Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gud - Gud - Gudbrand - Gudbrandsdalen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
enkelte nyere Teologer) til alene at gælde
Hovedpunkterne i Fremtiden, ell. man kan nægte den
sidste (som Deterministerne); men begge
Løsninger er utilfredsstillende. De Egenskaber
endelig, som svarer til Bestemmelsen af G. som
hellig Kærlighed, maa udtrykke denne
Grundbestemmelse hver paa sin ejendommelige
Maade. Saaledes betegner Retfærdigheden
Konsekvensen i Gennemførelsen af G.’s Kærligheds
Raad, medens Visdommen betegner
Intelligensen i Gennemførelsen heraf, og Naaden er
Nedladelsens Moment i Kærligheden. (Jfr
Guddom). (Litt.: H. Martensen, »Den
kristelige Dogmatik« [1849]; P. Madsen, »Kristelig
Troslære.« [1912—13]; F. C. Krarup,
»Religionsfilosofi« [1905]; Samme, »Om Troen paa
Gud« [1911]; Samme, »Livsforstaaelse« [1915];
L. Bergmann, »Den kristelige Lære« [1917];
P. Eklund, »Evangelisk Troslära« [1914];
Johs. Ording, »Den kristelige Tro«. I—II
[1915]).
F. C. K.
Gud. Ordet G. (oldn. guð, tysk »Gott« o. s. v.)
er de gotisk-germanske Folks Fællesbetegnelse
for de himmelske ell. guddommelige Magter,
særlig i deres Forhold til Menneskene som
herskende og hjælpende; betyder vistnok opr. »de
tilbedte«. Ordet er Intetkøn og Flertal (for at
kunne omfatte alle, baade mandlige og
kvindelige Guddomme) og danner en Modsætning til
det mere personlige og poetiske Navn Aser
(oldn. Æsir); kun som enestaaende Undtagelse
i Edda-Kvadene forekommer det i Enkelttal, og
da kun brugt om en lidet personlig
Guddomsmagt (Solen). Tillægsord som »hellig« og
»højhellig« (ginnheilug) knyttes gerne til dette Ord
»Guderne«, og som samlet Flok sættes de særlig
i Forbindelse med den ordnede Verdens
Tildannelse. Kristne Missionærer gjorde det til
Enkelttal og overførte det kristne Gudsbegreb
derpaa. — Navnet G. bruges i en Mængde
gotisk-germanske Personnavne som første
Sammensætningsled (Gudmund, Gudrun o. s. v.) og
antyder stærkere ell. svagere en Indvielse til
Guderne. I den danske Kongeslægt i 8. og 9.
Aarh. spiller Navne paa Gud- og Regn- (med
samme Bet.) en stor Rolle.
(A. O.). H. El.
Gudbrand, nordisk Mandsnavn (af Gud og
Brand = Sværd).
Gudbrandsdalen, et af Norges største
Dalfører, strækker sig i en Længde af c. 230 km
fra Romsdals Grænse til Lillehammer. Dalen
gennemstrømmes af Laagen, der har
Udspring fra det lille Lesjeværksvands østlige
Ende — fra den vestlige rinder Rauma ned i
Romsdalen — og Udløb i Mjøsen ved
Lillehammer; det er en i det hele stridt rindende Elv
med mange og lange Stryg, f. Eks. ved
Rusten i Vaage, men ogsaa med store rolige
Strækninger; af egentlige Fosser kan mærkes
Harpefos i Fron og Hunnerfos i Øjer;
egentlig Indsø danner Elven kun i Øjer, ved
den 30 km lange Losna. Af større Bielve
optager den paa højre Bred: Lora i Lesje,
Otta i Vaage, Sjoa og Vinstra i Fron samt
Gausa i Faaberg; paa venstre Bred er
Tilløbene færre og ubetydelige, de største er Jora
i Lesje, Ula i Vaage og Frya i Fron. Dalen
er i sin øverste Del i Lesje og Dovre aaben mod
store veldyrkede Bakker, hvor Jordsmonnet dog
for en væsentlig Del bestaar af Sand; ved
Grænsen mod Vaage klemmes Dalbunden i den
saakaldte Rusten ind til en smal Rende med et
meget stærkt Fald, neden for denne en længere
flad, men smal Strækning, Selsmyrene,
over hvilken Fjeldsiderne hæver sig høje og
stejle, bedækkede med mægtige Urer. Allerede
her antager G. den Karakter, som den siden
beholder, en trang Fjelddal begrænset af
styrtende Skraaninger, kun i den nedre Del
bedækkede med tynd Skov, medens de øvre er
nøgne og gaar over i de store Fjeldvidder. Den
nordre Side er den mest bebyggede, den vender
mod S., og her har Solen ligesom virket til at
paaskynde Forvitringen og danne de brede
bakkeformede Lag, som udgør det frugtbare
Jordsmon. Egentlige Sletter findes ikke i G.,
førend man kommer ned i Faaberg ved
Lillehammer; hvad andet Steds kaldes Sletter,
saasom i Nordre og Søndre Fron og i Øjer, er kun
mere ell. mindre stejle Bakker. Over
Fjeldkammen kommer man paa Nordsiden ind paa
Dovrefjelds Vidder og Rondane, paa Sydsiden
ind i Jotunheimen, altsaa paa begge Sider i
Norges højeste og vildeste Fjeldegne. Klimaet
i Dalen er meget sundt, dog ofte generende
varmt om Sommeren; bekendt for sin Skønhed
drager G. et stedse øgende Antal Sommergæster
til de mange Sanatorier og Turisthoteller
(Winges, Gausdal, Fagerhöi, Lauvaasen, Tofte,
Golaa, Fefor m. fl. samt de mindre Sanatorier
og Sæterpensionater Mysusæter, Høvringen).
Den vigtigste Næringsvej er Kvægavl, særlig
Hesteopdræt og Gedehold, Sæterbruget staar
højt og Fjeldbeiterne er fortrinlige. I store
Klynger ligger Sætergrændene indefter
Fjeldvidderne, bekendt er Høvringen som den største.
Nogen Fabriksdrift af Betydning findes der ikke.
G. har et samlet Fladeindhold af 15500 km2
med c. 40000 Indb. Af Arealet er 208 km2 Ager
og Eng, 1730 km2 Skov. G. bestaar af 14
Herreder, 3 Sorenskriverier, 12 Præstegæld. Den
udgør en Del af Oplandsfylke og Hamar Stift,
bestaar af 2 Valgkredse og danner
Udskrivningsdistrikt for Gudbrandsdalens Batailloner
med Eksercerplads paa Jørstadmoen ved
Faaberg og Terningmoen ved Elverum.
Nær Otta Jernbanestation staar
Sinclairstøtten, rejst til Minde om Kampen ved Kringen,
hvor Bønderne 1612 standsede Oberst Sinclair
og tilintetgjorde hans Hær, der var paa March
fra Romsdalen. 1658 var Dølerne med ved
Trondhjems Generobring.
Fra gl Tid gik Færdselsvejen mellem
Østlandet og Trondelagen gennem G. og over Dovre.
Nu fører Hovedvej og Jernbane gennem Dalen;
den forgrener sig ved Otta med en Linie over
Dovre, en anden gennem Romsdalen.
Bondekulturen i G. naaede tidlig en høj,
særegen Udvikling med et aristokratisk Præg,
baaret oppe af de gl. Ætter, der har siddet paa
deres Gaarde til op i Sagatiden. Af disse kan
mærkes Sandbu, Tofte, Bjølstad, Harildstad
o. s. v. Denne Kultur har sat sit Præg ogsaa
paa Bygningskunsten, Indredning og i
Kirkebygningen, f. Eks. Stavekirkerne i Lom, Vaage
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
