Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Haakon (norske Konger i Middelalderen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og hans Raadgiveres Styre. Deres mægtigste
Høvdinger var Sigurd af Røir (fra Ringsaker),
Eindride Jonssøn (fra Trøndelagen) og Eindride
unge. H. og Høvdingerne blev om Sommeren
1158 slagne af Gregorius Dagssøn ved Konghelle
og blev nødte til at fly til Gautland; herfra drog
de om Vinteren over Land til Trondhjem, hvor
de ankom ved Paasketider det næste Aar. I
Trondhjem var Stemningen H. gunstig, og han
blev med Inge her taget til Konge over den
Trediedel af Landet, som tilkom ham i
Fædrenearv. Længere ud paa Vaaren stævnede H.
Syd over mod Viken og sejlede forbi Kong
Inge og Gregorius Dagssøn, der var løbne ind
til Bergen paa Oprejse til Trondhjem for at
møde H. og hans Mænd her. Ved Ankomsten
til Viken lagde H.’s Hær sig i Gautelven, hvor
Kong Inge og hans Høvdinger fandt den og slog
den aldeles. Det lykkedes imidlertid H. nogen
Tid efter i en Træfning ved Befja (Bæveraaen
nær det nuv. Uddevalla) at fælde Gregorius
Dagssøn, og medens Inge rustede sig til at
hævne dennes Fald, blev han overrasket af H.’s
Hær og fældet i Slaget paavisen uden for Oslo
(Febr 1161). Den unge Konge tilegnede sig nu
Landet; men Inge’s Tilhængere samlede sig
om Erling Skakke og dennes 5 Aar gl. Søn,
Magnus, der fik Kongenavn. Efter at have
fundet Hjælp hos den danske Konge Valdemar I
vendte Erling tilbage til Norge. H., som var
blevet hyldet paa Øreting, drog ham i Møde,
men tabte i Slaget ved Øen Sekken i
Romsdalsfjord baade Liv og Rige (1162). Han var
ved sit Fald ikke fuldt 15 Aar gl.
4) Haakon Sverressøn, Kong Sverre’s
anden (uægte) Søn, blev efter sin Faders Død
1202 hyldet af Birkebeinerne og taget til Konge
paa Øreting. Efter Faderens paa Dødslejet
udtalte Villie søgte han straks at bringe en
Udsoning mellem Kongemagten og Kirken til Veje,
og han kaldte tilbage de Biskopper, som i
Faderens Regeringstid var gaaede i
Landflygtighed. De kom, og Ærkebiskoppen hævede det
Band, som havde hvilet over Kongen og
Birkebeinerne. Det lod nu til, at den indbyrdes Strid
skulde lægge sig, idet Baglerpartiet med
stærke Skridt nærmede sig sin fuldstændige
Opløsning. Men allerede Nytaarsdag 1204 døde Kong
H. pludselig i Bergen. Rygtet vilde vide, at han
var forgivet af sin Stifmoder, Dronning
Margreta. Datter af Erik den Hellige, der var
misfornøjet med sit nødtvungne Ophold i Norge.
5) Haakon Haakonssøn, uægte Søn af
Kong H. Sverressøn og Inga fra Varteig, fødtes
paa Folkensborg i Eidsberg efter Faderens Død
1204, d. 1263. Da han var 3 Aar gl, førtes han
til Nidaros, hvor han blev vel modtaget af
Kong Inge Baardssør, og Haakon Galen, der
drog Omsorg for hans Opfostring. Da Kong Inge
døde 1217, var det største Parti inden Hirden
stemt for at tage den 13-aarige H. til Konge;
men Inge’a dygtige og ærgerrige Halvbroder
Skule Baardssøn havde ogsaa sine Tilhængere,
og for at undgaa Splittelse indenfor
Birkebeinernes Parti blev det ved H.’s Kongevalg paa
Øreting og siden (1223) paa Rigsmøde i Bergen
besluttet, at Skule, som Broderen paa
Dødslejet havde givet Jarlsnavn, skulde raade for
en Trediedel af Landet. Omtr. samtidig med
Inge Baardssøn afgik Filippus, Baglernes
Konge, ved Døden. De gl. Baglerhøvdinger sluttede
nu for den største Del Forlig med
Birkebeinerne og hyldede Kong H. Udsoningen var saa
fuldstændig, at de fordums Fjender gjorde
fælles Sag mod de Oprørspartier, som vedblev at
holde sig paa begge Sider af Folden
(Kristiania-Fjorden), og som betragtedes som simple
Røverbander, nemlig Slitungerne paa Østsiden
og Ribbungerne paa Vestsiden. Den første af
disse, hvis Navn hidtil har været fortolket som
»Landstrygere«, men snarere maa udledes af en
Stedsbenævnelse (Slitu i Eidsberg), førtes af
Præsten Bene Skindkniv; den anden var stiftet
af Gudolf af Blakkestad (i Asker) og førtes af
den gl. Baglerkonge Erling Stenvæg’s Søn
Sigurd Ribbung, efter hvem den tog Navn. De
to Fraktioner smeltede snart sammen under
Benævnelsen Ribbunger og foruroligede i flere
Aar Oplandene. Den Understøttelse, Partiet
fandt i Vermland, foranledigede 1225 Kong H.
til at foretage et Tog derhen. Men først et Par
Aar efter blev Ribbungerne fuldstændig kuede.
At stille den ærgerrige Skule Jarl tilfreds
skulde aldrig lykkes Kong H., hvor meget han end
bestræbte sig derfor. Da han som myndig
tiltraadte Regeringen, stadfæstede han den
tidligere paa hans Vegne trufne Overenskomst,
hvorefter Skule skulde have en Trediedel af
Riget at raade over, samt indgik senere
Ægteskab med hans Datter Margrete. 1237 tilstod
han ham Hertugtitel. Men Skule lod sig saa
langt fra paavirke heraf, at han to Aar efter
rejste Oprørsfanen og lod sig hylde som Konge
paa Øreting. Da nu H. drog Søvejen N. efter
til Nidaros, tog Skule over Fjeldet til
Oplandene. Ved Laaka paa Romerike kom han
uforvarende over Kong H.’s Hær, der her havde
samlet sig under Anførsel af Knut Jarl. Denne
blev slagen, og Skule underkastede sig
derefter Viken. H. vendte fra Nidaros tilbage til
Oslo, hvor Skule opholdt sig med sin Hær, og
oprev denne i en voldsom Gadekamp. Skule
flygtede til Nidaros, hvor han 23. Maj 1240
fældedes af H.’s Mænd i Elgeseter Kloster. Hermed
var de indbyrdes Krige, som i mere end 100
Aar havde hjemsøgt Norge, afsluttede. For at
hindre, at disse skulde fornys, havde H. alt
længe arbejdet for at faa vedtaget en
Arvefølgelov, hvorved uægte Sønner blev afskaarne fra
Ret til Tronen. 1246 lod han sig legitimere af
Paven, som sendte opover til Norge
Kardinalbiskoppen Vilhelm af Sabina, og denne kronede
H. det flg. Aar i Bergen under stor
Højtidelighed. 1260 blev paa Frostating fastslaaet, at
Riget ikke kunde deles, og at Tronen alene kunde
arves i den ægte Mandslinie. Under H.’s milde,
forstandige Styre skulde Norge gaa fremad i
Velstand og Anseelse, og de dybe Saar, de
langvarige indvortes Stridigheder havde tilføjet
Landet, lægedes efterhaanden. De ældre Byer,
navnlig Bergen og Nidaros, voksede betydelig,
og Marstrand anlagdes. Kirker, Klostre og
Borge rejste sig. Et af de mærkeligste
Bygningsværker, som har holdt sig til vor Tid, har vi i
Taarnet paa Bergenhus ved Kongehallen,
Haakonshallen. For Lovværkets Forbedring gjorde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
