- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
619

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Habsburg

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Magt. Han erhvervede 1364 Tyrol — Kärnthen
var alt vundet 1336 — og aabnede rige
Fremtidsmuligheder ved en Rk. Arvetraktater. Hans
to Brødre delte 1379 Besiddelserne, saaledes at
Albrecht fik det egl. Østerrig (den
nedreøsterrigske Linie) og Leopold (faldt 1386 ved
Sempach) alle de øvrige Landsdele (den
indreøsterrigske Linie), hvortil han snart føjede
Triest og Görz, der aabnede Adgang til
Adriaterhavet og Italien. En Tid lang syntes det
dog, som den nedreøsterrigske Gren skulde
blive den mægtigste, da Albrecht V (II)
ægtede Kejser Sigismunds Datter Elisabeth og
efter sin Svigerfaders Død 1437 ikke blot blev
hans Efterfølger paa Kejsertronen, men ogsaa
i Böhmen og Ungarn. Allerede 1439 faldt han
imidlertid mod Tyrkerne, og Linien uddøde
med hans Søn Ladislaus Posthumus 1457. Dens
Besiddelser tilfaldt den indreøsterrigske Linie,
der 1406 havde spaltet sig i den tyrolske og
den steierske Gren. En Mand af denne sidste,
Frederik (III), havde efter Albrecht’s Fald
opnaaet Kejserværdigheden, som fra nu af til
dens Ophør (1806) stadig var knyttet til det
habsburgske Hus. men han formaaede derimod
ikke at hævde de til Slægten nylig vundne
Lande; baade i Böhmen og Ungarn rejste der
sig nationale Konger. Og dog skulde netop
under denne lade og uduelige Hersker
Habsburgerne blive en af Europas mægtigste
Fyrsteslægter, ganske vist ikke ved Sværdet, men
gennem Giftermaal, en Erobringsmaade, H. i
en ganske særlig Grad synes at have gjort til
deres. 1477 ægtede nemlig hans Søn
Maximilian Karl den Dristige af Burgund’s
Arvedatter Maria, som bragte ham de rige
nederlandske Provinser og Franche Comté i Medgift. Til
de østerr. Arvelande, der 1496 alle var samlede
paa hans Haand, føjede Maximilian 1500 Görz
og Gradisca, men af ulige større Bet. blev et
Giftermaal mellem hans Søn Filip den Smukke
og Johanne, Ferdinand den Katolske’s og
Isabella’s Datter. Thi ved en Rk. heldige Dødsfald
aabnedes der uanede Udsigter for dette
Ægtepars Søn Karl V (I) (1500—58), der 1506 blev
Konge i Kastilien og 1516 fulgte sin Morfader i
Aragonien. Da han efter Maximilian’s Død 1519
valgtes til Kejser, syntes det, som om Frederik
III’s stolte Devise A. E. I. O. U. (ɔ: Austriæ est
imperare orbi universo
ell. »Alles Erdreich ist
Oesterreich underthan«) skulde gaa i
Opfyldelse. De østerr. Arvelande, Nederlandene,
Franche Comté, Spanien med alle dets
Kolonier i den ny Verden, Sicilien, Neapel og
Sardinien, hvortil snart skulde komme Milano, var
Huset H. underlagt. Og samtidig udvidedes
dets Magt betydelig mod Ø., idet Karl’s Broder
Ferdinand, der var gift med Kong Ludvig
II af Böhmen og Ungarn’s Søster Anna, fulgte
Svogeren paa Tronen, efter at denne (1526) var
falden mod Tyrkerne, som ganske vist kort
efter erobrede største Delen af Ungarn og
beholdt det indtil Freden i Carlowitz (1699).
Ferdinand, der havde faaet overdraget de østerr.
Arvelande, var bleven rom. Konge ɔ:
Tronfølger, men det var Karl’s Maal at faa sin Søn
Filip valgt til hans Efterfølger med
Forbigaaelse af Brodersønnen, en Plan, der imidlertid
strandede paa de tyske Stænders
haardnakkede Modstand. Da Karl syg og nedbrudt
nedlagde Kejserværdigheden (1556), spaltedes den
habsburgske Slægt i to Linier, den yngre østerr.,
som beholdt Kejsertitlen, Arvelandene,
Böhmen og Ungarn, og den ældre spanske, hvem
Resten af Besiddelserne tilfaldt. Vel knyttedes
Portugal ved Arv og Erobring en Tid lang til
Spanien (1580—1640), men den politiske og
religiøse Reaktion under Filip II drev
Nederlandene, Monarkiets Guldgrube, til en Opstand,
som Filip og hans Efterfølgere kun delvis
formaaede at dæmpe (se Nederlandske
Frihedskrig
). Og medens Spanien fra at
være Europa’s mægtigste Stat efterhaanden
sank ned til en andenrangs Magt, arvedes dets
Førerstilling af Frankrig, fra Slutn. af 15. Aarh.
Habsburgernes svorne Fjende. Den ældre Linie,
hvis sidste Regenter kun havde udmærket sig
ved en til det yderste dreven religiøs
Bornerthed, uddøde paa Mandsstammen med Filip II’s
Sønnesønssøn Karl II (1700). Hans to Søstre
havde været gifte med Kejser Leopold I og Kong
Ludvig XIV af Frankrig, og begge disse rejste nu
Fordring paa den sp. Arv. Resultatet af den
spanske Arvefølgekrig, der udbrød som Følge
heraf, blev imidlertid, at Monarkiet deltes,
saaledes at det egl. Spanien med Kolonierne
tilfaldt Bourbon’erne, medens Belgien og de ital.
Besiddelser — med Undtagelse af Sicilien —
gik over til den yngre habsburgske Linie. I
denne var Ferdinand I som Kejser bleven
efterfulgt af sin Søn Maximilian II. Ingen af
dennes fem Sønner, af hvilke to fulgte ham
paa Tronen, efterlod sig Arvinger, og da hans
ældste efterlevende Broder, Ferdinand af
Tyrol, ved at indgaa et ustandsmæssigt Ægteskab
havde givet Afkald paa sine Børns fyrstelige
Rettigheder, gik Værdigheden 1619 over til en
yngre Broders Søn Ferdinand (II) af
Steiermark. Mandslinien uddøde med dennes
Sønnesønssøn Kajl VI (1740), en Søn af den
ovennævnte Kejser Leopold, der imidlertid (1713
og oftere) havde sikret sin Datter Maria
Theresia Arveretten ved den pragmatiske Sanktion.
Det Forsøg, Kurfyrst Karl Albrecht af Bayern,
ligeledes et Barnebarn af Kejser Leopold,
gjorde paa at fortrænge hende, mislykkedes (se
Østerrigsk Arvefølgekrig), og ved
sin Mand, Frants Stefan af Lothringen,
Storhertug af Toscana, blev Maria Theresia
Stammoder til det indtil 1918 regerende østerr.
Kejserhus, det habsburgsk-lothringske, der
nedstammer fra hendes næstældste Søn Kejser
Leopold II (død 1792). Dennes Søn Kejser
Frants II (I) erklærede sig 1804 for
Arvekejser af Østerrig og nedlagde 1806 den
tyskromerske Kejserkrone, som siden Frederik III’s
Tronbestigelse (1440) havde været knyttet til
hans Slægt. Frants Stefan afløste 1737
Medicæerne i Toscana og gjorde dette Land til et
Sekundogenitur i det habsburgske Hus, der 1806
ved Mandsstammen af Familien Este’s Uddøen
ligeledes arvede denne Slægts Navn og
Hertugdømmet Modena som et Tertiogenitur, der dog
først kunde tiltrædes efter Napoleon’s Fald
1814. Ved den ital. Frihedskrig fordreves disse
Sidelinier af Befolkningen og mistede deres

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 21:41:09 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0641.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free