Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Goethe, Johann Wolfgang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Venezianische Epigramme« o. fl. Smaadigte, bl. a.
»Gefunden«, skrevet paa »Sølvbryllupsdagen« (26.
Aug. 1813). Hun fulgte med Interesse sin Mands
bot. Studier og var trods alle Angreb paa
hende en Hustru ret efter hans Hjerte. —
Imidlertid var »Egmont« og »lasso« og 1. Del af
»Faust« (som Fragment [1790]) blevet fuldendt,
og dermed var vel for det brede tyske Publikum
G.’s Kulminationspunkt naaet; hans senere,
mere afklarede og mere maalbevidste poetiske
Produktion lod de brede Lag forblive kolde og
kun halvt forstaaende, medens Schiller
fangede Folkets Yndest i Flugten, og ligesom G.
hidtil havde været ligegyldig for Folkegunst,
saaledes lærte han nu at se ringeagtende ned
paa »Publikum«. Den planlagte første 8 Bd’s
Udg. af »Schriften« blev afsluttet, og af alt,
hvad han siden udgav, har kun »Faust« 1. Del
og »Hermann und Dorothea« naaet at blive
Folkeejendom.
Hvad der nærmest beskæftigede G. 1789—90,
foruden at nyde sin ny huslige Lykke og at udg.
sine »Schriften«, var navnlig Studier over
Farvedannelsen, for hvilken han havde fundet
Newton’s Teori utilstrækkelig (»Studien zur
Farbenlehre«, udg. 1810; senere betydelig udvidet
og delt i en polemisk og en hist. Del, 1833),
samt over Plantemorfologi, af hvilke udsprang
den fortrinlige, egl. først i vor Tid rigtig
anerkendte »Versuch, die Metamorphose der Pflanze
zu erklären« (1790). 1789 efterviste han hos
Mennesket den efter ham opkaldte
Goethe-Knokkel (os intermaxillare). Alle disse
naturvidenskabelige Studier var af afgørende Bet. for hans
Livsopfattelse. — De store og frygtelige
Begivenheder i Frankrig kunde ikke andet end
gribe G. mægtig og stemme ham fjendtlig imod
Folkeaandens Misgreb og Udskejelser, og han
maatte som sædvanlig give sine oprørte
Følelser Luft i Digtning, men Resultaterne blev
denne Gang kun smaa, nemlig de ret tarvelige
sceniske Arbejder ,»Der Grosskophta« (1792),
»Der Bürgergeneral« (1793), »Die Aufgeregten«
(med nogle Tilknytningspunkter til Holberg’s
»politiske Kandestøber«), og en Samling
Fortællinger under Titel »Unterhaltungen deutscher
Ausgewanderten«; sine egne politiske Ideer
vilde G. have antydet i »Die Reise der Söhne
Megaprazons«, men dette Arbejde blev aldrig
fuldendt. — Maj 1791 var der blevet oprettet et
fast Teater i Weimar, hvis Ledelse var blevet
betroet G., og han tog sig med Iver især af
Skuespillernes Opdragelse, navnlig i Retning
af Plastikken.
Aug. 1792 maatte G. igen rejse med
Hertugen, denne Gang til Felttoget imod Frankrig,
hvilket han fulgte paa nært Hold, og hans
Dagbøger giver en livlig Beskrivelse af det
oplevede (»Campagne in Frankreich« [1822]). I
Decbr var G. hjemme igen og arbejdede under
et stille og tilbagetrukket Hjemmeliv flittig
paa Udgivelsen af de næste 7 Bd »Schriften«,
navnlig paa Fuldendelsen af den metriske
Omdigtning af den gl. nedertyske Dyrefabel
»Reineke Fuchs«, og paa den videre Udvikling af
sine naturvidenskabelige, især optiske Studier.
Begge Dele blev dog afbrudt ved Belejringen
af Mainz 1793, ved hvilken hans Hertug
kommanderede et Armékorps (»Belagerung von
Mainz«). I Løbet af 1794 blev G.’s ny Hus inde
i Weimar færdigt, og han flyttede ind fra
»Gartenhaus«; hertil kom Ledelsen af Teatret og de
mange litterære Arbejder til 2. Serie af
»Schriften«, især »Wilhelm Meister«; og midt i denne
Travlhed falder det egl. Bekendtskab med
Schiller.
Allerede 1788 havde Schiller været sammen
med G. en hel Dag hos Fru v. Lengefeld, men
Sympatien mellem dem var ikke vaagnet; G.
var kold, og Schiller var skuffet; han saa op til
den berømte Digter med Beundring, ja med en
Slags Misundelse, fordi han dengang endnu
tvivlede om sit eget Digterkald. G. gjorde, hvad
han kunde for at sikre Schiller’s materielle
Stilling og skaffede ham Professoratet i
Historie i Jena (1789), men desuagtet vedvarede
den gensidige Mistillid og Kulde. Juni 1794
opfordrede Schiller G. til at være Medarbejder
ved Tidsskriftet »Die Horen«; G. gav et høfligt
samtykkende Svar; men endnu ingen
personlig Tilnærmelse. Da blev det mærkelig nok
Naturvidenskaben, der skulde føre dem sammen.
I Juli traf de sammen ved et Møde i det
naturvidenskabelige Selskab i Jena og forlod
Mødet i en livlig Diskussion; G. fulgte Schiller
hjem og fortsatte Disputten, og skønt de
forblev uenige om Stridspunktet, fattede G. dog
stor Interesse for Schiller og satte sig for at
studere ham. Han indbød Schiller til Weimar,
og fra Aug. 1794 kan der siges at bestaa et
Venskabsforhold mellem dem; og dette
Forhold udviklede sig mere og mere under livlig
Tankeudveksling og frugtbart Samarbejde,
indtil Schiller’s Død 1805 afbrød denne højeste
Blomstring af Tysklands klassiske Digtning.
Schiller’s »Musenalmanach«, 2. Bd, indeholder
de første Frugter af et virkeligt Samarbejde
mellem G. og Schiller, nemlig de saakaldte
»Xenien«, en Serie Epigrammer imod en Del
litterære Personer, der havde ytret deres
Mishag med forsk. Ting i »Die Horen«, navnlig
en første Afregning med Boghandler Nicolai.
Dette fremkaldte en sand Storm af Forsvar og
Modangreb, især paa G., dog mere grove end
vittige; ja endog Christiane Vulpius maatte
holde for. 1794—96 udkom den brogede og
tanketunge pædagogiske Roman »Wilhelm
Meisters Lehrjahre« i 4 Bd (paabegyndt 1777);
1797—98 opstod navnlig en Del Ballader, som:
»Der Schatzgräber«, »Die Braut von Korinth«,
»Der Gott und die Bajadere«, »Der
Zauberlehrling« samt det berømte Epos »Hermann und
Dorothea« (som »Taschenbuch für 1798«);
fremdeles udkom »Die Weissagungen des Bakis«
(1798), den første »Walpurgisnacht« til »Faust«
(1799), »Achilleis« (1799), »Neue Schriften« (7
Bd, 1792—1800), »Benvenuto Cellini« (1803),
»Rameaus Nelle« (1805) efter et Manuskript af
Diderot, »Die natürliche Tochter« (1804),
»Winckelmann und sein Jahrhundert« (1804).
Desuden ledede G. Teatret i Weimar saaledes, at
det var det bedste i Tyskland paa den Tid, og
at der ofte gaves Gæsteroller af berømte
fremmede Skuespillere.
I G.’s Omgangskreds foregik der i Beg. af
det ny Aarh. en Del Forandringer; 1799 havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
