Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gustaf I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
havde nu i det egl. Sverige kun nogle faa
faste Pladser tilbage, forrest bl. dem Sthlm.
Kort efter Christian’s Afsættelse i Danmark
blev Unionen definitivt opløst, idet G. valgtes til
Sveriges Konge 6. Juni 1523. Sthlm, til hvis
Indtagelse han havde haft Hjælp fra Lübeck og
Finland, faldt snart derefter i hans Magt. G.’s
Forsøg paa at bemægtige sig dansk-norske
Provinser (Blekinge og Bohus Len) mislykkedes
dog 1524, om han end i nogle Aar fik Lov at
beholde Bohus Len. — G. fik i de nærmeste
Aartier efter sin Tronbestigelse bl. a. den
vanskelige Opgave at hævde det ny Kongedømmes
Stilling over for de selvraadige Bønder;
navnlig var Balkarlene opsætsige, og maatte med
Strenghed bringes til Lydighed. G.’s Stilling var
saa meget vanskeligere, som hans Magtmidler
ikke var store. Særlig var Kronens økonomiske
Ressourcer overmaade ringe, og G. vendte sig
derfor mod den rige Kirke. Reformationens
Lærdomme var nu, først og fremmest ved
Olavus Petri, overførte tii Sverige, og G.
omfattede de ny Anskuelser med Sympati; dog
turde ved G.’s Angreb paa Kirken
politisk-finansielle Motiver have været de stærkest
virkende. Paa Rigsdagen i Vesterås 1527
fremtvang G. Afgørelsen; han mødte rigtignok stærk
Modstand, men var allerede i Folkets Øjne saa
uundværlig, at alt maatte føje sig efter hans
Villie. G. blev nu Kirkens Overhoved og fik
Raadighed over en stor Del af dennes faste
Ejendomme og øvrige Indtægter. Bestemmelsen
om, at Guds Ord skulde prædikes rent,
betegner det første Trin i Retning af Reformationens
Indførelse. G. maatte dog her gaa forsigtig til
Værks, da Folkets Masse i ringe Grad var
forberedt paa Forandringen; Navnet
Lutheranisme undgik man, og det varede temmelig længe,
før den lutherske Religion fuldstændig
indførtes. G. var under Befrielseskrigene kommen i
et trykkende Gældsforhold til Lübeck og havde
vanskelig ved at betale sin Gæld. Overhovedet
maatte han søge at emancipere sig fra
Hanseaterne, og da Wullenwever med Magt søgte at
opretholde det synkende Hanseatvælde,
optraadte G. i Grevefejden kraftig mod Lübeck,
og den Flaade, som G. paa saa kort Tid havde
naaet at skabe, blev, i Forening med den
danske, Sejrherre i Østersøen.
G.’s Magtstilling synes nu mere betrygget
baade udadtil og indadtil, særlig efter at han ved
Brömsebro-Mødet 1541 havde nærmet sig
Danmark til Beskyttelse mod Kejseren, som
muligen kunde tage sig af Christian II’s Slægt. I
selve Riget er Kirken knust, Bønderne synes
beroligede, og Adelen er siden den sidste Tid
af Unionskrigen svækket, og G. har desuden
vundet den ved at gøre den delagtig i Arven
efter Kirken. G. begynder nu at regere mere
egenmægtig end før. Inddragningen af Kirkens
Ejendomme udstrækkes over Billighedens
Grænser og faar næsten Udseende af
Kirkeplyndring, udenlandske Principper indføres i
Regeringsmaaden, og Kongen vil hævde den
højeste Ejendomsret over Bondejorden. Saa
udbryder et nyt Bondeoprør, det farligste af dem
alle, den smaalandske Dackefejde 1542—43; den
var foranlediget baade af religiøse og
verdslige Grunde. Efter at det ikke desto mindre var
lykkedes G. at knuse Rejsningen, blev han
forsigtigere. Allerede tidlig under G.’s Regering
var der blevet gjort forberedende Skridt til
Arverigets Indførelse, og 1540 aflagde Raadet
m. fl. Troskabsed til G. som Arvekonge, og
1544 fuldbyrdedes i Stændernes Navn i
Vesterås den Arveforening, som indførte lineal og
agnatisk Tronfølge. G. sad nu sikkert paa
Tronen og havde betrygget sin Slægt Besiddelsen
af den. Hans sidste Regeringsaar hengik dog
ikke ganske i Fred og Ro; han maatte
1555—56 føre en besværlig Krig mod Rusland, i
hvilken han en Tid personlig deltog. Forholdet
til Danmark var ej heller godt, og sikkert har
Arverigets Indførelse bidraget hertil.
Som Regent var G. i fuldeste Forstand en
Nyskaber, og som saadan blev han tvunget til
i mange Tilfælde at gaa ud over Grænsen for,
hvad der var Rigets Forfatning. Nogen
virkelig Opfattelse af lovlige Grænser for sin Magt
turde G. næppe have haft, og i Praksis har
han været mere enevældig end nogen anden sv.
Konge. Men denne Enevælde havde et sundt
praktisk Præg, og G. var altid villig til at
raadføre sig med Folket, særlig naar det gjaldt
større Forandringer. Styrelsens Former kan
dog, trods visse Tilløb, ikke siges at være
blevne ordnede af G. Selv regerede han
patriarkalsk, og det blev en senere Tids Opgave at
ordne og skabe Organer for den stærke
Kongemagt, han havde grundlagt. G.’s Forvaltning
bar rige Frugter. Han havde modtaget Sverige
som et ødelagt og lammet Rige, og han
efterlod det stærkt og blomstrende. Han gjorde
Kronen rig, ordnede Skatteforholdene, skabte
en staaende Hær og en stærk Flaade, fremmede
i høj Grad Industri og Handel. Skyggesider i
hans Styrelse er imidlertid, at de økonomiske
Interesser vel meget fik Overhaand, medens den
aandelige Udvikling forsømtes. G. fremtræder
fremfor alt som en Mand med sund Forstand
og Kraft; ved disse Egenskaber samt ved
Folkelighed og Veltalenhed vandt han Folkets Hjerte
og kunde derved udføre det store Værk at blive
den moderne sv. Stats Grundlægger. — G. var
trende Gange gift: 1) med Katarina af
Sachsen-Lauenburg 1531 (d. 1535), 2) med
Margareta Eriksdatter (Lejonhufvud) 1536 (d. 1551),
3) med Katarina Gustafsdatter (Stenbock) 1552
(d. 1621). I det første Ægteskab fødtes Sønnen
Erik, senere Erik XIV, i det andet 10 Børn,
bl. dem Johan III og Karl IX. Det 3. Ægteskab
var barnløst. G.’s Døtre blev gifte med tyske
Fyrster, og gennem disse Forbindelser er G.
blevet Stamfader til adskillige af de nuværende
Fyrstehuse i Europa. G.’s sidste Tid var ikke
lykkelig. Han gør Indtryk af en Mand, som er
blevet opslidt af stadige Besværligheder. Han
var ej heller fri for Familiesorger og nærede
onde Anelser for Fremtiden. Antagelig for
sikrere at betrygge Slægtens Magt gav han i
sit Testamente de yngre Sønner
Hertugdømmer med saa stor Magt, at Kongedømmet
næsten kunde synes delt. Bl. G.’s sidste
Handlinger var den rørende Afsked, han tog med
Stænderne. Han ligger begravet i Upsala. Hans
Statue, modeleret af L’Archévesque, rejstes 1774
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
