Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gudbrandsdalen - Gudbrandsdalshest - Gudbrandur Thorlaksson - Guðbrandur Vigfússon - Gudden, Bernhard von - Guddom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og Ringebu, i Hedalen og Kvikne. (Se de
Sandvigske Samlinger).
Gennem den bedre Forbindelse med
Omverdenen og de mange bosatte Embedsfamilier har
Dalens Kultur faaet en friere Udvikling end
sædvanlig. Dette mærkes baade som før nævnt
i Bygningsskikke, men ogsaa i Klædedragt,
Kunst og Haandværk (Træskærerkunst og
Billedtæppevævning).
Til G., som deles i nordre og søndre G.
Fogderi, regnes ogsaa i videre Forstand de store
Bielves Dalfører, saaledes Vaage Hovedbygd
med dens Fortsættelse Vest over, Lom og
Skiaker, Hedalen, Kvikne i Fron og Gausdal.
(Litt.: H. F. Hjorthøy, »Fysisk og
økonomisk Beskrivelse over G.« [1.—2. Del, Kbhvn
1785—86]).
(J. F. W. H.). M. H.
Gudbrandsdalshest, Dølehest, Østlandshest,
en for de østlige norske Dalfører særegen
Hesterace. Se Heste.
G. S.
Gudbrandur Thorlaksson, se
Thorlaksson, G.
Guðbrandur Vigfússon, se Vigfússon, G.
Gudden [’gudən], Bernhard von, tysk
Sindssygelæge, f. 7. Juni 1824 i Cleve, d. 13.
Juni 1886. G. studerede i Tyskland, blev 1848
Dr. med. i Halle. 1855—69 bestyrede han en
Sindssygeanstalt i Werneck, blev 1869 Prof. i
Psykiatri i Zürich og 1872 i München. Han
gjorde sig videnskabelig mest bekendt ved sine
Undersøgelser over Hjernen og blev meget
omtalt, da han under Forsøg paa at forhindre
Kong Ludvig II fra at begaa Selvmord
druknede i Starnbergersee tillige med Kongen. Han
skrev, foruden et Par dermatologiske Arbejder,
»Experimentelle Untersuchungen über das
Schäderwachsthum« (1874), der ledsagedes af
et stort Antal Tavler, og
»Experimentell-anatomische Untersuchungen über das periphere und
centrale Nervensystem«. »Gesammelte und
hinterlassene Abhandlungen« udgaves 1889 af
Grashey.
J. S. J.
Guddom, Guder. Det jødisk-kristelige
Gudsbegreb, af hvilket ogsaa det islamitiske er
fremgaaet, fremstiller en Gud, som udelukker
alle andre »Guder«, en eneste, virkelig og
virkende Personlighed, der rummer alt, hvad der
kan kaldes guddommeligt, i sig
(Monoteisme). De hedenske Religioner formaar kun
undtagelsesvis at hæve sig til en saadan Højde; de
fleste Hedninger tror paa mange Guder
(Polyteisme), og hvor de tænker sig det
guddommelige som en Enhed, bliver det ofte opfattet som
et ganske abstrakt Væsen, en Verdensaand ell.
Alhed, der tilmed ofte falder sammen med
Naturen ell. Tilværelsen overhovedet
(Panteisme). — Man kan imidlertid overalt, hvor den
hedenske Religion er levedygtig, ell. (hvad der
til Dels er det samme) hvor det hedenske Folks
Kultur er i Fremgang, spore en Udvikling i
Forestillingerne om det guddommelige, hvorved
enten Polyteismens Guder bliver mægtigere,
ædlere, aandeligere, ell. Flerheden smelter
samroen til en panteistisk Helhed, ell. endog
Panteismen overvindes og bliver til Monoteisme, hvis
ikke denne sidste udvikler sig paa anden Maade.
Gudetroens Oprindelse gaar tilbage i Tider,
om hvilke vi intet ved; men af Forholdene i de
laveste og ældste Religioner, vi kender, kan vi
maaske danne os nogen Forestilling om, hvad
man fra første Færd har forstaaet ved en G.
Vi maa da til en Begyndelse vide, at i enhver
lavtstaaende Kultur øver Troen paa Aander,
Spøgelser og Trolde en stor Magt. De driver
ikke blot deres Spil i alle Kroge, men de er
Herrer over de Egne, de Vande, de Bjerge,
Træer, Huse o. s. v., hvor de færdes, ja deres
Myndighed strækker sig over Menneskene selv,
hvis Sundhed ell. Skæbne de paa forsk. Maade
anfægter, og hvem de ængster ved Spøgeri o. l.
Nu har man ment, og saaledes mener den
saakaldte animistiske Skole blandt
Forskerne (Weiss, Tylor, Spencer o. a.), at man i
denne primitive Frygt skulde have den første
Gudsfrygt, og at altsaa disse Dæmoner var de
tidligste Guder. Det er imidlertid tvivlsomt, om
man bør udstrække Begrebet »det
guddommelige« saa vidt, saa meget mere som vi, allerede
paa et meget tidligt Trin, kan spore en ganske
anden, ja til Dels modsat Bevægelse, som i
langt højere Grad fortjener at kaldes
Gudsdyrkelse. Det er den overalt i en forhistorisk Tid
opdukkende Tilslutning til venligsindede
overnaturlige Magter, ved hvilken Menneskene
just søger at værge sig mod Dæmonerne og
mod den Frygt, man nærer for disse.
Forestillingen om saadanne venskabelige, beskyttende
Magter, hvilken navnlig synes at danne sig,
hvor Menneskene gennem Opdyrkelse af
Landet ell. anden Kultur begynder at føle sig mere
trygge ved Tilværelsen, fører til, at man slutter
en Pagt med disse Væsener, betragter dem
som Landets rette Herrer, som Slægternes
Fædre, Folkenes Høvdinge o. s. v. Denne Pagt
giver sig Udtryk i Kultus ɔ: i den officielle,
af Samfundet organiserede Hyldest, man viser
Samfundets store Beskytter, og navnlig i den
rent materielle Forplejning, man gennem
Offeret skaffer ham; thi dette Væsen tænkes
oftest som et menneskeligt (stundom dog som
et dyreagtigt) Væsen ell. i alt Fald som et
Væsen med menneskelige ell. materielle
Fornødenheder.
Disse Væsener, der gennemgaaende sættes i
skarp Modsætning til Dæmonerne, ja bekriger
dem og fordriver dem overalt, hvor de kan,
vilde man uden at krænke de Forestillinger, vi
forbinder med Ordet, kunne lalde G., navnlig
fordi det Forhold, hvori man stiller sig til dem,
er af samme Art som de højere Religioners
Gudsforhold; og Religionshistorien (der navnlig
paa dette Punkt er bleven fremmet af
Englænderen Robertson Smith) fører os derfor
ind paa en Bestemmelse af G.’s Begreb, som
ogsaa den religionsfilosofiske Overvejelse vil
kunne være tilfreds med: en G. er da et
overnaturligt Væsen, med hvilket
Mennesket slutter Pagt, hvad enten nu
Pagtforholdet ytrer sig gennem Kultus ell.
bestaar i etisk Forpligtelse, i en Forløsningspagt
ell. blot i samfølende Tilbedelse. Hvor derimod
Forholdet til et overnaturligt Væsen bestaar i
Frygt og Afværgelse (Maning), maa vi kalde
dette Væsen dæmonisk og erklære
Forholdet for overtroisk, altsaa liggende uden for
egl. Religion.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
