Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gustaf II Adolf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nu gaa over til Elb-Linien. Han tager Stilling
ved Havels Udløb i Elben. Positionen var
mesterlig valgt og trodsede alle Tilly’s
Angrebsforsøg. Det sachsiske Spørgsmaal blev nu
brændende. Kurfyrst Johan Georg havde hidtil søgt
at indtage en Stilling mellem Magterne, at
danne et tredje Parti. Hele hans politiske
System gjorde Bankerot, da Tilly nu fik Ordre til
med Magt at tvinge ham til Lydighed mod det
katolske Parti. Han maatte kaste sig i G.’s
Arme. Hjælpen kom, og i Slaget ved Breitenfeld
(7. Septbr 1631) blev, til Trods for den
sachsiske Hærs Flugt, Sejren Svenskernes. Den ny,
svenske Krigskunst havde fuldstændig sejret
over for den gl. spanske. Hele den politiske
Situation var med eet Slag forandret. Alt, hvad
der var sket efter og ved Sejrene over Böhmen,
Pfalz og Danmark, syntes ophævet ved
Breitenfeld-Slaget. G. var nu afgjort det
protestantiske Tysklands Leder. Han sendte Johan Georg
mod Böhmen, medens han selv over
Thüringerwald rykkede ned i Main-Linien. Denne March
synes mere at være bestemt af politiske
Grunde, Nytten af at stille sig i direkte Forbindelse
med Sydtysklands Protestanter, end af
militære, der vel nærmest burde have talt for en
Forfølgelse og Oprivning af Tilly’s Hær, som
havde trukket sig tilbage til Nedresachsen og
Weser-Egnene. G. rykkede frem til Mainz, hvor
han opholdt sig i Vinteren 1631—32; han var
nu paa Højden af sin Magt, og hans
Hovedkvarter var Midtpunktet for det europæiske
Diplomatis Virksomhed. Hans Stilling var
glimrende, men allerede betragtedes han med en
vis Mistro af sine franske Allierede.
Felttoget 1632 rettedes først og fremmest mod
Bayern, hvis Kurfyrste, Maximilian, var den
katolske Ligas Chef. Ved Donauwörth gik G.
over Donau og snart ogsaa over Lech, hvor
Tilly besejredes. Bayerns Hovedstad faldt, og
G. syntes snart at være Herre over
Donau-Linien. I denne Nød er det, at Kejseren, allerede
frygtende for en svensk Fremrykning mod
Wien, vender sig til Wallenstein. Ved store
Indrømmelser formaar han denne til at tage
Kommandoen. Wallenstein samlede med stor
Hurtighed en Hær og manøvrerede Sachserne
ud af Böhmen. G. havde for et saadant
Tilfældes Skyld anbefalet Kurfyrsten at retirere i
Eger-Linien, hvorpaa Svenskerne og Sachserne
forenede vilde kunne tage Stilling ved Koburg,
en Anordning, som vidnede om stort strategisk
Skarpsyn. Kurfyrsten gik imidlertid tilbage mod
Sachsen i nordlig Retning. Wallenstein forenede
sig med Maximilian af Bayern. G. forblev ved
Nürnberg, hvor han indtog en befæstet Stilling
over for Wallenstein’s Hær. Han befandt sig
imidlertid i en vis isoleret Stilling og havde paa
en vis Maade mistet Initiativet i
Krigsbevægelserne. Efter at have faaet Forstærkninger gjorde
han et Anfald paa den fjendtlige Stilling, men
dette mislykkedes. Da ogsaa Hæren svækkedes
stærkt ved Pest, vendte G. sig atter mod Syd
og rykkede igen ind i Bayern. Wallenstein gik
mod Sachsen, undervejs trækkende
Forstærkninger til sig. Det viste sig snart, at G. maatte
følge Wallenstein, som kunde true hans
Forbindelse med Norden. Johan Georg var desuden
langtfra nogen paalidelig Forbundsfælle. Uden
derfor at forlade Offensiven paa andre Hold
rykkede G. over Thüringerwald ind i Sachsen;
6. Novbr 1632 stod Slaget ved Lützen. Sachserne
stod endnu borte paa den højre Strand af
Elben; men da Wallenstein havde sendt
Pappenheim af Sted mod Halle, besluttede G. at
angribe. Hans Mening var at trænge Wallenstein
Nord paa og afskære ham Forbindelsen med
Arvelandene. Manøvreringen under Slaget
vanskeliggjordes ved den tætte Taage, og inde i
Mørket faldt G. under et Rytterichok; sin Vane
tro tog han personlig Del i Fægtningen. Det
var mod kejserlige Kyrasserer, han faldt; hvad
der i tidligere Tid er blevet sagt om Forræderi
og Snigmord, er uden Grund. Slaget endte med
Sejr for Svenskerne; den var dog ikke saa
fuldstændig, at Wallenstein ikke kunde trække sig
tilbage mod Böhmen.
G. var, saa vidt man kan dømme, uundværlig
for sin Tid; efter hans Død gik den politiske
Udvikling i en hel anden Retning end den, han
havde afstukket. Der fandtes ingen, som fuldt
ud kunde optage og gennemføre hans Planer. G.
har sikkert ikke tænkt paa at bemægtige sig
Kejserkronen. Hans Mening var at danne et
Corpus evangelicorum, en fast Sammenslutning
af Tysklands Protestanter under Sveriges
Protektion og Overhøjhed. Sverige selv skulde
væsentlig styrkes, og formodentlig har G.
ogsaa tænkt sig en dynastisk Forbindelse mellem
den svenske Arvetagerske, Kristina, og
Kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg. Var
imidlertid alt dette lykkedes, saa vilde vel uden
Tvivl det gl. tyske Kejserrige være blevet
sprængt, og G. i Virkeligheden være blevet
den første i Tyskland. I senere Tid er
Opmærksomheden blevet rettet paa, at G. har villet
grunde sin Magtstilling ogsaa paa en
kommerciel og økonomisk Sammenslutning i Tyskland
under svensk Indflydelse. Han har altsaa villet
grunde en stærk nordeuropæisk-protestantisk,
skandinavisk-germansk Magt.
G. var siden 1620 formælet med Maria
Eleonora, Datter af Kurfyrst Johan Sigismund af
Brandenburg. Hun var født 1599 og døde 1655.
Sin Ungdomskærlighed til den svenske
Adelsdame Ebba Brahe (1596—1674) havde han for
en stor Del af Hensyn til sin Moder maattet
ofre. G.’s eneste efterlevende Barn med Maria
Eleonora var Dronning Kristina. Fra en
Forbindelse mellem G. og en hollandsk Kvinde,
Margareta Slots nedstammede Slægten
Vasaborg. G. ligger begravet i Riddarholmskirken.
Hans Rytterstatue, modeleret af L’Archévesque,
er rejst i Stockholm 1796. Göteborg har siden
1854 en Statue af G., modeleret af Fogelberg;
i Sundsvall er ogsaa rejst en Statue af ham, i
Bremen er rejst den første Afstøbning efter
Fogelberg’s Model. (Litt.: Cronholm,
»Sveriges historia under Gustaf II Adolf’s regering«
[Sthlm, Malmö, Lund 1857—72]; Hallenborg,
»Svea Rikes historia under Gustaf Adolf den
stores regering« [1790—1796]; Weibull,
»Gustaf II Adolf« [Sthlm 1881]; Droysen,
»Gustaf Adolf« [Leipzig 1869—70]; Odhner, »Om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
