Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Goertz, Georg Heinrich von, Friherre von Schlitz - Görtz, Jens Vilhelm Charles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dels ikke slog til, dels var blevet bragt i Miskredit
ved Karl XI’s hensynsløse Brud paa alle
Aftaler, slog G. ind paa ny Veje, som dengang
virkede revolutionært, men siden blev yderst
alm.: rentebærende Obligationer blev udstedt i
Stændernes Navn, og man slog saakaldte
Mønttegn, i Lighed med senere Tiders Sedler, som
efterhaanden skulde indløses. Mønttegnene
modtoges i Begyndelsen med Velvillie; men da de
senere, under G.’s Udenlandsrejse, udstedtes i
alt for store Mængder, sank de i Værdi.
Princippet ang. deres Indløsning opretholdtes dog,
saa længe Kongen levede. Da Fjenderne
begyndte at anvende Blokade for at tvinge
Sverige til Eftergivenhed, blev i Karl XII’s sidste
Leveaar en hel Del i Landets Sædvaner og
hele økonomiske Liv dybt indgribende
Bestemmelser nødvendige, hvilke i mangt og meget
minder om de under Verdenskrigens Tryk
vedtagne Forordninger, men som dengang ansaas
for uhørte og fremkaldte alm. Misfornøjelse.
Stærkest var denne hos det i Karl XI’s Skole
udviklede Bureaukrati, som ikke kunde tilpasse
sig efter den usædvanlige Tids Krav og derfor
blev skudt til Side af Kongen og G. At dette
haarde Tryk ikke kunde bæres alt for længe,
indsaa G. imidlertid meget godt, og hans Maal
var ogsaa kun, i fuld Overensstemmelse med
Kongens Mening, derigennem at skabe en
Mulighed for at faa en taalelig Fred. Hele Tiden
fra Sommeren 1716 udfyldes ogsaa af ivrige
Fredsforhandlinger, for en stor Del førte af G.
personlig, som da besøgte Holland og Frankrig.
G.’s Plan gik ud paa at benytte sig af
Modsætningerne inden for den nordiske Liga, hvilke
Efteraaret 1716 førte til saa godt som aabent
Brud mellem Tsar Peter og Kong Georg.
Begge disse viste sig ogsaa villige til Fred og
endogsaa til Forbund. G. havde imidlertid, idet
han optog Planen, som allerede tidligere
havde været paa Bane, indladt sig i
Forhandlinger med Jakobitterne, som vilde styrte Kong
Georg med sv. Hjælp. Prætendenten skulde til
Gengæld straks yde en betydelig Pengesum
og desuden efter sin Tronbestigelse hjælpe
Sverige med Englands hele Magt. Planen blev
imidlertid opdaget, G. blev fængslet i Holland
og sad fangen til Aug. 1717. Saa snart han blev
givet fri, optog han hurtigst atter sin
diplomatiske Virksomhed og indlod sig under
Hjemrejsen, som gik gennem Preussen, Polen og
Rusland, i ivrige, delvis yderst
hemmelighedsfulde Underhandlinger med disse Landes
Herskere. Straks efter sin Hjemkomst sendtes G.
til Åland for der at forhandle med Russerne
om Fred, medens der samtidig førtes
Fredsforhandlinger med Georg. Forbindelserne med
Jakobitterne fortsattes fremdeles, og med
Kardinal Alberoni af Spanien, hvis Planer
Englænderne just nu søgte at krydse, indlededes
Forhandlinger om Tilnærmelse. Til noget Resultat
kom man ikke paa Åland, Russerne ønskede
ganske vist Fred, men deres Fordringer var
saa store, at Karl ikke vilde gaa ind paa dem,
særlig da han ved Norges Erobring havde gode
Udsigter til at forbedre Sveriges Stilling
betydeligt. Med beundringsværdig Dygtighed
forstod G. imidlertid at trække Tiden ud, saa at
Sverige i hele Aaret 1718 var i Fred for
Russerne. Da Karl XII faldt, var G. just paa Vej
til ham, rimeligvis for at faa endelig Besked
paa, om Kongen vilde slutte Fred med
Russerne, ell. om han skulde afbryde
Forhandlingerne med dem for i Stedet for Alvor at søge
Fred med Georg.
Efter Kongens Fald udløste Hadet mod G. sig
straks, hvilket var saa meget naturligere, som
han var Hertug Karl Frederik’s fornemste
Støtte, Ulrika Eleonora’s Medbejler til Tronen.
Arveprins Frederik lod ham straks fængsle, og
i Beg. af 1719 stilledes han for en særlig
Kommission. Det forbitrede Bureaukrati vilde ingen
Skaansel, og efter en i højeste Grad formløs
Proces — han fik f. Eks. ingen retslig Bistand
og fik ikke Lov at svare skriftligt — blev han
dømt til Døden og halshugget. Bedømmelsen af
G.’s Person har været meget forsk., men man
kan ikke nægte, at han oprigtig og af alle sine
Kræfter søgte at tjene Karl XII, for hvem han
nærede en dyb Beundring, og dermed Sverige.
Han var ubestridelig et finansielt Geni og som
Diplomat bl. Tidens ypperste, selv om han
udmærkede sig ved en vidtdreven Mangel paa
Skrupler. Men saadant hørte Tiden til og var
for en Diplomat snarest en Fortjeneste. Men
i letforstaaelig Forbitrelse over de af
Nødstilstanden fremkaldte Forholdsregler og alle de
Ulykker, som Krigen medførte, søgte den
offentlige Mening efter Kongens Død og
Enevældets Fald en Syndebuk, og det var naturligt,
at der dertil skulde udses det gl. Regimes mest
fremragende Mand, den forhadte Udlænding.
Han faldt som det første Offer for
Frihedstidens Partilidenskaber og særlige
Kommissioner.
Dr. Per Sörensson.
Görtz [’görts], Jens Vilhelm Charles,
dansk Officer, f. 21. Juni 1852 paa Hütten
Skovridergaard i Slesvig, blev Student 1870,
Sekondløjtnant i Fodfolket 1873, Premierløjtnant 1875.
Efter at have gennemgaaet Stabsafdelingen var
han 1879—80 Adjutant ved 1.
Generalkommando, men kom derefter, indtil 1883, da han
avancerede til Kaptajn, til Tjeneste i
Krigsministeriet. 1890 kom han paa ny til Generalstaben,
blev Aaret efter Stabschef for
Generalinspektøren i Fodfolket, men blev 1896 Oberstløjtnant
og Chef for 16. Bataillon, hvorfra han 1897
kaldtes til Chef for Krigsministeriets 1.
Departement. I denne Stilling forblev han til 1903,
da han som Oberst i Generalstaben ansattes
som Stabschef ved 2. Generalkommando. 1905
fik han Kommandoen over 3. Regiment, men
udnævntes allerede s. A. til Generalmajor og
Chef for Generalstaben og derefter 1909 til
Generalløjtnant og kommanderende General i 1.
Generalkommandodistrikt. Som saadan blev
han under Verdenskrigen Hærens Overgeneral,
en særdeles vanskelig Stilling, da den radikale
Regering langtfra opfyldte alle de Krav, som
G. ansaa for nødvendige til Udviklingen af vor
Forsvarskraft. Da Forsvarsministeren
efterhaanden ønskede Sikringsstyrken indskrænket,
modsatte G. sig dette bestemt, hvad der
havde til Følge, at han Febr 1918 fik sin Afsked
fra Krigstjenesten. G., der 1910 var blevet
Storkors af Dannebrog, ved Generalstabens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
