- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
392

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Guld - Guld, grønt - Guld, mosaisk - Guld, Nürnberger - Guld, rødt - Guldalderen - Guldalen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ogsaa Seddelbankerne har været fritaget for at
indløse Sedler med G., og G.’s Pris har derfor
veget ikke saa lidt fra det normale.
K. R.-H.

Guld, grønt, se Guldlegeringer.

Guld, mosaisk, se Chrysorin.

Guld, Nürnberger, en meget guldfattig
Kobberlegering.

Guld, rødt, se Guldlegeringer.

Guldalderen, den første af de
»Verdensaldre«, hvori Menneskehedens ældste Historie
inddeltes i Grækernes mytiske Poesi. I sin
ældste Form findes Forestillingen om
Verdensaldrene i Digtet »Arbejder og Dage«, der er
overleveret under Hesiodos’es Navn (Vers
109—201); af den senere Oldtids digteriske
Behandlinger af det samme Tema er Ovid’s den mest
bekendte (Metamorph. I, 89—150). Fortællingen
hos Hesiodos lyder i Korthed saaledes: Først
skabte Guderne den gyldne Slægt, der levede
paa den Tid, da Kronos herskede i Himmelen;
den kendte hverken Arbejde, Nød ell.
Alderdom, men kun alt, hvad godt var; Døden kom
over Menneskene som en Søvn, og efter Døden
blev de til gode Dæmoner, der virker paa
Jorden og værner om de Dødelige. Derefter fulgte
Sølvalderen, en langt ringere Menneskeslægt;
længe (100 Aar!) var Datidens Mennesker om
at vokse op, og naar de naaede Mandsalderen,
forkortede de Livet ved deres egen Uforstand;
de kunde ikke fordrages med hverandre og vilde
ikke yde Guderne de skyldige Ofre; derfor lod
Zeus dem i Vrede forsvinde; efter Døden blev
de til underjordiske Væsener. Den tredje Slægt,
Kobberslægten, dannede Zeus af Asketræer; den
rar frygtelig og stærk og tænkte kun paa Krig
og Voldsfærd; Vaaben, Huse og Værktøj var af
Kobber; Menneskene dræbte hverandre i Kamp
og steg navnløse ned i Hades’ Bolig. Herefter
skabte Zeus Heroernes guddommelige Slægt,
der var retfærdigere og bedre; mange af
Heroerne faldt i Kampene ved Theben og Troja,
andre førte Zeus bort til Jordens Grænser og
gav dem Bolig paa de Saliges Øer (jfr
Elysion). Som den femte fulgte endelig Jernslægten,
den nulevende Slægt; aldrig vil Møje og Nød
aflade, hverken Dage ell. Nat; Venskab og
Slægtskab betyder intet; Menneskene ville
ringeagte deres gl. Forældre, og kun den slette og
frække vil blive holdt i Ære. — Heroerne er
her indskudte mellem Kobber- og Jernalderen;
ellers slutter denne sig umiddelbart til hin.
Fortællingen om de hinanden afløsende
Menneskeslægter, hvis indbyrdes Forhold angives ved
Metallerne, er næppe af folkelig-religiøs
Oprindelse, men skyldes en begyndende
Spekulation over Verdens Sammenhæng, Menneskets
Tilblivelse og de overnaturlige Magters Forhold
til det. Det Resultat, man herved er kommen
til, maa ses i Belysning af hele den græske
Sagnverden; medvirkende Momenter var den
overalt udbredte Forestilling om, at Fortidens
Slægter havde været bedre og lykkeligere end
Samtidens, og Erindringen om en Tid, da Jernet
var ukendt, og Vaaben og Værktøj
forfærdigedes af Bronze ell. Kobber.
C. B.

I Nordisk findes G. 1) i
Gudeverdenen, dog kun i det ene Kvad Voluspaa. Efter
at have ordnet Verdens Gang samles Guderne
paa Ide-Sletten og bygger sig Boliger, de
indretter Esser og hamrer Guld og
Smederedskaber, leger med gyldne Tavl i Tunet og
»lider ingen Mangel paa Guld«. G. endte med de
tre tursefødte Norners Optræden; bestemtere
afsluttes G. med »det Manddrab tidlig i
Verden«, da Kvinden Guldveig blev dræbt og
brændt, og, tre Gange kommen til Live igen,
brændtes. Guldet er her personliggjort som en
Kvinde (Guldveig = Guldstof), der
ombringes af gridske Væsener (Mennesker?). Efter
fælles Raadslagning paa Gudetinget straffer
Odin det ved at slynge sit Spyd ud i Verden;
Kamptiden begynder, Vanerne bryder ind over
Asaborgens Bolværk; Valkyrierne rider ud til
Strid i Menneskeverdenen. Denne Krigstid
bliver værre og værre og finder først sin
Afslutning i Ragnarok. Men da en nyfødt Verden
atter stiger frem af Havet, samles Aserne paa
ny paa Ide-Sletten, de genfinder de gyldne
Tavl, en ny Slægt af Guder sætter Bo, og
skyldfri Menneskeslægter fødes og lever i det
guldtakte Gimle. 2) I Helteverdenen
betegnes G. som Frode-Freden, et Ord, der
muligvis fra først af kun bet. »den gl. Fred«,
»de gl. Tiders Fred«, men som i
Overleveringen stadig opfattes om den Tid, da Kong Frode
herkede. Tiden karakteriseres dels gennem
Rigdom paa Guld og Sagnet om den guldmalende
Kværn Grotte, dels ved den dybe Landefred
(Frode-Lovene og Sagnet om den henlagte
Ring). Ud fra den førstnævnte Tankegang har
man digtet en Slutn. paa G., der væsentlig
svarer til Guldveig-Myten: i umætteligt Begær
efter Guld tvinger Kong Frode de to malende
Jættemøer til at vedblive Arbejdet uden Hvile,
men Jættemøerne — de overanstrengte
Naturkræfter — hævner sig ved at male Krigere
frem, male Krig og Ulykke over Frode og hans
Efterslægt. Det andet Sagn lader Frode’s rolige
Kongetid efter et langt Aaremaal, der siges
endogsaa 300 Aar, faa sin Afslutning ved, at
et Uhyre fra Søen, en troldeagtig Havko,
dræber ham. I Slægt med dette Sagn er det
oldengelske Beovulf-Kvads Fortælling om sin Helt,
at han efter 50 Aars lykkeligt Kongedømme
finder sin Død, da en Drage hærger hans Rige.

Det har været omtvistet, om Forestillingen
om G. er gl og hjemme udviklet i Norden, ell.
om den i temmelig ny Tid er laant fra antik
Mytologi ell. fra Kristendom. Den nordiske G.
maa i alt Fald betragtes som delvis opr.
Tanken om en Lykke- og Rigdomstid nær forud
for alle de hist. Minder findes hos en stor
Mængde Folkeslag og har hos Nordboerne
fyldige og meget ejendommelige Træk i
Frode-Freden. Paa den anden Side er
Guldaldertanken i Gudeverdenen indskrænket til et enkelt
Digt, og det er en ikke urimelig Formodning,
at dens Ide-Slette (Iðavollr) er paavirket af
Edens Have; men i den nordiske Gudeverden,
hvor G. let og naturligt fandt en Plads inden
for den mytol. Helhedsopfattelse, har Motivet
faaet en forstaaende og tankerig Udvikling.
(Litt.: Axel Olrik, »Danmarks
Heltedigtning«, I, 278 [1903]).
(A. O.). H. El.

Guldalen i Sør-Trøndelag Fylke
gennemstrømmes af Gula, som har sine Kilder i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:23 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0412.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free