Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Guttiferales - Guttiferæ - Guttinguer, Ulric - Guttstadt - Gutturaler ell. Gutturallyd - Gutturaltone - Guttæ - Gutzkow, Karl Ferdinand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Guttiferales, Orden af tokimbladede og
frikronede Planter, næsten alle Vedplanter,
hvoraf mange i Bark, Blade og andre Dele har
Gange og Beholdere med Gummiharpiks.
Blomsterne er 5-tallige, undersædige og
regelmæssige. Støvdragerne er spaltede, hvorved deres
Antal bliver stort; hos nogle Slægter er de
flerknippede. Frugtknuden er delt i flere Rum. —
Til G. hører bl. a. Dilleniaceæ, Theaceæ,
Dipterocarpaceæ, Perikumfamilien og
Guttiferæ.
A. M.
Guttiferæ (Clusiaceæ), Fam. af tokimbladede
og frikronede Planter af Ordenen Guttiferales,
Træer ell. Buske med modsatte, hele og
helrandede Blade, oftest uden Akselblade. I
Barken findes Sekretgange med Gummiharpiks;
hos mange er Bladene forsynede med
Oliekirtler. Blomsterne sidder i Spidsen af Grenene,
ofte i skærmlignende Stande. De er
regelmæssige og ofte særkønnede. De talrige
Støvdragere er fri ell. sammenvoksede; Støvvejen
bestaar af 5—3 Frugtblade med et tilsvarende
Antal Rum ell. kun 1; Griffelen er kort og
Arret hyppig bredt. Frugten er forskellig, Frøene
har ingen Frøhvide. G. tæller over 400 Arter
og er især udbredte mellem Vendekredsene, de
fleste i regnrige Egne. Af flere Slægter, saasom
Calophylum, Clusia, Garcinia og Mammea,
anvendes enten det haarde Ved, deres
Gummiharpikser ell. Frugterne.
A. M.
Guttinguer [gytæ’gæ.r], Ulric, fr. Digter
(1785—1866), hørte til Romantikkens fyrigste
Forkæmpere. Hans elegant skrevne kritiske
Breve Nadir (1822) og Stemningsdigte
Mélanges poétiques (1824, 3. Opl. 1828) gjorde stor
Lykke. Fremdeles forfattede han Dithyrambe
sur la mort de Byron (1824), Le bal (1825),
Recueil d’élégies (1829), Fables et méditations
(1837), Les deux âges du poète (1844), Dernier
amour (1852), flere Romaner o. a.
S. Ms.
Guttstadt [gut∫tat], By i den preuss. Prov.
Østpreussen, Regeringsdistrikt Königsberg, ved
Jernbanen Göttkendorf-Kobbelhude. (1910) 5039
Indb., mest rom.-kat. G. har Jernstøberi. Ved
G. vandt Russerne 6. Juni 1807 en Sejr over
Franskmændene.
G. Ht.
Gutturaler ell. Gutturallyd burde egl.
udelukkende være Benævnelsen for de i
Struben (lat. guttur) dannede Lyd, de saakaldte
gutturales veræ. Den bedst kendte af de
herhenhørende Konsonanter er h; ogsaa det
danske »Stød« (alm., men ikke heldigt, kaldet
Stødtone), der f. Eks. findes i Slutn. af Mand
og kom (Fortid) i Modsætning til man og kom!,
er en G., der dannes ved en hurtig
Sammenklapning af Stemmebaandene; andre G. findes
navnlig i de semitiske Sprog. — I den gængse
Sprogvidenskab, der paa mange Punkter har
beholdt en nedarvet Terminologi fra Tider, da
Fonetikken ikke endnu var meget dyrket, findes
Benævnelsen G. meget hyppig brugt om en hel
anden Klasse Lyd, bl. a. k, g, som rigtigere
kaldes Postpalataler; se Ganelyd. Med Hensyn
til »Gutturalspørgsmaalet« i indoeuropæisk
(arisk) Sprogvidenskab se Palatalloven.
O. Jsp.
Gutturaltone, Gutturalklang,
Strubeklang, Halsklang, en fejlagtig
Tonedannelse, som fremkommer derved, at Strubelaaget,
Strubehovedet ell. Tungen under Sangen
indtager fejlagtige Stillinger og derved hindrer
Tonen i at modtage den rette Resonans under
Frembringelsen.
S. L.
Guttæ (lat.; ordret: Draaber) betegner i
Arkitekturen en Enkelthed i den doriske
Søjleordens Bjælkeværk, nemlig de smaa
kegleformede, sømhovedlignende Fremspring eller
Tapper, der er anbragte dels paa Undersiden af
Krongesimsens Mutuler, dels langs
Underkanten af Triglyfferne (smlg. Søjleorden).
C. A. J.
Gutzkow [’gutsko.], Karl Ferdinand,
tysk Forf., f. i Berlin 17. Marts 1811, d. i
Sachsenhausen ved Frankfurt a. M. 16. Decbr 1878.
Han var Søn af en Berider hos Prins Wilhelm
og tilbragte sin
Barndom i
Staldbygningen
bag Akademiet
paa »Unter den
Linden«. I sin
Bog »Aus der
Knabenzeit«
(1852) og
senere i sine
Erindringer
»Rückblick auf
mein Leben«
(1875)
mindedes han med
Varme sine
Barndomsaar i
den gl., længst
forsvundne
Bygning. Han
studerede Filosofi og Teologi paa Univ., men
under det levende Udtryk af Tidens politiske
og litterære Rørelser og Julirevolutionen viede
han, der allerede i sine sidste Skoleaar havde
skrevet i Bladene, sig til Journalistikken.
Wolfgang Menzel tog sig af den unge Skribent og
knyttede ham til »Literaturblatt«, af hvilken Grund
G. i nogen Tid tog Bolig i Stuttgart. Allerede
1831 var han fremtraadt som Forf. med
Skriftet »Forum der Journalliteratur«. Han fortsatte
i de flg. Aar sin Forfattervirksomhed med
novellistiske, af Tiden prægede Skildringer som
»Briefen eines Narren an eine Närrin«, og med
Romanen »Maha Guru«, udgav ogsaa
politisk-litterære Essays som »Öffentliche Charaktere«.
Han tog Doktorgraden i Berlin, opholdt sig
snart i denne By, snart i Leipzig, Frankfurt a.
M. og foretog Rejser til Udlandet, alt medens
hans Navn trængte igennem som en af det ny
Tysklands Penneførere. Wolfgang Menzel
»angav« paa hadefuld Maade sin tidligere
Medarbejders Roman »Wally, die Zweiflerin«
(Mannheim 1855), hvad der havde til Følge, at
Bogen blev konfiskeret og G. i Berlin blev idømt
en tre Maaneders Fængselsstraf, som han
afsonede i Mannheim 1855. Hans hypokondre og
mistænksomme Sindelag, der ofte brød frem og
skadede ham, ja tilsidst nedbrød ham
aandeligt, kan sikkert føres tilbage til denne
Begivenhed. Fra 1837—42 ledede G. i Hamburg
Tidsskriftet »Der Telegraph«, alt medens han
 |
| K. F. Gutzkow. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
