Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gustaf IV Adolf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sag tilbage til Sverige. Her saa man i hans
Optræden et Bevis paa Karakterfasthed — han
havde jo vovet at trodse den mægtige
Kejserinde — og det var ikke mindst derfor, at hans
Tiltræden af Regeringen 1796 hilstes med stor
Glæde. Han var allerede bekendt for Gudsfrygt,
Sparsommelighed og Fasthed; at han ikke var i
Besiddelse af nogen glimrende Begavelse,
vidste man, men just paa Grund heraf troede
mange, at man skulde slippe for en Gentagelse
af Faderens eventyrlige og letsindige politiske
System. I Virkeligheden fremtraadte ogsaa G.’s
gode Sider i den første Del af hans Styrelse.
Foruden de nævnte Egenskaber viste han en
udpræget Retskaffenhed og Pligttroskab, samt
holdt sig, i Modsætning til Faderen, fri for al
utilbørlig Indflydelse af Yndlinge. I Sveriges
Historie og Statsvæsen havde han ret gode
Kundskaber og mentes i Alm. at have et godt Blik
for den indre Forvaltning og dennes Krav. Over
for alle friere Samfundsbevægelser stillede han
sig tilbageholdende; saaledes indskrænkede han
1798 i høj Grad Trykkefriheden. Den
Opposition, som paa Norrköping Rigsdag 1800 viste
sig mod G.’s Regering, gjorde Kongen endnu
mere konservativ sindet; den havde ogsaa
været til en vis Grad paavirket af de ny fr.
Frihedsideer. Den Plan til Statsgældens
Ordning, som Rigsdagen havde vedtaget, kunde
ikke gennemføres, og G. lod da udkaste en
ny Plan, hvis Udførelse muliggjordes, delvis
ved Wismar’s Pantsættelse til
Mecklenburg-Schwerin.
1800 deltog G. i den mod England rettede
væbnede Neutralitet, hvilken dog sprængtes ved
Slaget paa Kbhvn’s Red og Kejser Poul’s Mord.
G.’s Forhold til Rusland var i den nærmeste Tid
ikke godt; 1803 var det ikke langt fra, at et
Brud var opstaaet. Lige indtil 1803 havde
imidlertid G.’s Regering i det hele taget været ret
lykkelig. Nu begyndte den kritiske Tid. G.’s
Optræden i udenrigspolitisk Henseende var
længe i den sv. hist. Litt. Genstand for den
skarpeste Dadel, men i senere Tid er en
udpræget Strømkæntring i Opfattelsen indtraadt.
Medens man tidligere fandt hans Deltagelse i
Kampene mod Napoleon foranlediget
udelukkende af en personlig fanatisk Uvillie mod
Napoleon, i hvem han skulde have set Antikrist,
har et fordybet Forskningsarbejde udvist, at
der til Grund for G.’s Optræden laa en
realpolitisk Opfattelse af, at Sverige i den store
europ. Krise næppe kunde bevare sin
Neutralitet og i ethvert Tilfælde umulig kunde gaa
mod England, da dets økonomiske Forbindelser
med dette Land ikke kunde overskæres ell.
risikeres. Hertil kom saa Uvillien over Hertugen
af Enghien’s Henrettelse. Ulykkerne for G. og
Sverige var, at Kongens Anskuelser ikke
deltes af Nationens Flertal, fremfor alt ikke
af dens indflydelsesrige Kredse, og det var
paa denne Modsætning, at G. til sidst bukkede
under, saa meget mere som han ikke besad
de Egenskaber, som kunde have gjort ham til
en virkelig, al Modstand overvindende Leder.
G. deltog nu i Koalitionen af 1805 mod
Frankrig, men hans Krigsførelse i Tyskland blev
saare lidet heldig, og da Preussen Foraaret
1806 kom i nærmere Forbindelse med
Napoleon, var et aabent Brud mellem denne Stat
og G. nær indtruffet. I Preussens Kamp med
Napoleon 1806 var G. selvfølgelig dets
Forbundsfælle, men kunde ikke bringe nogen Hjælp
af Betydning. Da han havde forladt Tyskland,
lykkedes det Toll at redde den sv. Hær derved,
at han førte den fr. Marskal Brune bag Lyset;
under Antydning af, at G. var afsat,
formaaede han Brune til at tilstaa uhindret
Afrejse. Pommern var dog tabt. Freden i Tilsit
gjorde Napoleon og Alexander I til Venner,
og Alexander angreb nu sin tidligere
Forbundsfælle G. Snart optraadte ogsaa Danmark mod
Sverige, efter at det siden Bombardementet
af Kbhvn fuldstændig havde kastet sig i
Napoleon’s Arme. G. var ikke uvirksom over for
Faren, men i sine Forholdsregler fik han ikke
den Understøttelse af de civile og milit.
Embedsmænd, der havde været nødvendig for et
heldigt Udfald af hans Bestræbelser, og
Modsætningen mellem hans System og de alm.
politiske Følelser i Landet blev alt mere
udpræget. Den nyere hist. Opfattelse har dog villet
hævde, at G. i Grunden havde Ret i, at man
umulig kunde fjerne sig fra England. Han
vilde rejse et Landeværn paa 30000 Mand. Folket
underkastede sig Befalingen, skønt den egl.
indeholdt en Overskridelse af Kongens Rettigheder,
men Landeværnet udrustedes og forplejedes
saa slet, at det ikke blev til nogen Nytte for
Forsvaret, og en stor Del af det bukkede
under for Epidemier. Krigsføringen var ikke
lykkelig; dte stærke Hær afdelinger, der laa i
Skaane og ved Vestgrænsen, kunde ikke
komme til nogen betydningsfuld Anvendelse, og
Faren fra Danmark kunde næppe være
overhængende, da G. jo havde England til
Forbundsfælle. Det er ogsaa blevet bebrejdet G.,
at han afviste eng. Hjælpetropper af Vrede
over, at han ikke fik Overkommandoen over
dem; her maa dog bemærkes, at disse eng.
Tropper nærmest vilde indskrænke deres
Opgave til at garnisonere i og forsvare det næppe
af nogen Fare truede Göteborg. Finland, som
trængtes haardt af Russerne, maatte imidlertid
forsvare sig selv, hovedsagelig kun med finske
Regimenter; den finske Armé havde desuden af
G. faaet den mindre dygtige Klingspor til Chef.
De Fordele, den til Trods derfor vandt, burde
have foranlediget G. til at bringe den kraftig
Hjælp; navnlig kunde saadan være blevet bragt
Ved at landsætte stærke Hærafdelinger i det
sydlige Finland, hvor de havde kunnet true
Russernes Tilbagetogslinie. De Foranstaltninger,
som G. i saa Henseende anordnede, lykkedes
imidlertid ikke, da for faa Tropper anvendtes
dertil, og Landgangsforsøgene vel ogsaa
gjordes paa uheldig valgte Steder. Under et
saadant Landgangsforsøg paadrog Garden sig G.’s
Misfornøjelse, skønt den efter den alm. Mening
ikke havde gjort sig skyldig i nogen
Forsømmelse. G. lod Garden med Skændsel degradere
fra dens Rang, hvad der i Officerskorpset vakte
en glødende Forbitrelse mod ham.
Fra 1809 blev det en mere og mere bestemt
Mening i Landet, at man ikke kunde lade den
alt mere upopulære G. vedblive med en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
