Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Haar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Partier ved Hudens stribede Muskler. H.’s
Gennemsnit er oftest cirkelrundt, men f. Eks. hos
nogle Insektædere og de uldhaarede
Menneskeracer elliptisk. Overfladen er glat med smaa
skælagtige Ujævnheder, der hos Dyr med Uld
er temmelig store, hvorfor disse H. hænger
godt sammen, navnlig da de tilmed har stærk
Tilbøjelighed til at krølle. Flagermusens
H. har skrue- ell. kredsformede Fortykkelser. H.
sidder gerne skraat ned i Huden, de længere,
tykkere og stivere Dækhaar ordnede
regelmæssigt i buede Rækker af Smaagrupper paa
1—5 H., hver omgivet af fine, kortere, krusede,
bløde Uldhaar, der navnlig findes i stor
Mængde i Dyrenes Vinterpels. Haarlagets
Opgave er dels at beskytte Huden mod
Beskadigelser, dels at hindre for stærk Afkøling, idet
Haarene som daarlige Varmeledere binder et
opvarmet Luftlag imellem sig. H.’s Fordeling
er symmetrisk paa de to Legemssider. I
Midtlinien af Legemet, sjældnere andensteds, findes
tit H. særlig kraftig udviklede til Manker og
Duske, ligeledes i Halespidsen. Øjenhaar
(cilia) paa Øjenlaagenes Rande findes næsten
altid og ofte tillige Varbørster (vibrissæ)
navnlig paa Læberne og Snudens Sider. Deres
Haarsæk er omgivet af en blodfyldt Beholder,
og Papillen er stærkt forsynet med Nerver,
Varbørsterne er derfor meget følsomme. Om
H.’s Fældning s. d. Art. Intet Pattedyr mangler
helt H.; selv Hvalernes glatte Hud er i det
mindste i Fosterlivet forsynet med spredte
Børster paa Læberne og ved Næseborene.
(M. Ml.). R. Hg.
Hos Mennesket findes H. over hele
Kroppens Overflade, med Undtagelse af Haand- og
Fodfladen samt de yderste Fingerled. Selv paa
de tilsyneladende ganske haarløse Flader
opdages spredte, ganske smaa og svagt udviklede
H., de saakaldte Uldhaar (Lanugohaar),
hvorimod der paa de stærkere behaarede Partier,
saaledes specielt paa Hovedet, findes mere ell.
mindre vel udviklede, kraftigere og tykkere H.
De mørke H. er i Reglen de tykkeste, medens
de lyse, blonde H. til Gengæld staar tættere.
Hovedhaarene er de længste og kan blive over
1 m lange; næst efter dem følger Skæghaarene,
hvorimod H. ellers paa Legemet kun opnaar en
betydelig mindre Længde; kortest er
Øjenbrynshaar og Øjenvipper, der ogsaa har den korteste
Levetid, idet de skiftes fl. Gange aarlig, medens
Hovedhaarenes Levetid er fl. Aar. Naar H. har
naaet Grænsen for sin Længdevækst, falder det
ud, og et nyt skyder frem fra Haarpapillen.
For Hovedets Vedk., hvor Haarbestanden er
beregnet til c. 80000 H., er det daglige,
normale Haaraffald saaledes 50—100 Stykker.
H.’s Udvikling begynder allerede tidlig i
Fosterlivet, og ved Barnets Fødsel findes oftest en
tæt og lang Haarvækst, der imidlertid mere
har Karakteren af Uldhaar og hurtig falder ud
for at erstattes af de kraftigere, egl. H. Disses
fysiol. Bet. er for Menneskets Vedk. forholdsvis
ringe og maa væsentlig søges i den Beskyttelse,
de kan yde mod Temperaturvekslinger o. a.
ydre Indvirkninger; størst er den vistnok for
Øjenbrynenes cg Øjenhaarenes Vedk., idet disse
beskytter Øjet mod den fra Panden
nedstrømmende Sved og mod Indtrængning af Støv ell.
andre irriterende Stoffer.
H.’s Farve staar sædvanlig i Forhold til
den øvrige Hudfarve, idet den skyldes
Tilstedeværelsen af Pigment i H.’s øverste Lag. Hos de
mørke Racer og hos meget brunette Individer
af den hvide Race er det derfor sort ell.
sortbrunt, hos blonde lysebrunt, gult ell. rødt.
Krusning ell. Krølning af H. afhænger af særlige
Bygningsforhold i H. navnlig af dettes
Gennemsnit, der her er ovalt og ikke som ellers rundt.
H.’s Graanen skyldes en mangelfuld
Pigmentaflejring, som hyppig er et af de første Tegn
paa Alderens Virkning, men som ikke altid
ledsages af en tilsvarende Svækkelse af H.’s Vækst.
I visse Tilfælde synes ogsaa en Ansamling af
Luft imellem og i H.’s Celler at kunne være
Aarsagen, og man har derved villet forklare de
i øvrigt gaadefulde Tilfælde af pludselig
Graanen efter Skræk ell. andre Sindsbevægelser. Som
et andet Tegn paa Senilitet, der i øvrigt ogsaa
kan opstaa paa et meget forsk. Tidspunkt, kan
opfattes den Svækkelse og Ophør af
Haarvæksten, der uden egl. Sygdomsaarsag skyldes
Atrofi af Haarbunden og Haarrødderne, og som
sædvanligvis tager sin Beg. i Tindingerne og
emkr. Hvirvlen paa Issen.
Haarpleje. Ved H.’s Pleje kommer
ligesom ved Hudens Pleje overhovedet
Renlighedsspørgsmaalet i første Række. Imidlertid vil for
megen og for hyppig Anvendelse af koldt Vand
her kunne være skadelig, idet Haarbunden
herved afkøles for stærkt og vil komme under
Forhold, som hvis man tog Bade paa Kroppen
med Klæderne paa. Det er derfor heldigst og
for Kvinder og alle med langt H. nødvendigt at
beskytte dette ved en Badehætte mod det kolde
Vands Indvirkning. Derimod er en Vaskning
med varmt Vand, Sæbe og Børste at anbefale,
dog i Reglen ikke hyppigere end een Gang om
Ugen ell. sjældnere, efter Haarbundens
Beskaffenhed, idet en stærkere naturlig Fedtafsondring
ell. Skældannelse udkræver hyppigere Rensning.
Til daglig Brug er Anvendelsen af spirituøse
 |
| a Papil; b—e Læderhud; c—m Muskel; d Haarskede; f Talgkirtel; g—i Bindevæv; k Overhud; l Haar; o Fedt; p Haarrod. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
