Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Guise (Hertugfamilie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
søgte nu at faa en Vaabenstilstand i Gang,
men Frants fortsatte Kampen og begyndte at
belejre Orléans. Her lykkedes det imidlertid
en Hugenot ved Navn Poltrot de Méré 18. Febr
1563 ved et Pistolskud at tilføje Hertug Frants
et dødeligt Saar, og 6 Dage efter døde denne.
En anden Søn af Hertug Claude var
Charles, Kardinal og Ærkebisp af Reims, der alm.
gaar under Navnet Kardinalen af
Lothringen, f. 17. Febr 1524, d. 26. Decbr 1574.
Han stod stadig sammen med Broderen i
Kampen og spillede en meget fremtrædende Rolle
ved Siden af ham. Han ansaas for meget snedig
og haardhjertet og var lidet afholdt. 1561
deltog han i Religionssamtalen i Poissy med
Théodore de Bèze, hvor han ved sin skarpt
afvisende Holdning bidrog til Forhandlingernes
Sprængning. Efter Broderens Død fortsatte
han dennes Politik indtil sin Død.
En tredie Søn var Louis, Kardinal af G.,
f. 21. Oktbr 1527, d. 28. Marts 1578. Han deltog
som Brødrene i Striden med Protestanterne.
Claude blev Hertug af Aumale og
Stamfader for denne Sidelinie; han dræbtes ved la
Rochelle 1573; François var
Malteserridder og døde 1563 efter Slaget ved Dreux. Den
sjette Søn René, der døde 1566, blev Stifter
af en Sidelinie.
Frants af G. havde 3 Sønner. Den ældste af
dem, Henrik I af G., f. 31. Decbr 1550, d.
23. Decbr 1588, blev efter Faderens Død 1563
Familiens Overhoved og traadte, saa snart
han blev voksen, frem som Katolikkernes
Leder. Fra 1567 deltog han i Kampen, 1572 var
han en af de Ledende ved Overfaldet
Bartholomæus Natten, 1575 sejrede han ved Dormans
over Protestanternes tyske Allierede og fik her
et Saar, der skaffede ogsaa ham Tilnavnet le
Balafré. Af Frygt for, at han nu skulde faa for
stor Myndighed, udsonede Kong Henrik III sig
kort efter (1576) med Protestanterne.
Katolikkerne opfattede dette som et Forræderi.
Henrik af G., der ikke var sin Faders Lige som
Feltherre, men besad betydelig Færdighed i
politiske Intriger, skabte da la sainte Ligue til
Værn for Katolicismen; ved Hjælp af denne
Forening haabede han selv at vinde Tronen,
Tanker, som sattes i Forbindelse med
Paastande om, at Huset Lothringen og dermed
Guiserne nedstammede fra Karl den Store og egl.
var Frankrigs retmæssige Herskere.
Liguen traadte frem ved Valgene til
Stænderne 1576, hvor den skaffede de kat.
Kandidater helt Overhaand; men foreløbig
svækkedes dens Bet. noget ved, at Henrik III selv
erklærede sig for dens Chef. Senere levede den
dog atter op under Hertugen af G.’s Ledelse,
da der aabnede sig Udsigt til, at Henrik af
Navarra kunde blive Tronarving. 1584 sluttede
Hertugen Traktaten i Joinville med Filip II,
der gik ud paa at fordrive alle Kættere,
hindre, at en af dem blev Konge, og sikre, at
Charles, Kardinal af Bourbon, blev det. Det
sidste var dog lidet alvorlig ment, da Henrik af
G. selv tænkte sig at blive det. Han tvang n. A.
1585 Kongen til Traktaten i Nemours, der
meget styrkede Liguens Magt. I den
efterfølgende Kamp med Protestanterne og deres
Allierede sejrede G. ved Vimory over de fremmede
Allierede. Kongen, der nu end mere frygtede
ham, forbød ham da at komme til Paris; men
Henrik af G. tog intet Hensyn hertil, og han
modtoges i det kat. Paris med den største
Begejstring. Da Kongen samlede Tropper for
at bevare Overtaget, førte dette til aabenlyst
Oprør (La journée des Barricades [1588]).
Kongen flygtede fra Paris, hvor Hertugen nu var
Herre. Kongen maatte derefter gøre en Række
Indrømmelser. Han erklærede, at enhver
ikke-kat. Prins havde mistet sin Ret til Tronen,
gjorde Hertugen til lieutenant-général og
sammenkaldte en Stænderforsamling til Blois. Paa
denne dominerede Guiserne ganske, og Kongen
besluttede sig nu til at rydde deres Fører af
Vejen. Han lod sine Folk overfalde og dræbe
Henrik.
Frants af G.’s anden Søn var Louis,
Kardinal og Ærkebisp af Reims, der i alle
Stridighederne stod sammen med sin Broder og
blev dræbt paa lgn. Vis Dagen efter denne, 24.
Decbr 1588.
En tredie Søn var Charles, Hertug af
Mayenne. Denne blev efter sin Broder Henrik
af G.’s Død Leder for Katolikkerne, men han
viste ikke den nødvendige Dristighed, om han
end var en ganske behændig Politiker. Da
Henrik III dræbtes 1589, havde han Magten i Paris,
men han vovede ikke at lade sig udraabe til
Konge; han udraabte i St en Kardinal af
Bourbon, der da var Henrik IV’s Fange. I de flg.
kampfyldte Aar var Hertugen af Mayenne
stadig Herre i Paris. Han forsøgte snart at
angribe Henrik af Navarra i Nordfrankrig, men
Kampene ved Arques (16. Septbr—6. Oktbr
1589) endte med hans Nederlag. Henrik søgte
at afskære ham fra Paris, men Mayenne slap
dog atter ind i Byen. Medens Vanskelighederne
her begyndte at rejse sig, idet hans Allierede
Filip II nu tænkte paa at vinde Magten i
Frankrig, søgte Mayenne atter at forbedre sin
Stilling ved et Angreb paa Henrik IV, men led
et stort Nederlag ved Ivry 1590. Henrik kunde
nu belejre Paris, der dog befriedes af
Alexander af Parma s. A., hvilket gentog sig 2 Aar
senere, da Henrik atter belejrede Paris.
Imidlertid blev i Paris Forholdet daarligere og
daarligere mellem Hertugen af Mayenne,
Spanierne og Lederne af det demokratiske Parti
i Paris, som Mayenne 1592 slog ned med Magt.
1593 mødte saa en Del Stænderrepræsentanter
i Paris, i alt 130. De hørte til Mayenne’s Parti
og var lidet tilbøjelige til at gaa ind paa Filip
II’s Planer, men vovede dog heller ikke selv
at foretage sig noget. Medens alt her opløstes
i Forvirring, gik Henrik IV over til den kat.
Tro og bemægtigede sig derpaa med Lethed
Paris. Hertugen af Mayenne modsatte sig ham
endnu en Tid, men udsonedes saa med Kongen
1596, blev Guvernør i Bourgogne, fik 3
Sikkerhedsstæder og en Pengesum. Han var siden
Kongen tro til sin Død, 4. Apr. 1611.
Henrik I af G. havde Sønnen Charles af
G.; han var ved Faderens Død for ung til at
træde frem som Partiets Leder, hvorfor
Ledelsen gik over til hans Onkel Hertugen af
Mayenne. Da Filip II søgte at faa Magten i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
