- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
424

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gundulić, Ivan - Gung'l, Joseph - Gungne - Gunhild - Gunhild Kongemoder - Gunib - Gunjah - Gunkel, Hermann

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

den. G.’s andre Værker kan ikke i Bet. maale
sig med »Osman«. Bl. de mest kendte er Digtet
»Suze sina razmetnego« (»Den fortabte Søns
Taarer«) og Hyrdespillet »Dubravka«. G.’s
Værker »Djela« udkom i Agram 1844 og i ny Udg.
ved A. Pavić smst. 1878. (Litt.: En mindre
Afh. om G. findes i Alfr. Jensen, »Från
Balkan« [Sthlm 1917]).
H. C-e.

Gung’l [guŋgl], Joseph, ung.
Dansekomponist, (1810—89), gik tidlig ind i den østerr.
Hær som Musiker. Hans Op. 1, »Ungarsk
March«, gjorde først hans Navn kendt, og
talrige Danse og Marcher fulgte efter. Med sit
Orkester koncerterede G. nu i forsk. tyske Byer,
mest opførende sine egne Kompositioner, og
drog paa Turné rundt om i Europa, ja endog
til Amerika (1849). Efter at have levet i Berlin
og München trak G. sig 1876 tilbage og tog
Ophold i Frankfurt a. M. G.’s fl. Hundrede
Danse og Marcher har skaffet ham en
Popularitet, der ikke staar meget tilbage for
Strauss’ernes, og skønt selvfølgelig af forsk. Værdi, har
adskillige af dem vist sig meget livskraftige.

Hans Nevø Johann G., (1828—83), var
ligeledes en yndet, om end ikke saa frugtbar
Dansekomponist, der ligesom Onklen tilbragte en
Aarrække ved at koncertere i europ. Stæder
med eget Orkester.
W. B.

Gungne ell. Gungner, Odin’s Spyd.

Gunhild, Navn paa fl. Kvinder i den danske
Kongeæt: 1) Harald Blaatand’s anden Dronning,
Moder til Sven Tjugeskæg og den yngre G.,
antog tillige med sin Mand Kristendommen (c.
960). 2) Foreg.’s Datter, Sven Tjugeskæg’s
Søster, ægtede den danske Høvding Pallig, der
havde store Besiddelser i England og var
Ealdorman under Ethelred den Raadvilde; begge
Ægtefæller blev myrdede ved Blodbadet paa de
Danske Skt Briccius-Natten 1002. 3) Sven
Tjugeskæg’s første Dronning, Datter af Hertug Miesko
af Polen, blev forskudt af sin Mand, som
dernæst ægtede Sigrid Storraade, og levede nu i
Polen, men blev efter Sven’s Død af sine
Sønner Harald og Knud den Store hentet tilbage til
Danmark (1014). 4) Datter af Knud dem Store,
trolovedes til Kejser Konrad II’s Søn Henrik
(III) og ægtede denne 1036 i Nimwegen;
Tyskerne kaldte hende Kunigunde. Hun var en
fin og sart ung Kvinde, og da hun deltog i et
Tog til Italien, blev det hendes Død (1038).
Hun efterlod sig en Datter, Beatrix, som senere
blev Abbedisse; hendes danske Kapellan
Tymme blev Biskop af Hildesheim. 5) Søsterdatter
af Knud den Store og Datter af den vendiske
Fyrste Wyrtgeorn, ægtede Haakon Jarl fra
Norge (c. 1030). Snart efter druknede Haakon,
og Knud giftede hende nu med Thorkil den
Høje’s Søn, Jarlen Harald, med hvem hun fik
Sønnerne Thorkil og Hemming. Efter Harald’s
Drab (1042) opholdt G. sig i England, men
maatte, da Vilhelm Erobreren kom, med sine
Sønner flygte til Danmark (1066). 6) Sven
Estridsøn’s første Dronning, Datter af den
norske Sven Jarl og Holmfred, var først gift med
sin Fætter, Kong Anund Jakob i Sverige, og
efter hans Død (c. 1047) med deres fælles
Fætter, Sven Estridsøn; men Ærkebiskop Adalbert
af Hamburg hævdede, at dette
Frændegiftermaal var Blodskam, og da han havde den
mægtige Kejser Henrik III i Byggen, fik han Sven
til at skille sig fra hende. G. levede nu i
Vestergötland, berømt for sin Godgørenhed over
for Kirken. 7) Sven Estridsøn’s Datter, ogsaa
kaldet Helena; for hende er det smukke
»Gunhildskors« af Hvalrostand udført.
H. O.

Gunhild Kongemoder, norsk Dronning, men
dansk af Herkomst, vistnok Datter af Gorm den
Gamle, blev gift med Erik Blodøkse og havde
en fremtrædende Plads i hans Kongetid, men
fik ogsaa Skyld for hans Voldsomheder og blev
fordrevet sammen med ham. Efter Erik’s Fald
i England (954) drog hun til Harald Blaatand,
der »knæsatte« hendes ældste Søn Harald
(Graafeld) og hjalp Sønnerne til Herredømme
i Norge under hans Højhed. Atter var hun den
ledende Aand, og de unge Konger kaldtes
efter hende »Gunhildssønnerne«; men hun fik
ogsaa Skyld for deres Ugerninger. Da Harald
Graafeld var dræbt i Danmark, og Harald
Blaatand tog Norge, flygtede G. med sine sidste
Sønner til Ørkn-Øerne (c. 970) og døde Vester
paa. — Sagnet gjorde hende til en helt
dæmonisk Person, Datter af Asser Tote i
Haalogaland, hvor hun lærte Trolddomskunster af
Finnerne; som Dronning var hun en fuldstændig
Djævel, der i Ondskab øvede det værste
Niddingværk, paa sine gl. Dage tilmed gridsk efter
Vellyst; efter Haakon Jarl’s Raad lokker Harald
Blaatand hende til Danmark, idet han foregiver
at ville ægte hende, og sænker saa Heksen i
en Sump. Alt dette er uhistorisk.
H. O.

Gunib, Bjergfæstning i Kaukasus, Provins
Daghestan, ligger 120 km NV. f. Derbent paa
Toppen af en stejl, næsten utilgængelig Klippe,
2360 m o. H. Den er berømt som Schamyl’s
sidste Tilflugtssted; han blev fanget her, da
Russerne erobrede G. 6. Septbr 1859.
G. Ht.

Gunjah, se Haschisch.

Gunkel [’guŋkəl], Hermann, tysk Teolog,
f. 23. Maj 1862 i Springe ved Hannover. Efter
Studier i Göttingen, Giessen og Leipzig blev
han 1888 Privatdocent i Göttingen, og i samme
Egenskab virkede han i Halle fra 1889, indtil
han 1894 blev ekstraordinær Prof. i Berlin; 1907
forfremmedes han endelig til ordinær Prof. i
gammeltestamentlig Videnskab i Giessen. G. er
en af de mest fremragende Repræsentanter for
den saakaldte »religionshistoriske Skole«, hvis
Særkende det er, at den forsøger at forklare bib.
Forestillinger gennem Analogier fra andre
Religioner, i Særdeleshed de gl. orientalske.
Banebrydende for denne Forskningsmetode var
hans Skr, »Schöpfung und Chaos in Urzeit und
Endzeit« (1895), og paa en aldeles mesterlig
Maade har han gennemført den i sin
Kommentar til Genesis (1901, 3. Opl. 1910).
Retningens Program har han udformet i »Zum
religionsgeschichtlichen Verständnis des Neuen
Testaments« (1903; 2. Udg. 1910), og ud fra
samme Synspunkter har han skrevet fl.
populære Skr; sammen med Bousset redigerer han
den bekendte Serie: »Forschungen zur Religion
und Literatur des Alten und Neuen Testaments«
(1903 ff.).
H. M.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:23 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0446.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free