Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gunlad - Gunløde - Gunn - Gunnar - Gunnar Grjonbak - Gunnar Hamundarson - Gunnar Pálsson - Gunnarsson, Gunnar - Gunnarsson, Sigurður - Gunnarsson, Tryggvi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gunlad (oldnord. Gunnløð), Jættemø, der
vogter Skjaldemjøden; Odin vinder
hendes Elskov og derved, den kostelige Drik.
Gunløde, d. s. s. Gunlad.
Gunn ɔ: Kamp. 1) Navn paa en af
Valkyrierne. 2) G. i Nordisk og Gunde i Tysk bruges
til Dannelse af en Mængde Mands- og
Kvindenavne: Gunnar (Mandsnavne Gunvar
(Kvindenavn, fordansket hos Ewald, til Gunver),
Gunlaug (M. og Kv.) o. s. v. Som sidste
Sammensætningsled (f. Eks. i Hildegunn) danner det
altid Kvindenavn, da Ordet G. er Hunkøn. Man
har heri villet se en Opkaldelse efter Valkyrien
G.; men det er sikkert kun opstaaet ved
Variation over de gl. Navnled, idet man tog
enkelte Dele af Forfædres Navne til en ny
Sammensætning.
(A. O.). H. El.
Gunnar (Navn), se Gunn.
Gunnar Grjonbak, Lagmand i Trondhjem,
udnævnt af Kong Sverre, hvem han var varmt
hengiven, og hos hvem han øvede megen
Indflydelse. Dette viste sig bl. a. derigennem, at
han 1198 skaffede Overløberen Thorstein Kugad
Kongens Tilgivelse. Paa Forligsstævnet i
Hvitingsø (1208) synes han at have spillet en
fremtrædende Rolle. Men stærkest fremtraadte
hans Indflydelse vistnok paa Rigsmødet i
Bergen 1223, hvor han med klare, bestemte Ord
hævdede Tron arvefølgen for Kong Sverre’s Æt,
og alle Lagmænd støttede hans Opfattelse. Han
døde 1232, og hans Søn, Ejnar Smjorbak, blev
1254 Norges Ærkebiskop.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Gunnar Hamundarson, isl. Høvding, en
af Hovedpersonerne i »Njálssaga«, f. c. 945, d.
c. 990. G. var af fornem Æt og boede paa
Gaarden Hliðarendi i den for sin Skønhed
bekendte Egn Fljótshlíð. Af alle isl.
Sagahelte er G. den, som kommer Idealet nærmest.
Han er statelig og smuk, udmærket dygtig i
legemlige Færdigheder og en ædel Karakter.
Det mest trofaste Venskab knyttede han til den
vise Njáll Þorgeirsson; men hans Ulykke
var hans Ægteskab med den skønne,
ondskabsfulde Hallgerðr langbrók. Forgæves
søgte hun i sit Had til Njáll’s Hustru,
Bergþóra, at vække Splid mellem G. og Njáll ved
at lade fl. af Njáll’s Folk dræbe. Sin Mand
krænkede hun paa den mest oprørende Maade
ved at lade stjæle Fødevarer fra en ildesindet
Nabo, hvorved G. indvikledes i en Række
Stridigheder, saa han til sidst p. Gr. a. begaaede
Drab skulde forlade Landet paa 3 Aar. I det
afgørende Øjeblik blev han saa stærkt grebet
af Egnens Skønhed, at han ikke kunde
bekvemme sig til at forlade sit Hjem. Aaret efter
overfaldt hans Fjender ham paa hans Gaard med
overlegen Styrke; længe forsvarede han sig ved
Hjælp af Bue og Pile, men da han, efter at
hans Buestreng var hugget over, bad Hallgerðr
sno sig en Buestreng af hendes Haar, afslog
hun hans Bøn. Efter et langvarigt og
berømmeligt Forsvar faldt G. til sidst for Overmagten.
(Litt.: B. Th. Melsteð, »Íslendinga saga«,
II; Sig. Guðmundsson i »Skirnir« 1918).
B. Th. M.
Gunnar Pálsson, se Pálsson, G.
Gunnarsson [’gøn.arsån], Gunnar, isl.
og dansk Digter, f. 18. Maj 1889 i Præstegaarden
Valþjófsstaður i Fljótsdal; senere flyttede hans
Forældre til Gaarden Ljótsstaðir i Vopnafjord,
hvor Faderen endnu lever som Egnens
Repstyrer. Allerede 17 Aar gl udgav G. sine første
Bøger, to smaa isl. Digtsamlinger (»Vorljoð« og
»Moðurminning«). Aaret efter (1907) rejste G.
til Danmark, hvor han i to Vintre opholdt sig
paa Askov Højskole for at studere nordisk
Aandsliv og befæste sine Kundskaber til dansk
Sprog. 1911 udsendte G. sin første Bog paa
Dansk, et Bd »Digte«. Det blev dog ikke som
Lyriker, men som Epiker, at G. tjente sine
litterære Riddersporer. I 4 Afdelinger (1912—14)
udkom den Slægtsroman »Af Borgslægtens
Historie«, som skabte Opmærksomhed om G.’s
Navn og lod forstaa, at her fremtraadte en
moderne Sagafortæller af Rang. Særlig den 3.
Bog har en plastisk Kraft og Vælde (»Gæst
den enøjede«), som, uden at nogen sproglig
Stilisering er forsøgt, viser Aandsslægtskabet
med den gl. Saga; men som moderne Menneske
raader G. over en stærkere Sensibilitet, og hans
Sans for Nuancerne vokser med hver ny Bog,
han skriver (»Livets Strand«, 1915, »Varg i
Veum«, 1916, »Drengen«, 1917). Som
Dramatiker har G. forsøgt sig med et Par »Smaa
Skuespil« (1917), hvor det dog mere er det
psykisk ejendommelige, end Hensynet til Scenens
Krav, som har gjort sig gældende. Ligesom i
hans Hovedværk er Sceneriet i to Samlinger
»Smaa Historier« (1916—18) overvejende
henlagt til G.’s Fødeø. Mellem de yngre isl.
Digtere, som har været med til at skabe en litterær
Renaissance, indtager G. en Førsteplads.
Adskillige af hans Bøger — særlig Borgslægtens
Historie — findes overs. til fl. Sprog, og paa
Islandsk foreligger de alle.
J. Cl.
Gunnarsson [’gøn.arsån], Sigurður, isl.
Præst og Altingsmand, f. 10. Oktbr 1812, d. 22.
Novbr 1878, Præst paa Østlandet fra 1845 indtil
sin Død og bidrog meget til at vække
Almenaanden i sin Landsfjerding. I sine yngre Dage
berejste han som Følgemand Islands indre
Højland, hvoraf han i Bladene »Norðanfari« og
»Þjólðólfur« har givet interessante Beskrivelser.
1860 udgav han et hist. Aarsskrift »Iðunn«, og
hist.-topografiske Bidrag til Østlandets
Beskrivelse har han offentliggjort i »Safn til sögu
Íslands«, II (Litt.: »Andvari«, 13. Aarg. 1887).
B. Th. M.
Gunnarsson [’gøn.arsån], Tryggvi, isl.
Formand og Bankdirektør, f. paa Præstegaarden
Laufás i Tingösyssel 18. Oktbr 1835, d. 21.
Oktbr 1917. G. var i praktisk Henseende en
af Islands driftigste Mænd. I sin Ungdom fik
han Uddannelse som Snedker og Landbruger.
Efter at have besøgt en Landbrugsskole i
Norge overtog han 1859 Gaarden Hallgilsstaðir i
Tingösyssel, hvor han boede til 1873. 1864
offentliggjorde han i Jón Sigurðsson’s Aarsskrift,
»Ny Fjelagsrit«, 24. Aarg., en fortrinlig Afh.
om Landvæsenet paa Island, »Nokkrar Greinir
um sveitabuskap«. Der var paa Island strenge
Aar i 1860’erne og Handelen paa Nordlandet
var endnu nærmest som Monopolhandelen. For
at raade Bod paa den, købte Indbyggerne i
Eyjafjords- og Tingøsyssel et Handelsskib, som
blev kaldt »Grána«, og stiftede Handelsselskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
