Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gæsteret. - Gæsteri - Gæsteskud - Gæstevenskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tilstræbte Hurtighed er ikke i nogen videre Grad
opnaaet, og hele denne særlige G.-Behandling
bortfalder nu med Retsplejereformen.
E. T.
Ogsaa i Norge har Lovgivningen gjort G.’s
paaskyndende Procesregler anvendelige ved
Behandlingen af visse andre Sager, saaledes
Søretssager. Derimod antages der ikke i
Norge at være Adgang for Parterne til med
Virkning at vedtage G.-Behandling.
K. Ø.
Gæsteri, der bestaar i midlertidig at levere
Bolig og Kost, var i Middelalderen en alm.
Maade, hvorpaa den til Skat ell. Afgift
forpligtede afgjorde sin Skyld til den, der var
berettiget til at kræve Skat og Afgift.
Undersaatterne ydede saaledes som en Skat G. til Kongen
og hans Følge, der i denne Anledning idelig
drog rundt »paa G.« i Landet, der Herredsvis
var ansat til saa og saa mange »Nætters« G. om
Aaret (se nærmere under Nathold).
Bisperne drog paa G. til Klostre og Præster,
Jorddrotten hos sine Fæstebønder o. s. v.
Efterhaanden som Naturalydelserne i det hele
afløstes af Penge, blev ogsaa G. omsat til en
Ydelse i Korn ell. Penge; for saa vidt
Skatterne angaar, var dette allerede begyndt paa
Valdemar Sejr’s Tid. Det privatretlige G.
mellem Husbond og Bønder forudsættes dog at
kunne findes i sin opr. Skikkelse endnu i
D. L. 3—13—15. At beskytte Folk mod ulovligt
G. var en Opgave, som bestandig beskæftigede
Kongerne og gav Anledning til en Mængde
Lovbud, saaledes ogsaa til den første Lov om
Oprettelsen af offentlige Herberger, Frd. af
1283.
(Ludv. H.). P. J. J.
Gæsteskud var i ældre Tid Navnet paa en
Afgift, som i mange Købstæder betaltes af
Gæster (se Gæst) for at opnaa Ret til at
falholde deres Varer. Den ophævedes endelig ved
D. L. 3—8—1.
P. J. J.
Gæstevenskab, Gensidighedsforhold mellem
Personer ell. Familier, ifølge hvilket saavel
vedk. selv som enhver, der af ham særlig
anbefales, modtages velvilligst af den anden Part
i dennes Hjem, behandles som Medlem af
Familien, forsynes med alt, han har nødig, Husly,
Føde o. l., og i det hele staas bi med Raad og
Daad, uden at der derfor forlanges ell. gives
nogen som helst Betaling e. l. Størst Bet. har
G., naar de, der staar i G. med hinanden, bor
fjernt fra hinanden, særlig naar de bor i forsk.
Stater. G. spillede en stor Rolle i Oldtiden,
da den Fremmede iflg. Oldtidens Opfattelse af
Statens Begreb i Reglen betragtedes som
retsløs og derfor kun kunde have Krav paa Lovens
Beskyttelse, naar en af Landets egne Borgere
optraadte som hans Talsmand. I den Henseende
er Forskellen stor fra vore Dage, hvor takket
være Kristendommens humane Betragtning
enhver, ogsaa den Fremmede, har Krav paa
Lovenes Beskyttelse. Denne Oldtidens
Opfattelse af den Fremmede som retsløs hænger
sammen med en saavel i Oldtiden som hos
primitive Nutidsfolk udbredt Opfattelse, iflg.
hvilken en Fremmed maa anses og behandles som
en Fjende. Hos Romerne betegnede det Ord,
der siden bruges om en Fjende (hostis), opr.
kun en Fremmed, hvad der viser, hvorledes
Forholdet opfattedes. Men ved Siden af denne
finder vi saavel i Oldtiden som hos mange
Nutidsfolk en modsat Betragtningsmaade udbredt.
I den Fremmede ser man Landets Gæst, der
følgelig maa modtages med Gæstfrihed. Kommer
han til en Bolig og beder om Hjælp, ell. træder
han ind som besøgende, maa han, selv om han
er helt ukendt, dog modtages som kendt Gæst
og som Ven og hædres med det bedste, Huset
formaar. En saadan gæstmild Modtagelse skal
herske hos Beboere af Stepper og Ørkener,
særlig hos Araberne, men det fortælles
rigtignok, at den samme Araber, som har modtaget
en Fremmed gæstmildt i sit Hus, ikke tager i
Betænkning at overfalde ham røverisk, naar
han har fjernet sig fra hans Bolig. I Modsætning
hertil stod i Grækenland Landevejene under
Gudernes, særlig Hermes’ Beskyttelse, og det
var i det hele en hellig Pligt for Grækeren at
modtage den Fremmede gæstmildt. En smuk
Beskrivelse finder vi bl. a. i Homer’s Odyssé
VII Bog: den Fremmede bades, iføres Klæder,
bespises, og først derefter spørges der om hans
Navn og Hjemstavn. Den Fremmede stod
overalt under Zeus’ Beskyttelse, der som de
Fremmedes Værn kaldes Ζεύς ξένιος; (hos Romerne,
hvor Gæstmildhed ogsaa holdtes højt i Ære:
Jupiter hospitalis). Men da der ikke er Tale
om nogen Rettighed, og intet borgede for, at
den Fremmede, som drog til andre Steder, her
fandt Hjælp hos gæstmilde Folk, søgte de, som
maatte drage udenlands, at sikre sig Hjælp ved
at indgaa G. med Folk paa de Steder, de agtede
at besøge. Da det særlig gjaldt om Hjælp i
Tilfælde af, at man kom i Berøring med
fremmede Retsinstitutioner, var det af Vigtighed at
have G. med en anset og mægtig Mand. Derfor
indgik ofte en hel By G. med en enkelt anset
Mand i en anden By og anmodede ham om at
staa Byens Borgere bi, naar de kom til hans By.
En saadan kaldtes af Grækerne Proxenos, en
Værdighed, der altsaa havde en vis Lighed
med vor Tids Konsuler. Af de talrige gr.
Indskrifter, der fortæller, at den og den kaaredes
til Proxenos, ser man, at Værdigheden var
meget eftertragtet og ofte næsten kun en
Ærestitel. Det rom. Udtryk var Patronus, thi en
rom. Patrons Klienter bestod ikke blot af hans
egne Bysbørn, hans fleste Klienter var gerne
Folk fra andre Steder, der ikke havde
Borgerret i Rom. For øvrigt spillede G. (lat.
hospitium) en meget stor Rolle hos Romerne, og mange
Familier stod i G. indbyrdes. For at den
Fremmedes Adkomst til G. kunde godtgøres, havdes
særlige Tegn (tessera ell. symbolum).
Undertiden sluttedes en skriftlig Kontrakt (tabula
hospitalis) om G. Et G. maatte ikke vilkaarlig
brydes; det maatte formelig opsiges.
Efter den mosaiske Lovgivning, der i saa
mange Henseender udmærkede sig ved sin
Humanitet fremfor andre Folks, skulde Fremmede
modtages gæstmildt: »Israelitterne havde selv
været Fremmede i Ægypten«. I 1. Mosebog læser
vi smukke Fortællinger om, hvordan Fremmede
modtoges af Abraham og Lot, men ogsaa om,
hvor ugæstmildt Indbyggerne i Sodoma
handlede. Kristus og Apostlene indskærper ofte
Gæstmildhed som en Kristens Pligt, og mange
Kristne, særlig i den gl. Kirke, fulgte dette Bud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
