Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Guðrún Ósvífrsdóttir - Gudrunskvadene - Gudrød Erikssøn - Gudrød Vejdekonge - Gudsbarn - Gudsbespottelse - Gudsbillede - Gudsdom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sønner var voksne, tilbragte hun sin Alderdom
som Eneboerske; hun skal have været den
første Nonne paa Island. Hendes Sønnesøns Søn
var Historieskriveren Are inn fróðe
þorgilsson. (Litt.: B. Th. Melsteð.
»Íslendinga saga«, II; Einar Hjörleifsson i
»Skírnir« 1909).
B. Th. M.
Gudrunskvadene i den ældre Edda. Hertil
kan i det hele 4 Digte regnes: »Guðrúnarkviða«,
I—III og »Guðrúnarhvöt«. »Guðrúnarkviða« I
handler om Gudrun’s store stumme Sorg efter
Sigurd’s Død; hun kan ikke faa en Taare frem,
uagtet alle gør Forsøg paa at faa et Omslag i
hendes Sind; intet hjælper, før Sigurd’s blodige
Hoved blottes; da først bryder Taarerne frem,
og Gudrun udbryder i brændende Lovord om
Sigurd, Den tilstedeværende Brynhild tirres ved
Gudrun’s Klage og forbander den, der har
bevirket Omslaget i Gudrun’s Stemning. Herved
frembringer Digteren et Modsætningsforhold
mellem de to Rivalinder, der klart viser
Forskellen i deres Karakter; Digtet er saaledes
nærmest af en psykologisk Art. — Det 2. Kvad,
»det gamle«, er mere episk, idet Gudrun heri
skildrer sin Skæbne før og efter Giftermaalet
med Sigurd, indtil hun efter hans Død bringes
til at gifte sig med Atle. Digtet ender med en
Samtale mellem denne og Gudrun, hvor hun
tyder de Drømme, han fortæller hende og som
varsler om tilstundende Ulykker. — Det 3.
Kvad er meget kort og handler om, hvorledes
Gudrun ved det saakaldte Kedeltag (et Slags
Prøve, Vandprøven) maatte rense sig for
Beskyldningen for at være Atle utro. — Endelig
bestaar det 4. egl. af to Digtbrudstykker.
Hovedindholdet er Gudrun’s bitre Opfordring til
hendes Sønner om at hævne deres Søster Svanhild
paa Kong Jörmunrekkr; efter at have rustet
dem til Hævnfarten holder Gudrun en Enetale,
hvori hun fremstiller sin haarde Skæbne og
dvæler særlig ved Svanhild og Sigurd.
»Guðrúnarkviða« I—III er vistnok norske, fra 10.
Aarh.; deraf er II det ældste; de er bekendte,
særlig I, for deres udmærkede Karakterskildring
og psykologiske Finhed. Guðrúnarhvöt er
vistnok fra c. 1025 og af grønlandsk Oprindelse.
(Litt.: F. Jónsson, »Oldn.-oldisl. Litt.
Hist.«, I; H. Ussing, »Heltekvadene« [1910]).
F. J.
Gudrød Erikssøn, Erik Blodøkse’s og
Dronning Gunhild’s Søn, blev efter Haakon
Adalsteinsfostre’s Fald sammen med Harald
Graafell og sine andre Brødre Konge i Norge. G. E.
udmærkede sig fremfor de øvrige
Gunhilds-Sønner ved Troløshed, List og Grusomhed. Han
lokkede under Venskabs Skin Kong Tryggve
Olafssøn til sig og snigmyrdede ham ved
Sotenes. Efter Harald Graafell’s Fald blev han og
hans eneste genlevende Broder drevne af
Landet af Haakon Ladejarl, og han levede nu i
nogen Tid som Viking. Under Olaf
Tryggvessøn’s Regeringstid gjorde han et Forsøg paa at
sætte sig fast i Viken, men blev her overmandet
af dennes Svogre Hyrning og Thorgeir under et
Gæstebud og dræbt. Med ham sluknede Erik
Blodøkse’s Æt.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Gudrød Vejdekonge (ɔ: Jægeren) var iflg.
Kongesagaerne Konge over Vestfold og
Romerike; han overfaldt og dræbte Kongen paa
Agder, som havde nægtet ham sin Datter Aasa’s
Haand, bortførte denne og ægtede hende. Aasa
fødte ham Sønnen Halvdan Svarte, men
hævnede siden sin Faders Død paa G., idet hun fik
sin Træl til at dræbe ham; det tør have stor
Sandsynlighed for sig, at det er Aasa, som
ligger begravet i Osebergskibet. — P. A. Munch
antog denne G. for den samme som den danske
Konge Gudfred; men denne Tanke er opgivet
af alle nyere Forskere.
(G. St.). Edv. B.
Gudsbarn er et bibelsk Udtryk, som i Ny
Test. i Flertallet anvendes om de Kristne, Rom.
8, 14, Gal. 3, 26, 1. Joh. 3, 2. Hos Johannes føres
det aandelige Barneforhold til Gud tilbage til
den ny Fødsel (se Genfødelse); hos
Paulus tænkes det begrundet paa en Adoption fra
Guds Side (se Retfærdiggørelse).
F. C. K.
Gudsbespottelse, se Blasfemi.
Gudsbillede er et Udtryk, som anvendes i
den kristne Dogmatik til at betegne Menneskets
medskabte Værdighed i Modsætning til Dyrene.
Det er taget fra første Mosebog 1, 26. 27., hvor
det hedder, at Gud skabte Mennesket i sit
Billede. Om hvad der herved skal tænkes paa har
der været forsk. Meninger. Man har tænkt paa
Herredømmet over Naturen. Men alm. har man
dog henvist til de aandelige Evner, enten til
Fornuft og fri Vilje, ell. hvad der vel er det
rigtigste, til de etisk-religiøse Anlæg. Den ældre
kirkelige Opfattelse gik ud fra, at disse fra
Begyndelsen af inden Syndefaldet var til Stede i
deres Fuldkommenhed. Om nu disse Anlæg helt
er gaaet til Grunde ved Syndefaldet, ell. de
delvis er blevne tilbage, derom har der lige til
vore Dage været stor Uenighed. Pietismen har
betonet, at de er tabt, medens man fra
grundtvigsk Side har hævdet, at de er bevaret.
F. C. K.
Gudsdom (judicium dei) er Betegnelsen for
et paa primitive Udviklingstrin ofte benyttet
Middel til Afgørelse af Retssager, særlig af
Spørgsmaalet om en Anklagets Skyld. Idet man
gaar ud fra, at Guddommen vil være virksom
for at beskytte Sandhed og Ret, søger man, ved
at lade den ene ell. begge Parter foretage visse
Handlinger, at fremkalde et Tegn, hvorved det
tilkendegives, paa hvis Side Retten er. Dette
Tegn bestaar ofte i, om Vedkommende uskadt
kan udsætte sig for en Paavirkning af Ild, Gift
e. l., hvis skadelige Indflydelse normalt staar
fast og kun kan udeblive ved guddommelig
Indgriben, men det kan ogsaa antage andre
Former. I samme Bet. som G. bruges Ordal, der
egl. er det til Grund for tysk Urteil (Dom)
liggende oldfrankiske Ord i den Skikkelse, dette
fik ved Overførelse til Angelsaksisk, hvor det
udelukkende brugtes om G.
Troen paa Muligheden af at bringe
Sandheden i en Retssag for Dagen gennem en G. er
ell. har været udbredt i de forskelligste Egne
af Verden, og der er ingen Tvivl om, at
Institutionen de fleste Steder har udviklet sig
selvstændigt, udsprunget af en hos primitive
Folkeslag naturlig Tankegang. Bl. de ariske Folk
har den særlig spillet en Rolle hos Indere og
Germaner, og efter manges Opfattelse skal det
her i Modsætning til ellers ikke dreje sig om en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
