Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gustaf I - Gustaf II Adolf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa Ridderhustorvet i Sthlm; en Statue af
ham, modelleret af Zorn, er i senere Tid rejst
i Mora. G.’s Breve er udgivne i den store
Samling »Konung G. I’s Registratur«. (Litt.:
Strinnholm, »Svenska folkets historia
under konungarne af Vasaätten« [Sthlm
1918—20]; Geijer, »Svenska folkets historia«, 2.
Del; Forssell, »Sveriges inre historia från
G. I.« [Sthlm 1869]).
A. S.
Gustaf II Adolf [’gustav], sv. Konge
(1611—32), f. 9. Decbr 1594 i Sthlm, d. 6. Novbr 1632,
Søn af Hertug Karl af Södermanland, senere
Karl IX, og Christina, Datter af Hertug Adolf
af
Holsten-Gottorp og
Sønnedatter til
Landgreve Filip den
Højmodige af
Hessen. G.’s
Opdragelse
lededes med stor
Omhu af Johan
Skytte, som gav
ham en
Uddannelse grundet
paa
Reformationens og
Humanismens
Ideer. Jævnsides
med den
teoretiske
Uddannelse gik den
praktiske.
Meget tidlig fik G. Lejlighed til at
deltage i politisk Gerning, og fra 1610 optræder
han næsten som Faderens Medregent. I
Kalmar-Krigen var han yderst virksom; det var
ham, der indtog Kristianopel med alle de
Forraad, der fandtes i denne Fæstning (26. Juni
1611). 30. Oktbr 1611 døde Karl IX. Egl. skulde
en Formynderregering have styret Riget, i det
mindste til G. var fyldt 18 Aar, men allerede
26. Decbr erklæredes G. af Stænderne for
myndig, og først nu antog han Kongenavnet. I
Mellemtiden var de fleste Regeringsforretninger
afgjorte i Enkedronningens Navn; foruden
hende havde Hertug Johan, Søn af Johan III,
haft Del i Formynderregeringen. At desuden
ogsaa nogle Rigsraader, bl. dem Axel
Oxenstjerna, har deltaget i denne, er urigtigt.
G.’s første Opgave som Konge blev at
forsvare Riget mod Christian IV. Febr 1612
foretog han et Hærgningstog i det nordøstlige
Skaane, som blev haardt ødelagt. Paa Tilbagetoget
blev G. ved Wittsjö overrumplet af en dansk
Rytterstyrke under Brejde Rantzau og Anders
Bille. Svenskerne led alvorlige Tab, og G. var
paa Flugten nær ved at drukne i Pickelsøen ved
Wittsjö (Vidsø). Under Sommerfelttoget 1612
maatte G. søge at hindre Foreningen mellem
de to danske Hære, som fra Øst- og Vestkysten
marcherede mod Sveriges centrale Dele; han
viste her Prøve paa Feltherreegenskaber,
særlig ved en behændig Anvendelse af »de indre
Linier«. Om det end ikke lykkedes Christian
IV at tilføje Sverige noget afgørende Nederlag,
saa havde han dog under Krigen haft en vis
Overmagt, og Freden i Knærød blev ret
dyrekøbt for G. Betalingen af Løsepengene for det
af Danskerne erobrede Elfsborg krævede
navnlig yderst følelige Ofre. Efter Fredsslutningen
i Knærød vendte G. sig mod Rusland. Han
havde arvet ogsaa denne Krig fra sin Fader, som
havde indblandet sig i de Dmitriske
Uroligheder, vel nærmest for ved Landvindinger at
søge Dækning for den finske Grænse og for at
hindre, at Polen fik for stor Indflydelse i
Rusland. G.’s Krig mod Rusland var
hovedsagelig en Belejringskrig; det vigtigste Resultat var
Erobringen af Byen Gdov Septbr 1614. Freden
sluttedes i Stolbova 1617. De store
Erobringsplaner, der havde foresvævet G. og hans Mænd
— Novgorod’s Erobring og en Udvidelse af
Finland op mod Ishavet — kunde ikke realiseres,
efter at Rusland var blevet konsolideret under
Mikael Romanov, og stod ogsaa i for stærk
Modstrid til Englands Handelsinteresser, men
hvad der vandtes, var ikke ubetydeligt:
Ingermanland og Keksholms Len (Karelen). G.
havde herved gjort det ret vanskeligt for Russerne
at gentage saadanne hærgende Indfald i
Finland og Sveriges øvrige baltiske Landsdele, som
var gjorte under de tidligere Vasa-Konger.
Pejpus, Narova, de ingermanlandske Sumpe og
den havlignende Ladoga-Sø syntes ham nu en
naturlig Grænse; »det skulde blive svært for
Russerne at springe over den Bæk«. G. havde
ogsaa nu draget den Grænselinie, der senere
er blevet den adskillende mellem Finland og
Rusland.
Efter 1617 indtræder den fredeligste Periode
af G.’s Regering. For den sv. Stats- og
Samfundsudvikling var G. utrættelig virksom, ikke
blot under denne Fredsperiode, men ogsaa i
Krigstiderne, som jo optog den allerstørste Del
af hans Regering. I alt sit Arbejde støttedes
han kraftig af Rigskansleren Axel Oxenstjerna.
Disse to geniale Personligheder saa at sige
fuldstændiggjorde hinanden; G. med sin
geniale Skarpsindighed og sin ildfulde Iver, der
dog ikke udelukkede et realistisk Syn paa
Forholdene, og Oxenstjerna med sin urokkelige
Ro, kolde Beregning og praktiske Rutine
udgjorde et Statsmandspar, hvis Lige sjælden har
eksisteret. G. er den, som definitivt har
organiseret og lovbundet det Kongedømme, som
skabtes af G. Vasa. Dette var i de forudgaaede
urolige Tider fremtraadt som en stedse mere
paatrængende Nødvendighed, og ved G.’s
Tronbestigelse havde Stændernes Postulater og
Kongens Forsikringer syntes at skulle medføre en
Indskrænkning af Kongemagten, hvilken dog
neutraliseredes af G.’s personlige Egenskaber og
glimrende Regering. G. ordnede Rigsdagen og
gav den mere bestemte Former, fremfor alt
ved Organiseren af Rigsdagen og
Ridderhusordningen 1626. Rigsdagen afløste nu definitivt
Landskabsmyndighederne i Lovgivningen, og
det blev Regel, at Kongen og Stænder gav
Lovene. Ogsaa trængte den Grundsætning
igennem, at Beskatningsretten tilkom Stænderne, om
end dens Udøvelse endnu ikke var indskrænket
til den formelige alm. Rigsdag. Bestemt
indførtes Inddelingen af Rigsdagen i 4 Stænder,
Adelen med Krigsbefalingen som Anneks, Præster,
Borgere og Bønder. Rigsraadet fik ved G. en
 |
| Gustaf II Adolf. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
