Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gymnastik - Romerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Landet for at se overraskende Kunststykker blot til
tom Lyst i Øjeblikket, udførte af Personer, der
ellers var dem ligegyldige. Nej, de Kæmpende
i Legene var Folkets egne Børn, en Søn, en
Broder, en Ven; de var den skønneste Blomst
af den Ungdom, der var Grækernes
Fremtidshaab, fordi den skulde værne og bevare det
Grækenland, de elskede, og den Frihed, de satte
højere end Livet. Da Solon skal forklare
Skythen Anacharsis det sande Værd af de gymniske
Kamplege, som syntes denne meningsløse og
latterlige, siger han bl. a.: »Sad du selv midt
imellem Tilskuerne og saa paa de unge Mænd,
saa deres Mod, deres Skønhed, den
vidunderlige Harmoni i deres Legemsformer, deres
uovervindelige Kraft og Dristighed, det
ærekære og ubetvingelige Sind i deres Kamp om
Sejrsprisen, ja, da ved jeg, at heller ikke du
vilde blive træt af at juble og klappe . . .
Disse Legemsøvelser holdes ikke alene for
Kamplegenes Skyld, for at kunne vinde Sejrsprisen.
Thi den kan blot nogle faa af alle Kæmpende
vinde . . . Det gælder ikke om en Krans af
Oliegrene, men om een, som i sig omfatter de
Dødeliges hele Livslykke, jeg mener den
enkeltes og det hele fælles Fædrelands Frihed,
Velfærd og Ære og den glade Nydelse af de
hjemlige Fester og sine Kæres Sikkerhed«. Ud
af disse Lege, ud af denne Aand er den gr.
Billedhuggerkunst baaret. I Slægtled efter
Slægtled har de gr. Billedhuggere udformet det gr.
Menneskeideal: den frie, skønne
Menneskeskikkelse, Helten, Frihedens Forsvarer.
Men skønt den gr. G. var en af de mest
vidunderlige menneskelige Institutioner i sit
Udspring, i sit Forløb og i sine Virkninger, var
den dog kun menneskelig, og da det gr. Folk
havde naaet sit Højdepunkt og begyndte at
dale, udartede G. Kilden til dens Storhed blev
ogsaa Kilden til Forfald, nemlig de olympiske
Lege. De materielle Belønninger, som
efterhaanden føjedes til Æren for Sejren, blev saa
store, at de fristede til at sætte alt ind paa
at sejre, til at gøre det til hele Livets Maal.
Lidt efter lidt fremstod der saa en Klasse
Mennesker, der gjorde G. til deres Levebrød og
deres Haandværk. De drog omkr. fra Fest til
Fest; Publikum tiljublede dem Bifald, og deres
Bysbørn overøste dem med Belønninger. Men
Deltagerne i Legene blev færre og færre; thi
alm. Mennesker kunde ikke maale sig med
disse professionelle Atleter. Dette Navn, Atlet,
der fra Beg. brugtes om enhver, som deltog i
Kamplegene, anvendtes nu kun om disse.
Legemsøvelserne dreves ud over naturlige
Grænser; Kampene blev mere raa og blodige. Den
alsidigt udviklende Pentathlon traadte mere og
mere i Skyggen for Nævekamp og Pankration.
Det synes uforstaaeligt, at et saa højt dannet
og æstetisk fintfølende Folk som det gr. kunde
finde Behag i at se paa disse blodige og
barbariske Kamplege (de indførtes som nævnt længe,
før Forfaldet begyndte, 688 og 648 f. Kr.); det
er fra dem, at den professionelle Atletisme
tager sit Udspring. Vi har Platon’s Ord for, at
Atleterne ikke tog sig andet for end at
forberede sig til Væddekampene. Deres hele Liv
var en lang Træning. Daglig foretog de meget
stærke og voldsomme Øvelser, og efter dem
indtog de unaturlig store Mængder Føde efter en
bestemt Diæt og sov saa en lang Søvn. De
øvede sig ensidigt i den Kampart, i hvilken de
vilde optræde. Det er klart, at disse Atleter
og deres Væddekampe maatte tabe i Anseelse.
Den bedste Del af Ungdommen fortsatte endnu
en Tid deres Legemsøvelser i Gymnasierne;
men da de holdt sig borte fra Festerne, savnede
de den mægtige Spore, som disse Fester engang
havde været. Mange af Grækenlands bedste
Mænd hævede deres Røst mod Atleterne.
Euripides kaldte deres Liv unyttigt for Staten; Solon
misbilligede, at man gav de sejrende Atleter
store Belønninger og viste dem en Ære, som
om de havde gjort Fædrelandet store Tjenester.
Galenus forkastede Atletismen set fra et
Lægestandpunkt, Platon siger, at Atleterne sov
Tiden bort, og naar de fjernede sig lidt fra
Diæten, faldt de i svære Sygdomme. Feltherrerne
regnede dem for ubrugelige til Krigstjeneste.
Filosofferne sagde om dem, at deres aandelige
Evner tog af i samme Grad, som deres
legemlige Kræfter tog til. Saaledes staar Atletismen
i Grækenland som et advarende Eksempel,
medens den herlige helstøbte gr. G. er for
Efterverdenen et manende Vidnesbyrd om, hvad
legemlig Opdragelse betyder.
Romerne var lige fra første Beg. i ganske
særlig Grad et krigersk Folk. Opdragelsen af
Ungdommen gik derfor næsten udelukkende ud
paa at gøre den dygtig til Krigstjeneste. De
Legemsøvelser, der fandtes hos dem, var ikke
som hos Grækerne et Led i Opdragelsen og
Udviklingen af »Mennesket«, men af »Soldaten«;
naar de rom. Drenge løb, brødes, kastede med
Spyd og lærte at svømme, fægte og ride, var
det simpelt hen, fordi Krigen krævede, at
Soldaterne kunde disse Ting. De rom. Soldaters
Vaaben og Rustning var større og tungere end
andre Folks; deres Kræfter og Udholdenhed
maatte derfor opøves i Forhold hertil. De blev
især øvede i at gaa lange Marcher under
forøget Oppakning (60 Pd). De skulde kunne løbe
og springe fuldt bevæbnede. Øvelserne foregik
især paa Marsmarken, og naar de var endte,
kastede man sig i Tiberen for ved et Bad at
rense sig for Sved og Støv. Romerne havde
som Grækerne fra deres tidligste Tid offentlige
Lege. Oprindelsen til dem var den samme hos
begge Folk; de var Fester til Ære for Guderne,
en Del af deres Gudedyrkelse. Naar Romerne
havde sejret, og det gjorde de som oftest,
bragte de offentlige Lege — ludi Romani — som
Takofre til Guderne. Men hos Romerne fik disse
offentlige Lege, hvor prægtige og glimrende de
end var, aldrig den Bet. som hos Grækerne.
Thi meget hurtigt blev det professionelle
Element bl. de Optrædende det fremherskende;
Romerne ansaa det for at være under deres
Værdighed at deltage i Legene, der derfor
aldrig blev andet end Forlystelser for Folket. Jo
mægtigere Rom blev, og jo mere Rigdom der
opdyngedes, desto mere demoraliseredes
Folket. For at købe sig dets Gunst og dets Stemme
søgte de politiske Førere stadig at overbyde
hinanden i at finde paa nyt ved Legene til at
pirre det forvænte Folks slappe Nerver med.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
