Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Guðmundsson, Sigurður - Guðmundsson, Thorgeir - Guðmundsson, Valtýr - Gudok - Gudorm - Gudrun - Gudrun Gjukedatter - Guðrún Ósvífrsdóttir
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den, at han er den egentlige Stifter af det
isl. Oldsagsmuseum i Reykjavik. Med en
udpræget Sans for, hvad der her var at gøre, og
med en aldrig svækket Interesse forfulgte han
sit Maal trods mange Besværligheder; Museet,
som han ledede til sin Død, har nu opnaaet en
respektabel Størrelse og vokser stadig mere,
ligesom Sansen for Oldsagerne og deres Bet. er
blevet levende i Landet. G. undersøgte det gl.
Altingssted og nedlagde Resultaterne af sin
Undersøgelse i en særlig Afhandling:
»Alþingisstaður« (1878), men hans Fantasi har her ført
ham en Del paa Afveje. G. var en skarpsindig
Mand, men uden tilstrækkelig videnskabelig
Skole, en varm Patriot og i det hele en
mærkelig Mand. (Litt.: Biografi i »Andvari« XV).
F. J.
Guðmundsson [’gøðmønsån], Thorgeir,
isl. Lærd og dansk Præst, f. 27. Decbr 1794, d.
28. Jan. 1871; blev Præst til Gloslunde og
Græshave paa Lolland 1839. G. var en af det kgl.
nordiske Oldskriftsselskabs Stiftere (1825) og
var Medarbejder ved forsk. af dets
Sagaudgaver, saaledes fl. Bd af de norske Kongers
Sagaer (»Fornmannasögur«) og »Islendingasögur«,
I—II (1829—30); men hans Udgivervirksomhed
lader meget tilbage at ønske, og nogen særlig
Bet. for Oldstudiet havde han ikke. Han havde
ogsaa Andel i Fremkomsten af den isl.
Oversættelse af Mynster’s Betragtninger,
»Hugleiðingar« (1839) og var Medudgiver af det vigtige
Tidsskrift: »Armann á alþingi« (se i øvrigt
Einarsson, Baldvin).
F. J.
Guðmundsson [’gøðmønsån], Valtýr, isl.
Filolog, f. 11. Marts 1860, Student fra Reykjavik
1883, cand. mag. i nordisk Filologi 1887, Dr.
phil. 1889 ved en grundig Afhandling om
»Privatboligen paa Island i Sagatiden«, hvor han
med Nutidens Bygningsforhold for Øje skildrer
Oldtidens private Bygninger i Følge de
Oplysninger, som findes i Sagaerne. 1. Apr. 1890
blev G. ansat ved Kbhvn’s Univ. som Docent
i isl. Historie og Litteratur. G. var Altingsmand
for Vestmannaøerne 1894—1901, for Gullbringu
og Kjósarsyssel 1903—07. Efter Valgene 10.
Septbr 1908 blev G.’s Valg af hans eget Parti
kasseret i Altinget 1909, og ved Omvalg 9. Marts
s. A. lykkedes det ham ikke at blive valgt.
1911—13 var han Altingsmand for Seyðisfjörður. G.
spillede efter 1897 en ret fremtrædende Rolle
i den isl. Forfatningskamp, idet han paa
Altinget indbragte et Forslag til Forandring af
Islands Forfatningslov af 5. Jan. 1874, gaaende
ud paa, at Island fik en særskilt Minister i
Kbhvn. Forslaget var i Følge Justitsminister og
Islandsminister Nellemann’s Ordre forfattet i
det isl. Ministerium. Det afstedkom en stærk
Agitation paa Island, men blev ikke
gennemført. 1895—1917 redigerede G. Tidsskriftet
»Eimreiðin«, hvori han har offentliggjort mange
Afhandlinger og Artikler. G. har ogsaa udgivet
en populær Bog om »Islands Kultur ved
Aarhundredskiftet 1900« (Kbhvn 1902) og enkelte
mindre Afhandlinger af antikvarisk Indhold.
(Litt.: H. Hermannsson, Icelandic
Authors of to-day i »Islandica«, VI [Ithaca
1913]).
B. Th. M.
Gudok [gu’dåk], et russisk Strygeinstrument,
en Art Violin med tre Strenge, der er stemte i
Kvinter; paa den højeste af disse spilles
Melodien, medens de to andre afgiver en konstant
Bas, fungerer som en Slags Bordun.
S. L.
Gudorm, dansk Vikingekonge, deltog i
Erobringstog mod England c. 870 og tilrev sig
en Del af Landet. Efter en haard Trængselstid
lykkedes det dog Alfred den Store at sejre ved
Ethandun, og nu sluttede G. Fred, lod sig døbe
og antog det angelsachsiske Navn Ethelstan
(878). Uanfægtet raadede G. fremdeles over
Østangel lige til sin Død (890). Han skalhave
støttet Rollo, da denne vilde gøre Tog mod
Frankrig. I dansk Overlevering mindedes han
som Gorm den Engelske. (Litt.: Joh.
Steenstrup, »Normannerne«, I—II [Kbhvn
1876—78]).
H. O.
Gudrun (Kudrun), Heltinden i det højtyske
Heltedigt, »Kudrun«, nævnes som Datter af
Kong Hedin (i Digtet Hettel) i Danmark og
hans Dronning Hilde, er trolovet med Hertug
Hervig af Sælland (ell. Zeeland), men bortføres
af en tidligere Bejler, Normannerhertugen
Hartmod, i hvis Gaard hun behandledes som en
ringe Terne i 13 Aar uden dog at samtykke
i Ægteskab med Hartmod, endelig kommer
hendes Fæstemand og Broder med en stor dansk
Hær, finder hende ved Stranden vadskende Tøj
og befrier hende ved et sejrrigt Angreb paa
Slottet. — G.-Sagnet opfattes sædvanlig som et
yngre Rodskud af Sagnet om Hedin’s
Bortførelse af Hilde (se Hilde-Sagnet), opstaaet
hos nederlandske og tyske Digtere, efter at de
har modtaget Paavirkning af nordiske
Vikingers Sagnstof; men med sit ejendommelige Navn
og sin Taalmod er hun langt snarere en
selvstændig Skikkelse, rimeligvis af nordisk
Oprindelse. — En smuk Nybehandling fik G. i
Grundtvig’s bekendte Digt (»Poet. Skrifter«, 7.
Bd). (Litt.: P. L. Møller, »Det oldtyske
Heltedigt G.« [1872]; Paul, »Grundriss der
german. Philologie« [2. Bd, 2. Udg. 1901, S.
242]).
(A. O.). H. El.
Gudrun Gjukedatter, i nordisk
Heltedigtning Sigurd Faavnesbane’s Hustru, siden Atle’s
Dronning og hans Banemand, senere Svanhild’s
Moder. Se Gudrunskvadene.
(A. O.). H. El.
Guðrún Ósvífrsdóttir [’guðru.n-’o.svi.vrs
’do.t.ir], Hovedpersonen i »Laxdæla saga«, af
fornem Slægt, f. c. 974, d. i en høj Alder ved
Midten af 11. Aarh. Denne Sagatidens
mærkeligste Kvinde var overordentlig smuk og
begavet og storladen i al sin Færd, fængslende i sin
Tale og gavmild. Hun blev fire Gange gift;
mest kendt er hun p. Gr. a. sin ulykkelige
Kærlighed til den unge Høvdingesøn Kjartan
Ólafsson. Trods deres gensidige
Tilbøjelighed fjernedes de fra hinanden, og under
Kjartan’s langvarige Ophold i Norge blev G. imod
sit Ønske gift med hans tapre Fostbroder
Bolli Þorleiksson. Efter Kjartan’s
Hjemkomst foraarsagede G. hans Død, hvad der
atter bevirkede hendes Mands Død og hendes
Brødres Ulykke. Denne stolte Kvinde, hvis
Karakter fremtræder saa skarpt i Laxdæla Saga,
var i kritiske Øjeblikke baade behersket og
beregnende. Selv energisk fandt hun en kraftig
Støtte hos den raadsnilde Snorrigoði. Da
G. havde mistet sin sidste Mand, og hendes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
