Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Haakon (norske Konger i Middelalderen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kong H. meget. 1260 foretoges saaledes en
Revision af Frostatingsloven, og vigtige Love
udfærdigedes for det hele Land. Ogsaa Rigets
Omraade forøgedes. 1261 lagdes Grønland, 1262
Island under Norge. I Udlandet nød Kong H.
overalt megen Anseelse. Da den fr. Konge
Ludvig den Hellige 1248 rustede sig til Korstog,
udbad han sig H.’s Bistand, ja tilbød ham
Overbefalingen over Korshæren; men H. vilde ikke
følge hans Opfordring. Pave Innocens IV
opfordrede ham til under Striden med Kejser
Frederik II at optræde som dennes Modkejser.
Den kastilianske Konge Alfons anholdt om hans
Datter Kristina’s Haand for sin Broder Filip.
Skønt hans Forhold over for Udlandet var
fredeligt, kunde han dog ogsaa optræde med Kraft.
Da den skotske Konge, Alexander III, gjorde
Paastand paa de no. Øer, Suderøerne (nu
Hebriderne), drog Kong H. selv (1263) med en stor
Ledingshær fra hele Norge over til Skotland,
hvor han paa nogle Punkter kæmpede med
Held; men Resultatet blev dog, at hans
Efterfølger afstod Suderøerne til Skotland (Freden
i Perth, 1266). Om Høsten lagde han ind til
Orknøerne, hvor han vilde overvintre for den
næste Vaar at genoptage Krigen. I Kirkevaag
blev han syg og døde 15. Decbr 1263. Hans Lig
blev det flg. Aar bragt til Norge og bisat i
Kristkirken i Bergen. Uden at være i Besiddelse
af Farfaderens glimrende Begavelse maa H. dog
regnes bl. Norges ypperste Konger, ogsaa som
Personlighed betragtet, sindig, rolig og
betænksom som han var. Tilnavnet den Gamle, som
tillagdes ham, bar han til Adskillelse fra sin
ældste Søn, H. den Unge, der under den
sidste afgørende Kamp med Hertug Skule fik
Kongenavn paa Øreting, men døde allerede
1257, 25 Aar gl.
6) Haakon (V) Magnussøn den
Ældre, kaldet Haalæg, Magnus Lagabøter’s
yngre Søn (1270—1319), fik 1273 Hertugnavn og
blev ved Faderens Død 1280 Hertug over
Oplandene, Oslo Syssel, Agder, Hjaltland og
Færøerne. I sin Broder Kong Erik’s Regeringstid
ses han at have spillet en betydelig Rolle i
dennes Foretagender. Men især tog han sig med
Kraft af Forholdene i sit eget Hertugdømme.
Oslo, hvor han residerede, gjorde ligeledes i
hans Tid store Fremskridt. Langs den nu
saakaldte Loelv oven for Kongsgaarden og
Mariakirken rejste der sig en hel ny Bydel paa
Tomter, han lod udvise og overdrog sine Stormænd.
Fra hans Hertugdømmes Dage hidrører ogsaa
de ældste Befæstninger paa Akersnæsset, det
senere Akershus. Da han ved Broderens Død
1299 besteg Tronen, gik hans Stræben ud paa
at faa det hidtil bestaaende Stormandsvælde
indskrænket. Den fornemste af Broderens
Raadgivere, Audun Hugleikssøn af Hegranes,
styrtedes og maatte, sandsynligvis dømt som
Højforræder, vandre til Retterstedet. De øvrige
beholdt han vel; men deres Indflydelse blev
indskrænket, idet han omgav sig med ny
Raadgivere, der til Dels stod uden for Storætternes
Kreds, og som Symbol paa den ny Aand i
Styrelsen ophævede han (1308) Jarle- og
Lendsmandsværdighederne. I hele det indvortes
Styre, hvori H. som Konge greb ind, mærker man
den samme Kraft, han tidligere som Hertug
havde udfoldet. I Skatteoppebørsel som i
Lovgivning og Administration i det hele gør
gennemgribende Reformer sig gældende. Med stor
Klogskab benyttede han sig af de Stridigheder,
som opstod mellem Ærkebiskop Jørund og hans
Kapitel, til at indskrænke Biskoppernes
verdslige Magt. Men paa samme Tid skaffede han
Kongemagten en fortrinlig Støtte i den øverste
Administration i den af ham oprettede
Kapelgejstlighed. Hans Regering, som i mange
Maader minder om den samtidige Kong Filip den
Smukke’s i Frankrig, var i Virkeligheden meget
nær ved at være helt enevældig. Efter sin
Broder Kong Erik havde han arvet Krigen med
Danmark, der fortsattes til 1309, da der blev
sluttet Fred i Kbhvn. Siden blandede han sig i
Stridighederne mellem den sv. Konge Magnus
Ladulås’ Sønner, idet han understøttede Hertug
Erik mod dennes Broder Kong Birger. Derimod
skulde hans Forsøg paa at faa indskrænket
Hanseaternes Privilegier ikke krones med Held,
og i den første Del af hans Regeringstid
hærgedes Landets nordligste Dele af Russer og
Kareler. Mod dem anlagde han Fæstningen
Vardöhus. Ved H.’s Død udsluktes paa
Sværdsiden Harald Haarfagers mandlige Slægt i
Sverre’s Linie. Eftertiden kaldte ham hellig.
Personlig var han en arbejdsom, agtværdig, lidt
pedantisk Karakter. Hans eneste ægtefødte
Datter Ingeborg var 1310 blevet gift med den sv.
Hertug Erik Magnussøn, og deres Søn Magnus,
der var indsat til H.’s Tronarving, blev s. A.
valgt til Konge i Sverige. Herved kom den
første Union mellem Norge og Sverige i Stand.
7) Haakon VI Magnussøn den
Yngre var yngste Søn af Kong Magnus Erikssøn
og Blanka af Namur, (1340—80). Af Misnøje
over Kong Magnus’ idelige Fravær fra Landet
kom de norske Stormænd 1343 overens om, at
H. skulde være Norges Konge; men indtil han
blev voksen, skulde Regeringen føres af
Rigsraadet under Faderens Overhøjhed. Sverige
skulde efter Magnus’ Død gaa over til hans
ældre Broder Erik. 1355 blev H. erklæret
myndig og overtog Regeringen i Norge; men en
betydelig Del af Riget tillige med Island vedblev
at tilhøre Magnus. Efter Erik’s Død valgte de
sv. Stormænd Febr 1362 H. til Konge ogsaa i
Sverige; men da han ikke vilde gaa i Herrernes
Ledebaand og mod deres Ønsker ægtede den
danske Kong Valdemar Atterdag’s Datter
Margrete i St f. Elisabet af Holsten, som de havde
udset til hans Brud, afsatte de 1363 baade H.
og Magnus og indkaldte Albrecht af
Mecklenburg. Med en sv.-norsk Hær rykkede H. og
Magnus 1365 mod Albrecht, men blev slagne paa
Gataskogen ved Enköping, og Magnus toges til
Fange. I de flg. Aar indtil 1371 førte H. Krig
med Sverige, samtidig med at han havde at
kæmpe med Hanseaterne. I sidstnævnte Aar
benyttede han sig af en Rejsning, som fandt Sted
i Svealand, til at trænge frem mod Sthlm. Det
lykkedes ham alligevel kun at befri sin Fader
ved at betale svære Løsepenge og erkende
Albrecht som Konge i Sverige. Af dette sidste
Lands Omraade beholdt han dog en Del af
Vestergötland, Dal- og Vermland. 1376 blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
