Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gustaf III - Gustaf IV Adolf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Värälä, ved hvilken status quo genoprettedes. G.
havde dog ved Krigen tilbagevist alle Forsøg
paa russisk Indblanding i Sveriges indre
Forhold og genoprettet Sveriges militære Anseelse,
som i Frihedstiden var blevet stærkt
kompromitteret.
Efter denne Tid begynder G. atter at nærme
sig Rusland, han nærer store Planer om at
komme Frankrigs Konge til Hjælp mod
Revolutionen, samtidig med at han med stor
Interesse fulgte det polske Spørgsmaals
Udvikling og m. H. t. dette lagde fantastiske Planer.
En ny Rigsdag var imidlertid nødvendig for
Ordningen af den senest opstaaede Statsgæld.
Stænderne sammenkaldtes i Gefle 1792. G.
havde truffet store Forsigtighedsregler, og alting
løb i det hele taget af efter hans Ønske. Det
Had, som inden for Adelskredsene gærede imod
Kongen, havde imidlertid naaet sit Højdepunkt,
og en Sammensværgelse dannedes for at
ombringe G. I den egl. Sammensværgelse deltog
7—8 Personer, blandt dem Anckarström,
Greverne Ribbing og Horn samt sandsynligvis den
gl. Partimand Pechlin. Der var dog adskillige
andre Adelsmænd, som ikke var fremmede for
Planen om et Statskup. 16. Marts 1792 skete
Attentatet, idet Anckarström under et
Maskebal paa Operahuset affyrede et Pistolskud mod
G. Saaret syntes i Begyndelsen ikke dødeligt,
men forværredes senere — Pistolen havde været
ladet bl. a. med Skraa- og Sømstumper — og
29. Marts døde Kongen. De Sammensvorne
opdagedes snart, men kun een, nemlig
Anckarström, straffedes med Døden.
G. har haft meget stor Bet. for Sveriges
Litteratur og Kunst. Under hele sin Regering
udfoldede han en storartet Mæcenatvirksomhed,
og navnlig var det en smuk Side ved denne, at
den var saa fri for al Bismag af kongelig
Nedladenhed. G. stillede sig i et fortroligt Forhold
til mange af Tidens Digtere og Kunstnere og
drog dem ind i sin intime Omgangskreds. Selv
udøvede han Tegnekunsten. G. var en ret
fremragende Forfatter, fremfor alt paa det
dramatiske Omraade. Det svenske Teater var en af
hans Yndlingsskabelser, og dels her, dels paa
den mere private Hofskueplads gik hans
Skuespil over Scenen. G. valgte gerne Emner af
Sveriges Historie, og overhovedet gaar der
gennem hans Dramatik en stærk national Aand,
om end Skuespillene i Henseende til Intrige og
tillige ofte i Replikbehandling var byggede paa
franske Stykker. Udførlig Plan lagdes af G.,
hvorefter oftest en ell. anden af de ham
nærstaaende Digtere foretog den udførlige
Tekstbehandling. Af de mere fremragende Dramaer
skal nævnes: »Gustaf Adolph’s Ädelmod« (1783),
»Helmfelt« (1783), »Gustaf Adolph och Ebba
Brahe« (1783), »Gustaf Vasa« (1786). Af stor
Bet. blev de Akademier, som G. oprettede:
»Musikaliska akademien« (1771), »Vitterhets-,
historie- og antiqvitets akademien« (1786) samt
fremfor alt det efter det franske Akademis
Mønster oprettede »Svenska akademien« (1786).
I det svenske Akademis første Priskonkurrence
vandt G. Prisen for et »Äreminne öfver Lennart
Torstensoncc.
Faa Mennesker er blevne saa forskellig
bedømte som G.; baade i levende Live og efter
Døden var han Genstand for de mest forskellige
Domme. For en Del turde dette bero paa de
store og mærkværdige Modsætninger i hans
Karakter; hele hans Personlighed synes desuden
at have været underkastet en uophørlig
fremadskridende Udvikling, der stundom rent ud
antog Karakteren af Forandring. Med al hans
Forfængelighed og Hulhed var G. dog et sjældent
genialt Menneske, og der fandtes hos ham et
Fond af virkelig Storhed. Han er den sidste af
Sveriges Konger, som helt og fuldt satte sin
Aands Præg paa sin Tidsalder. G. ligger
begravet i Riddarholmskirken. Hans Billedstøtte,
modeleret af Sergel, rejstes paa Skeppsbron i
Sthlm 1808. Hans Slægt levede kun videre
gennem G. IV Adolf; en anden Søn Karl G. døde
spæd 1783. (Litt.: Geijer, »Konung Gustaf
III’s efterlemnade och 50 år efter hans död
öppnade papper« [Upsala 1843—45]; Odhner,
»Sveriges politiska historia under konung
Gustaf III’s regering« [Sthlm 1885—96]; Tegnér,
»Från Tredje Gustaf’s Dagar« [Lund 1892—94];
Beskow, »Om Gustaf III såsom konung och
menniska« [Sthlm 1860—61]; Levertin,
»Gustaf III som dramatisk författare« [Sthlm
1894]; Samme, »Gustaf III, en karaktärskiss«
[i »Ord och Bild«, Sthlm 1892]; Schück,
»Gustaf III, en karaktärstudie« [Sthlm 1904]).
A. S.
Gustaf IV Adolf [’gustav], sv. Konge
(1792—1809), f. i Sthlm 17. Novbr 1778, d. i Skt Gallen
7. Febr 1837, Søn af Gustaf III og Sofia
Magdalena af Danmark. Hans Fødsel gav Anledning
til bittert
Uvenskab mellem
Gustaf III og
dennes Moder,
Lovisa Ulrika,
der havde
lyttet til de
Rygter, der gik, at
G.’s Fader
skulde være
Hofstaldmester
Munck. G.’s
Opdragelse
lededes med
Alvor og
Dygtighed af Nils von
Rosenstein.
Den overdrevne
Etikette,
hvormed Kronprinsen omgaves, og den Omstændighed, at han alt for
tidlig kom til formelt at deltage i Statssager,
var ikke til Held for hans Uddannelse. 13. Marts
1792 blev G. Konge. Regeringen førtes under
hans Mindreaarighed af hans Farbroder,
Hertug Karl. Allerede før Myndighedsalderen
forlovedes G. med en mecklenburgsk Prinsesse,
men Forlovelsen hævedes, og der blev i Stedet
Tale om Giftermaal med Katharina II’s
Sønnedatter Alexandra. Om Efteraaret 1796 besøgte
G. tillige med sin Formynder Petrograd; men
da han gjorde Vanskeligheder ved saa formelt,
som man fra russ. Side ønskede det, at tilsikre
Storfyrstinden fri Religionsøvelse, kom
Forlovelsen ikke i Stand, og G. vendte med uforrettet
 |
| Gustaf IV Adolf. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
