Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Haar- og Skægmoder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Haarmoderne. Kongen fik et Brandsaar i Hovedet,
og hans Doktor klippede ham kort. Alle
Hofmændene lod straks deres Haar behandle paa
samme Maade. Tyskland og Norden fulgte
Moden. Det var 1528, og i 24 Aar var alle
Højbaarne à la malcontent, hvilket Navn fejlagtig
tidfæster Moden til 1572 (Bartholomæus-Natten
og Hertugen af Alençons Parti). Kong Christian
III og Frederik II var kortklippede. Til
Gengæld voksede Skæggene i Længden. En Variant
af Haarfrisure fra Tiden om 1550 ses i Dragt,
Fig. 28, hvor Skægget er klippet efter en
horisontal Linie.
Kvinderne havde fra Oldtiden baaret
langt, bølgende Haar og gik med aabent
Hoved ell. undertiden med et Klæde kastet
over det; oftest brugtes dette af Hustruer. Til
langt ind i Middelalderen var det udslagne Haar
Møens Mærke, og Vor Frue afbildes altid
saaledes. I 12. Aarhundrede begyndte franske
fornemme Kvinder at flette dette lange Haar med
Baand i Piske, som faldt ned foran Legemet.
Om det midtvejs skilte Pandehaar og
Hoveddugen bares et Diadem, en Ring ell. en Krans
(Chapelet, dansk Sepel). I 14. Aarh. flettedes
Nakkehaaret i 2 Piske, der førtes foran Ørene
og lagdes frem over Tinding og Pande (Fig. 6).
Efter den Tid saas ikke meget til Haarmoden
paa Kvinder, da baade Gifte og Ugifte i 15.
Aarh. skjulte den under Hovedtøjer,
undertiden af de mest ekstravagante Former (se
Hovedbedækning). Først ved 16. Aarh.
begyndte Forhaaret atter at vise sig og kom til
mere Ret under Maria-Stuart-Frisuren (Fig. 8).
Med Aaret 1600 forsvandt Huerne og Haaret
voksede nu op i en Top (se Fræse). Dronning
Anna Katrina og efter hende Kirsten Munk
bærer Haaret paa den Maade (se Dragt, Fig.
39), og af deres Portrætter ses, at rødt og gult
Pudder anvendtes.
Den unge Christian IV lod sit Haar vokse
længere, og som ældre redtes Forhaaret ned over
Panden i Lokker, og paa den Tid udvikledes
Overskæg og Fip til høj Elegance. Denne H. o.
S. er behandlet i Dragt, S. 378. Ludvig XIII
adspredte sig med at barbere sine Hofmænd
og gjorde det saa grundigt, at han kun lod
staa lidt Skæg under Munden. Siden den Tid
hed Fippen paa Fransk la royale, indtil den
efter Kejser Napoleon III kom til at hedde
l’impériale. Kong Christian IV’s Søn Grev
Valdemar Christian bar sin Faders Haarsæt fra
hans ældre Tid, men i større Lokkefylde, som
det ses paa Susterman’s Portræt i, Palazzo
Pitti i Firenze. Dette blev Forbilledet for vor
Tids Børnefrisure og har nu erobret Verden.
I Løbet af 17. Aarh. voksede Haarfylden for
begge Køn (se Dragt, Fig. 38 og 39), og
Damernes Haarmoder optog Herrernes
Cadenetter (se Dragt, S. 378 og Fig. 45). Under
Frederik III kom den smukke Damefrisure à
la Sevigné (Fig. 9).
Naar stærk Haarfylde kræves, kommer
Parykker nødtvungent. De er omtalte under
Dragt, S. 380, og hører mere derhen end
under H. o. S. De indførtes som
Allongeparykker i Danmark 1670. Det samtidige kvindelige
Haarsæt og Coiffure er behandlede i
Fontange (samt i Dragt, Fig. 49 og 50).
De store Herreparykker fordrev efterhaanden
Skægget, der i Christian V’s Tid svandt ind til
to tynde Streger paa Overlæberne og en lille
Fip under Munden. Frederik IV har aldrig
baaret Skæg. Saaledes stod det 18. Aarh. igennem;
kun enkelte Hærafdelinger og Staldbetjente
havde Overskæg. Revolutionen genindførte det.
Mandsparykkernes senere Historie er
behandlet under Dragt, S. 380. De aflagdes først
ved 1760, og Herrerne, der før havde været
glat ragede under Parykken, lod nu Haaret
vokse og opsætte i de traditionelle Bukler.
Den meget lave Damecoiffure, som 1714
afløste Fontangen, holdt sig til efter 1750 (Fig.
10) og gjorde Dameparykker overflødige, hvor
Haarmangel ikke var til Stede. I saa Fald
kaldtes de med et formildende Udtryk
chignons, ligesom de Dele af dem, der tjente som
Supplementer, f. Eks. lange Lokker, der
anvendtes meget. 1760 begyndte Damehaaret at
vokse og blev ved under Marie Antoinette’s,
Tid, til det naaede de utroligste Dimensioner
(Fig. 11; jfr Dragt, Fig. 52). Herrefrisuren
stræbte at følge med, og den kaldtes
mærkværdigt nok à la grecque. Saa mistede
Dronningen sit Haar i en Barselseng, og 1782
begyndte Haarfrisurerne at svinde ind; men hvad
de tabte i Højde, lagde de til i Nakkehaar (Fig.
12), og i Revolutionens Dage havde Haaret frit
Løb for begge Køn (se Frak, Fig. 3). Men
den gl. Anstandsfrisure stred en haard Kamp.
Robespierre mødte altid friseret og pudret, og
endnu paa Broen ved Arcole havde Bonaparte
et Stænk af Pudder i sit flagrende Haar.
Det 19. Aarh. indviedes med
Titus-Frisuren, Baggesen’s Frisure, der var ens for
begge Køn (Fig. 13). Under Republikken og
 |
| Fig. 21. |
 |
| Fig. 22. En Tamhu fra 15. Aarh. f. Kr. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
