- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
438

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gustaf II Adolf

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

af Tronstriden mellem Karl IX og Sigismund,
den var imidlertid ogsaa en Strid til Forsvar
for og til Udvidelse af Sveriges baltiske Magt,
der truedes ved Poloniseringsforsøgene i
Livland; den svensk-polske Strid var endelig
ogsaa, og dette indsaa G. til fulde, et Led i den
store europæiske Kamp mellem Katolicismen
og Protestantismen. De første Felttog førtes
(1621—26) i Livland og havde til Resultat
Livlands Erobring. Riga tages allerede 1621, og
Slaget ved Wallhof 1626 betrygger den
svensk-baltiske Magt mod den kurlandsk-litaviske
Side. G. havde imidlertid ikke tabt den store
Strid i Tyskland af Syne. Han føler allerede
den protestantiske Sag som sin og Sveriges
Sag, og han er ikke uvillig til at gribe aktivt
ind. Det bliver imidlertid Danmark, som først
griber ind, og G. holder sig tilbage. Tanken om
de to nordiske Rigers »Incompatibilitet« synes
at have været for stærk til, at en Nærmelse
mellem dem skulde kunne finde Sted. G.
forlægger sin Krigsskueplads til Preussen.
1626—29 kæmper han her i Weichsel-Egnene med
Polen og optræder ogsaa haardhændet mod
det hohenzollerske Østpreussen. Han er ikke
langt fjernet fra den tyske Krigsskueplads, og
han maa ogsaa senere hen i Krigen kæmpe mod
kejserlige Tropper, der er komne Polen til
Hjælp. G. er imidlertid Herre omkring
Nedreweichsel, men i det egl. Polen er han næppe
trængt ind. Striden mellem det protestantiske
Sverige og det katolske Habsburgs Drabant
Polen var et Moment i den store Religionskrig,
men G. synes at være kaldet til en endnu
kraftigere og mere direkte Deltagelse i denne, da
Christian IV havde totalt Uheld med sig, og
den kejserlige Magt mere og mere bredte sig i
Nordtyskland. Ved fransk Mellemkomst
afsluttedes Vaabenhvile mellem G. og Sigismund i
Altmark 1629: Sverige beholdt Livland og 4
vigtige preussiske Havne. Christian IV havde
ved Ulfsbäck-Mødet 1629 vist sig utilbøjelig til
en Sammenslutning med G. og sluttede Freden
i Lübeck. G. var ene om at optræde mod
Kejseren. Han gjorde sig nu til aktiv Repræsentant
for Protestantismens Sag mod Habsburg, og han
søgte ved Angreb at forebygge de Farer, som
fra den jesuitisk-absolutistiske Magt kunde true
Sverige. Det har været Genstand for megen
Tvist, hvilke inderste Motiver det var, der drev
G. til at indblande sig i den tyske Krig. At det
ikke var Krigslyst og personlig Ærgerrighed,
er ganske sikkert. Om derefter religiøse ell.
politiske Motiver var de stærkeste, derom turde
det være ørkesløst at tviste. Protestantismens
Sag i Tyskland og den svenske Stats Tryghed i
og Uafhængighed over for de kejserlige
Østersøplaner, det var for G. eet og det samme, set
fra forsk. Sider. I G. at ville se enten
udelukkende den trosstærke protestantiske »Gideon«
ell. kun den store Kriger og nordiske Politiker
er utilbørligt; man skiller derved Ting, der
hører uopløselig sammen. — G.’s militære
Magtmidler var ved den tyske Krigs Begyndelse ikke
at foragte. Han havde skabt en ny Hær og en
ny Krigskunst; han havde allerede vist sig som
en Feltherre af første Rang. G. udviklede
kraftig den svenske Hær og gav den en mere
fuldkommen Organisation. Denne betegnedes af, at
Hæren hovedsagelig rekruteredes ved
Udskrivning paa Grundlag af almindelig Værnepligt.
Udskrivningen blev ordnet og skete saa ensartet
som muligt. G.’s Hær var i virkelig Forstand
en national Hær; selv om under Krigen et saa
stort Antal Fremmede hvervedes, at de udgjorde
Flertallet inden for den samlede Hærstyrke, var
det dog altid den nationale Kerne, som gav det
hele Sammenhold og satte sit Præg derpaa. I
Bevæbningen, særlig Musketerernes, indførte G.
vigtige Forandringer; særlig skal her nævnes
Indførelsen af Enhedspatronen og
Enhedskaliberet (20 mm) og Formindskelsen af Muskettens
Vægt; den naaede i G.’s Hær til 4,7 à 5,1 kg,
medens de kejserlige Musketerers Vaaben vejede
6,8 kg. Disse Forandringer er blevne ansete for
at være af en lignende Betydning for deres Tid
som Indførelsen af Bagladesystemet for vor
Tid. Rytteriet kom til at angribe i Galop med
større Fart, end tidligere var brugt; dets
Indhug forberedtes ved Ild fra de mellem
Rytterigrupperne staaende Musketerafdelinger.
Kanonantallet var i G.’s Hær større end i nogen
anden samtidig Hær, og det forøgedes uophørlig.
Angaaende Hærens Forplejning holdt G. ikke
fast ved noget bestemt System; han anvendte
et blandet Magasin- og Rekvisitionssystem paa
en Maade, som senere først gennem
Napoleon atter er kommet til Ære og
Værdighed. Fremfor alt vaagede han over, at ingen
Plyndring forekom, og holdt en streng
Krigstugt.

Maj 1630 tog G. Afsked med Stænderne; i Juni
steg han i Land paa Ruden i Nærheden af
Usedom. Endnu havde han ingen Forbundsfæller i
Tyskland; men snart tvang han Hert. af Pommern
til at tage Parti for Sverige. G.’s første Opgave
var nu at skaffe sig en strategisk Basis. Det
lykkedes ham fuldstændig, og Juledag 1630
indtog han den kejserlige Lejr ved
Garz-Greiffenhagen. Kejserhæren under Conti og
Schaumburg havde vist sig ikke at eje tilstrækkelig
Modstandskraft over for G. Denne opererede
nu videre i Oder-Linien. I Jan. 1631 afsluttedes
med Frankrig Subsidieoverenskomsten i
Bärwalde, og af de tyske Stæder var Magdeburg
traadt over paa G.’s Side. G. synes nu at have
tænkt sig en Fremtrængen mod Elben, for der
at søge at forene andre tyske Tropper med sig,
hvorefter man skulde trænge frem mod
Arvelandene. Nu nærmede imidlertid Tilly sig; men
over for G.’s velvalgte Stillinger og rolige
metodiske Anordninger kunde han intet udrette
og maatte efter yderst anstrengende Marcher
gaa tilbage til Elben; han begyndte nu at
belejre Magdeburg. For G. var det af Vigtighed
at redde denne Stad, men dette umuliggjordes
ved de to nordtyske Kurfyrsters, fremfor alt
den brandenburgskes, Uvillighed. Magdeburg
faldt Maj 1631 og blev opbrændt; muligvis var
Ilden blevet paasat paa Befaling af
Magdeburgs Kommandant, Falkenberg, hvem G. havde
sendt for at tage Ledelsen af Forsvaret, og som
senere var den Kommanderende under Stormen.
Efter Magdeburgs Fald optræder G.
haardhændet mod Georg Vilhelm af Brandenburg og
tvinger ham til vigtige Indrømmelser. G. kan

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:23 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0460.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free