Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gæslingeblomst - Gæst - Gæstebud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fleraarige Urter med hele, undertiden tandede,
Blade og smaa, gule ell. hvide Blomster.
Støvtraadene har ingen Tænder. Skulpen er
ægformet ell. elliptisk, sjælden linieformet, og dens
Klapper har een svag, men dog nogenlunde
tydelig Midtnerve. I Frøene ligger Roden op
til Randen af Kimbladene. Omtr. 150 Arter, de
fleste i Bjergegne. Meget alm. i Danmark og
det østlige Norge er Vaar-G. (D. verna L.),
der ogsaa henføres til en egen Slægt (Erophila
DC.); Bladene er alle grundstillede, og
Kronbladene hvide og tokløvede; den er enaarig og
blomstrer i Marts—Maj. Ved Kulturforsøg er
det godtgjort, at denne Art adskilles i et større
Antal aldeles konstante Smaaarter. I Norge
vokser fl. mere ell. mindre sjældne Arter paa
Fjeldene; af disse er et Par ogsaa fundne i
Danmark.
A. M.
Gæst (lat. hóspes) brugtes i det ældre
danske Sprog foruden i sin nuv. Bet. ogsaa om
Fremmede, særlig om fremmede Handlende.
Det laa ikke nødvendigvis i Begrebet, at Vedk.
var Udlænding, det var nok, at han ikke var
hjemmehørende paa Stedet. — I Norge
anvendtes G. (gestr) i Middelalderen ogsaa om
Medlemmerne af den ene af de 3 Korporationer,
hvori den norske Konges Hird var inddelt.
G. dannede et Slags Politikorps, hvis Opgave
det var at udføre Vagt- og Polititjeneste,
særlig at fuldbyrde Kongens Straffedomme.
P. J. J.
Gæstebud. Festlige Sammenkomster med
Fællesmaaltid som Hovedpunkt var Udtryk for
det opr. Menneskes selskabelige Trang til den
Glæde, som fødes, højnes og bliver smitsom
under Samvær med mange. Hos primitive Folk
finder denne kollektive Livsglæde sit Udtryk i
højrøstet og ubændig Lystighed. Hos Oldtidens
Folk var G. en Del af den religiøse Kultus,
opr. skabt ved Sammenskud af Føde- og
Drikkevarer (se Føring), og knyttedes til Folkets
store Aarsfester. Senere, naar en enkelt indbød
for sin egen Regning i private Anledninger,
ophørte ikke den Skik, at hver Gæst medførte sin
Kvotadel af Fortæringen. Senest erstattedes den
ved Ydelser i Penge. Under begge Former
lever Skikken endnu hos danske Bønder.
De ældste helleniske G. var
Føringsgilder; men endnu efter at Indbydelser kom i
Brug, kunde Gæsterne medbringe Uindbudne.
Misbrugene skaffede disse Navn af Skygger
(σκῖάι, umbræ), Parasitter ell.
Snyltegæster. G. omtales allerede hos Homer. De
var tarvelige, og de spartanske G. (Sysitier)
vedblev saaledes, men i det øvrige Hellas
avlede den voksende Kultur Overdaad og
omstændelige Bordskikke. Gæsterne mødte festlig
klædte i lyse ell. stærke Farver, badede og
salvede. Spisesalen var smykket med
Blomster i Guirlander og Kranse; over Bordene hang
Roser, Tavshedens Symbol, til Tegn paa, at
hvad der sagdes sub rosa, burde ikke komme
videre. I tidligere Tid havde man siddet til
Bords; nu laa man 2 og 2 paa Sofaer (κλίνη),
hvilende paa venstre Albu. Hver Sofa havde
sit Bord for sig. Naar man havde lagt sig, tog
Tjenerne Fodtøjet af og bød Vand til
Haandtvæt. Haandklæder medførtes. Duge brugtes
ikke, men mellem hver Anretning tørtes
Bordpladerne med Svampe. Forskærere delte
Maden i lige Portioner. Den spistes med
Fingrene, saa hed, at Fingerhætter benyttedes.
Maaltidet kom op i 3 Sæt. Det første var
appetitvækkende krydret, det andet solidt.
Derefter fjernedes Bordene; Gulvene rensedes,
Haandtvætsvand og parfumerede sæbelignende
Præparater bødes rundt, Drikofferet bragtes —
i ublandet Vin. Tredie Anretning, Frugt, Ost,
Bagværk, Salt (for at vække Tørst), sattes
frem; Kranse af Violer, Roser, Vedbend
paasattes, og Ranker af Sølvpoppel og Blomster
vandtes om Legemet. Symposiet
(Drikkelaget) begyndte, ledet af Symposiarchen,
ofte Værten selv. Man drak af Kratere (lig
vor flade Champagneglas), Skaaler tømtes for
Zeus Soter (den frelsende), for Hygieia,
Helsengudinden, og for Fylgjerne. Somme drak
Runddrik, andre paa Venners Sundhed og
maatte tømme saa mange Kratere, som
Paagældende havde Bogstaver i Navnet. Hetærer
viste sig, Fløjtespillersker forlystede Gæsterne,
og Skyggerne takkede for Traktementet
ved at gøre sig morsomme. Gaader og Grifer
yndedes; Værten fordelte Gaver (ξενία) eller
lod dem bortlodde. Kvinder var udelukkede, og
det var Skik, at i Mænds Samkvem maatte de
ikke omtales hverken med Ros ell. Dadel. G.
begyndte om Aftenen, endte sent, og ved
Daggry gik man larmende hjem med Fakler og
Fløjter foran Toget. Romernes G. var opr.
tarvelige, senere yderst overdaadige.
Bordskikkene var hellenske. Spisebordene havde Sofaer
(lecti) paa de 3 Sider. Der skiftedes Dragt, og
Haandtvæt foretoges under Maaltidet. De
pompøst klædte Tjenere opvartede syngende i
Rytmer afpassede efter Ydelserne. Kejserens
Symposier lededes af en rex convii, rex magister ell.
arbiter bibendi. Spisesalen blev til et Teater
med Musik, Dans, Gladiatorer og Gøglere.
Kejsernes G. skilte sig ikke fra de Fornemmes
uden ved Bordservicets Pragt, ved at der vel
indbødes Folk af tredie Stand, men ikke
Frigivne, og ved at alle Gæster fik af de samme
Retter. Hos Fornemme var baade Bordtøj, Mad
og Drikke afpasset efter Gæsternes Stand. Især
gik det ud over de fattige, af Tjenerskabet
foragtede Klienter, der behandledes værre
end Tiggere. Ved Siden af de kejserlige G.,
hvor mange Hundreder beværtedes, bevaredes
dog Traditionerne fra Hellas’ Glanstid, de smaa
G., hvor, som Varro siger, Gæsternes Tal
varierede mellem Gratiers og Musers, og Sydens
Aand kom til Orde i munter, aandrig, fint
dannet Samtale, og der glimredes med det
slagfærdige Vid, det Salt, der kun fandtes inden
for Bymurene, med Urbaniteten. Der læstes
Digterværker og samtaledes æstetisk, og der
fandt musikalsk og teatralsk Underholdning
Sted. Tonen hævedes ved rom. G. i den gode
Tid derved, at Kvinderne deltog, først
siddende, senere liggende ved Bordet. I den
klassiske Oldtid var det uddannet til Kunst at give
et muntert aandelig løftet G., og fremragende
Forf. gjorde sig Flid for at vejlede de mindre
kyndige. Forskellen paa G. fremgaar af Tonen
i Platon’s og Plutarch’s Symposier i
Modsætning til Petronius’ Satiricon, hvor Smagløsheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
