Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gudsdom - Gudsdyrkelse - Gudsfornægtelse - Gudsfred - Gudshaandsplaster - Gudsker - Guds Lam - Guds Lov
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udenretlig efter Aftale mellem Parterne ell. rent
ensidig af Folk, som ønskede at rense sig for en
Mistanke paa den mest virksomme Maade.
Baade Baareprøven og Vandprøven, af hvilke
ingen nogen Sinde havde haft Hjemmel i den
danske Lovgivning, var saaledes endnu i Brug
her i Landet efter Reformationen, den sidste,
som bekendt, særlig som Hekseprøve. Et fra
den øvrige G. noget afvigende Forløb havde
Udviklingen endelig ved Tvekamp, hvorom s. d.
(Litt.: H. Brunner, »Deutsche
Rechtsgeschichte«, I, 2. Opl. [1906], S. 261 ff.; II
[1892], S. 399 ff.; v. Amira, »Grundriss d.
german. Rechts«. 3. Opl. [1913], §§ 90—91; H.
af Trolle, »Om ordalierna hos de germanska
folken« [1915]).
P. J. J.
Gudsdyrkelse, se Kultus.
Gudsfornægtelse, se Ateisme.
Gudsfred. Allerede efter oldgermansk Ret
var de til Guderne indviede Templer og Lunde
fredlyste, saa at der begaaede Forbrydelser
drog strenge Straffe efter sig, og ligeledes var
alt den Gang en særlig Fredhellighed knyttet til
de religiøse Fester, under hvilke al Strid skulde
hvile. Disse Regler bevaredes som oftest efter
Kristendommens Indførelse, saaledes at
Kirkerne traadte i de hedenske Templers Sted og de
kristelige Højtider i de hedenske Festers, og
der er i og for sig intet i Vejen for at betegne
den herved skabte Fred, der bundede i religiøse
Hensyn, som G. I Alm. tænker man dog ved G.
og de tilsvarende lat. Udtryk (pax dei, treuga
dei) paa noget andet, nemlig den fra Kirken
omkr. 1000 udgaaende Bestræbelse for ved
Fredlysning af visse Ting ell. Personer ell. visse
Tider paa Aaret at dæmme op for den
umaadelige Ufred, der var blevet Fejderettens (s. d.)
Følge. Denne Bestræbelse havde sit Udspring
i Sydfrankrig, hvor Ulemperne ved Fejderetten
føltes særlig stærkt, og møder os første Gang i
nogle Beslutninger af Synoden i Charroux 989,
ved hvilke det forbødes at gøre Indbrud i
Kirker, at frarøve Bønder ell. andre Fattige deres
Kvæg samt at tilføje Gejstlige personlig
Overlast. Disse Beslutninger efterlignedes snart af
andre Synoder og Koncilier, der udvidede
Kredsen af beskyttede Ting og Personer og af
forbudte Handlinger og i det hele stræbte at
forebygge, at Lensadelens indbyrdes Fejder
kom til at gaa ud over Kirken ell. den fredelige
arbejdende Befolkning, være sig Bønder,
Købmænd ell. Haandværkere. Det er særlig i denne
Skikkelse, at G. kaldes pax dei. Herved blev
man imidlertid ikke staaende. Siden 1027 søgte
Koncilierne yderligere at faa slaaet fast, at al
Fejde til visse Tider fuldstændig skulde hvile
(treuga dei, egl. Guds Vaabenstilstand). De
hertil sigtende Forbud naaede allerede deres fulde
Udvikling 1041, og omfattede siden da foruden
nogle længere Perioder, navnlig grupperede om
de kirkelige Højtider, Tiden fra hver Onsdag
Aften til hver Mandag Morgen, saa at kun de
resterende 3 Ugedage stod aabne for Fejderne.
Om G. i begge dens Afskygninger gjaldt det, at
den, der brød Freden, ramtes af
Ekskommunikation. — Fra Sydfrankrig bredte Bevægelsen
sig over de tilstødende Lande og naaede i
Slutn. af 11. Aarh. ind i Tyskland, og samtidig
optoges den af Paven, der ved at lade
Forbudene sanktionere af alm. Koncilier skaffede
dem kirkelig Gyldighed i hele den kat.
Verden. Paa denne Maade fandt de ogsaa
Indgang i corpus juris canonici, hvor de endnu
medtages i Gregor IX’s Dekretaler (1234), skønt
deres Bet. allerede den Gang var i Dalen.
Gennemførelsen af de vidtgaaende Forbud havde
selvfølgelig altid stødt paa Vanskeligheder, og
da Fredshaandhævelse faldt uden for Kirkens
naturlige Virkefelt, var det kun rimeligt, at
den traadte tilbage, saa snart Kongemagten var
stærk nok til at løse Opgaven. Om G. i
Danmark, se Helg.
P. J. J.
Gudshaandsplaster (Emplástrum Æruginis
compositum Empl. Manus Dei), et, især af
Almuen tidligere anvendt Plaster, der iflg. ældre
danske Farmakopeer tilberedtes af 150 Dele
Blyplaster, 4 Dele Spanskgrønt, 32 Dele gult
Voks, 4 Dele Ammoniakgummi, 4 Dele
Galbanum, 4 Dele Virak, 1 Del Myrra, 1 Del Mastiks.
Det frisk tilberedte Plaster er brunrødt af det
under Kogning af Blyplaster og Spanskgrønt
dannede Kobberforilte; ved nogen Tids
Henliggen i Luften bliver det udvendig grønligt. G.
benyttes som afledende Middel, det irriterer
Huden.
(A. B.). E. K.
Gudsker [’guskər], se Papir.
Guds Lam, se Agnus Dei.
Guds Lov. Ved dette Udtryk forstaas i
ældre Dansk Moseloven, som der i en lang
Periode var Tilbøjelighed til at tillægge
umiddelbar Gyldighed ogsaa for Danmark. Det er
navnlig efter Reformationen, at denne Tilbøjelighed
er stærkt fremtrædende, idet den da fandt
Støtte hos de protestantiske Teologer, og man
har fra denne Tid et mærkeligt Skrift af
Sognepræsten i Kolding Anders Mikkelsen (»Verdslige
Love og Skikke, efter hvilke Gud selv havde
befalet Israels Folk at styres og regeres« [1605]),
i hvilket han med stor Omhu gennemgaar hele
Moseloven og samler og ordner alle Citater
vedrørende Forbrydelse og Straf, alt i det Øjemed
at belære Øvrigheden om, hvorledes den paa
dette Omraade bør forholde sig i sit Embede.
Bogen udkom paa ny 1631 og har saaledes
været flittig benyttet, men det var dog meget
langt fra, at man i Praksis gjorde den mosaiske
Ret til Rettesnor for Bedømmelsen af alle
Forbrydelser. Saaledes findes der intet Eksempel
paa, at man ved Legemsfornærmelser har
anvendt Talionsstraf (»Øje for Øje og Tand for
Tand«), skønt der en enkelt Gang nedlægges
Paastand derpaa, og heller ikke Talionsstraffen
for falske Vidner trængte igennem, saa lidt
som Livsstraf for Hor, hvor den dog havde
Hjemmel i Lovgivningen. Derimod blev mosaisk
Ret bestemmende fer Behandlingen af Trolddom,
Blodskam og Omgængelse mod Naturen, hvilke
straffedes med Baalstraf, ligesom den ogsaa
findes paaberaabt ved Blasfemi, men paa den
mest karakteristiske Maade ytrer den dog sin
Virkning ved Manddrab, hvor den ikke blot
bevirker, at man i Praksis ser bort fra, at Loven
kun hjemlede Livsstraf for Drab, begaaet af
Borger og Bonde, derimod ikke af Adelige, men
tillige fører til den Opfattelse, at enhver
Benaadning er utilstedelig. Denne Opfattelse, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
