreb
betegner det islamitiske kun en Tilbagegang, idet
G. er opfattet som abstrakt Almagt og
Forbindelsen mellem ham og det enkelte
Menneske er slappet.

En anden Sag er det, om det saaledes
opstillede kristne Gudsbegreb ogsaa svarer til
Virkeligheden, altsaa er Sandhed. Det er
herpaa, at man har søgt at give Svar gennem
de saakaldte Beviser for G.’s
Tilværelse
. Det hist. Bevis gaar ud fra Alm. af
Forestillingen om G. og slutter derfra til
Sandheden deraf. Det findes allerede hos Cicero
og siden hos Kirkefædrene. Det er imidlertid
let at se, at en saadan Slutning er forhastet.
Det kunde meget vel tænkes, at der kunde
angives en naturlig Forklaring paa den
psykologiske Kendsgerning, som jo her alene
foreligger. Det ontologiske Bevis gaar ud fra
Gudsideen selv og slutter ud fra dens Væsen
til dens Virkelighed. Forestillingen om G. er
nemlig Forestillingen om det fuldkomne
Væsen; hvis imidlertid dette Væsen ikke var til,
vilde der mangle en af de mest uundværlige
Betingelser for Fuldkommenhed, nemlig selve
Eksistensen. Det maa da altsaa være til, saa
sandt som Forestillingen er til. Dette Bevis
findes hos Anselm af Canterbury og Descartes.
Dets Beviskraft bliver imidlertid med Rette
ganske afvist af Kant med Henvisning til, at
det, at noget eksisterer i Forestillingen ell. i
Begrebet, er noget ganske andet, end at det
eksisterer i den virkelige Verden. Hundrede
virkelige Dalere indeholder (i Begrebet) ikke
mere end hundrede mulige Dalere. Det
kosmologiske Bevis gaar ud fra den ydre,
sanselige Verden og slutter fra dennes
Tilfældighed, Foranderlighed og Betingethed til en
nødvendig, uforanderlig og ubetinget Grund
herfor. Det er i Kraft af Kausalitetsloven, at
denne Slutning foretages, og den standser til
sidst ved G. som Causa sui ɔ: det Væsen, der
har sin Grund i sig selv. Dette Bevis findes
først hos Platon og Aristoteles og er siden
med Forkærlighed optaget af de kirkelige
Teologer, baade af Kirkefædrene, Skolastikerne og
de protestantiske Dogmatikere; ja selv nyere
Filosoffer som Leibniz og Wolff anvender det.
Ogsaa det betegnes af Kant som
utilfredsstillende. Et saadant uforanderligt, nødvendigt og
ubetinget Væsen er nemlig en ganske
problematisk Eksistens, da et saadant ikke findes
inden for vor Erfaring. Og dernæst er det
ganske uberettiget at anvende Kausalitetsloven
ud over den sanselige Verden; kun her
indenfor har denne Lov sin sikre og faste
Anvendelse. Det fysiko-teol. ell. teleologiske
Bevis gaar ud fra den Orden og
Planmæssighed, som vi forefinder i Verden, og slutter
herfra til en højeste Visdom og Intelligens som
Ophav hertil. Der findes en gennemgaaende
Formaalsmæssighed i Verden, og da et Formaal
viser tilbage til en bevidst Villie, der har sat
det, skal man saaledes komme til en personlig
G. Dette Bevis, som først findes antydet hos
Anaxagoras og Sokrates, og som senere er
udtalt af Filøn, er det, som baade i Fortiden og
i Nutiden har samlet den største Interesse om
sig. Det er blevet gjort gældende fra kirkelig
Side, baade af Kirkefædrene og den senere
ortodokse Teologi og fra den saakaldte
naturlige Teologis Side, hvor det har været
Hovedstøtten for Antagelsen af G. Selv Kant
erklærer, at det altid fortjener at nævnes med
Agtelse. Alligevel afviser han ogsaa dets egl.
Beviskraft og det sikkert med Rette. Dels er det
nemlig kun en begrænset Erfaring om
Verdens Hensigtsmæssighed, som foreligger for os,
og ved nærmere Eftersyn viser det sig, at der
er mangfoldige Tegn, som viser i modsat
Retning. Dels er Beviset i ethvert Tilfælde
ufuldstændigt, da det ikke fører til mere end en
Ordner og Indretter af Verden, men ikke til
nogen Skaber. Resultatet bliver saaledes, at
ingen af de nævnte Beviser holder Stik. Paa
en særegen Plads staar endnu det
moralske Bevis. Det gaar ud fra den sædelige
Verdensorden; dels gaar det ud fra
Moralloven som saadan og slutter fra den tilbage til
en bydende højeste Villie; dels gaar det ud fra
Forholdet mellem Moralloven og Lyksaligheden
og udtaler, at da sædelig Handlen og
Velbefindende skulde høre sammen, men faktisk
ikke gør det her i Verden, saa maa der

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 21:41:09 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0356.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free