Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hadorph, Johan - Hadow, William Henry - Hadramaut - Hadria - Hadrian (rom. Kejser) - Hadrian (Paver)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ukritisk) middelalderlige Rimkrøniker,
Recesser og Love samt fl. af Landskabslovene. Efter
Antikvitetskollegiets Omændring (1692) til et
Antikvitetsarkiv blev H. dettes Chef. H. bar
bl. a. udg. »Två gambla svenska rijmkrönikor«
(1674—76), »Dahlelagen« (1676), »Skånelagen«
(s. A.), »Färentuna runstenar« (1680),
»Gottlandslagen« (1687), »Björkörätten« (s. A.),
»Visby stadslag« (1688) samt »Visby sjörätt« (1689).
Han efterlod sig desuden en Mængde
Haandskrifter.
A. M. D.
Hadow [’heidou?], William Henry, eng.
Musiker og Musikhistoriker, f. 27. Decbr 1859 i
Ebrington, uddannede sig i Oxford og i Tyskland
(Darmstadt) og har Virket som musikhistorisk
Docent i Oxford. Han er kendt som Udgiver af
den store Oxford History of Music, hvis 5. Bd
(Wiener-Perioden) han har forfattet. Fra H.’s
Haand foreligger i øvrigt mindre, hist. Essays
og nogle Kompositioner (Kantater,
Kammermusik).
W. B.
Hadramaut, Landskab i Sydarabien; det
strækker sig i en Længde af 4—500 km langs det
ind. Hav, begrænset imod N. af Ørkenen Dahna.
H. er et yderst vanskelig tilgængeligt Land, der
kun er blevet besøgt af v. Wrede, Munziger,
Miles, H. v. Maltzan, Van den Berg og
Hirsch (1893). Største Delen af H. bestaar af
øde Bjerge og Sandflader, men det
gennemfures af Dale, der i Bunden indeholder meget
frugtbart Land med en forholdsvis talrig
Befolkning. Den vigtigste Dal, Vadi Doan, som
danner det egl. H., gennemstrømmes af en
Flod, som ikke naar Havet. H. omtales et Par
Gange i Biblen. Navnet skrives her
Khazarmavet (»Dødens Forgaard«?), nøjagtig samme
Navn, hvormed det omtales i de sydarabiske
(himjaritiske) Indskrifter, i hvilke det ofte
nævnes som et mægtigt Kongerige. Dets Blomstring
tilhører den Tid, da det gl. Saba ell.
Sabæerrige var begyndt at forfalde. Plinius kalder
Folket Atramitæ og Hovedstaden Sabata (i
Indskrifterne Sabvat). H. danner nu ikke noget
politisk Hele, men er delt mellem fl.
Stammefyrster. Indbyggerne, der kalder sig
Muhammedanere, taler et Sprog, som benævnes Ekhili,
og som afviger ikke lidet, ikke blot fra det
egentlige arab. Sprog, men ogsaa fra Sproget i
Nabolandet Jemen. Deres Antal anslaas nu til
500000, efter nyere tyrk. Opgivelser endog til
1500000. Hovedstaden er Terîm (25000 Indb.);
paa Kysten ligger Mokalla (18000 Indb.) (Litt.:
Van den Berg, Le H. et les colonies arabes
dans l’Archipel indien [Batavia 1886]; C.
Landberg, »H.« [1901]).
V. S.
Hadria (lat.), 1) d. s. s. Adriatiske Hav,
2) se Atri.
Hadrian, rom. Kejser, d. s. s. Hadrianus.
Hadrian, 6 Paver af dette Navn.
1) H. I (772—95), fornem Romer, der fra
Diakon blev Pave, støttet af det frankiske Parti.
Han vedligeholdt Forbindelsen mellem Papatet
og det frankiske Kongedømme og indkaldte Karl
den Store som Forsvarer for Kirkestaten mod
Langobarderne. Han skal af Karl den Store
have modtaget Stadfæstelse og Udvidelse af
Pipin den Lille’s Gave til Skt Peter (774), men
Gavebrevets Ægthed er ikke helt sikker. I
Billedstriden forsvarede H. Billederne, og hans
Anskuelse sejrede paa Mødet i Nikæa (787),
men paa det Punkt var han uenig med Karl
den Store, uden at det gode Forhold dog
forstyrredes. I den adoptianske Strid (se
Adoptianisme) var H. og de karolingske
Teologer enige. H. er den første Pave, der (siden
781) daterede sine Aktstykker efter Paveaarene
og ikke efter de gr. Kejseraar. (Litt.: Liber
pontificalis II, udg. af Duchesne [Paris 1885];
Jaffé, Regesta pontificum roman. [2. Udg., I,
289]; Gregorovius, »Geschichte der Stadt
Rom« [Litt. til alle Paver af Navnet H.]).
2) H. II (867—72) var Romer, havde været
gift og havde Børn, før han blev præsteviet.
To Gange havde han afslaaet Paveværdigheden,
da han 75 Aar gl gav efter for det rom. Folks
og Præsteskabs enstemmige Forlangende. Han
hævdede haardnakket det pavelige Supremati
over for de frankiske Kirkefyrsters
Uafhængighedslyster (se Hincmar), og over for Kong
Lothar fastholdt han Kirkens moralske Krav.
Trods sin oldingeagtige Stædighed høstede han
Frugterne af sin Forgænger, Nicolaus’ Snille.
Under ham begyndte den Spænding mellem
Rom og Konstantinopel, som endte med Skismet
1054. H. fordømte Fotios (se gr. Kirke), og
dennes Modstander, Ignatios, godkendte Roms
Supremati. (Litt.: H. Grisar, »H. II og die
pseudoisidorischen Dekretalen« i »Zeitschr. f.
kath. Theologie« [1880]).
3) H. III (884—85) blev efter heftige
Partikampe Pave, og han gik strengt frem mod
sin Modstander. Han døde paa Vejen til
Tyskland, hvor han skulde have indsat Kejser Karl
den Tykke’s uægte Søn til Rigsarving.
4) H. IV (1154—59). Den eneste Englænder,
der har været Pave, hed Nicolaus Breakspeare
og var Søn af en Klerk. Da han skammede sig
ved at gaa som Tigger i England, rejste han
til Frankrig, hvor han efter megen Omflakken
fandt Optagelse som Tjener i et Kloster ved
Arles. Her vandt han Munkenes Yndest, de lod
ham studere, gjorde ham til deres Prior og
Abbed. Som Abbed var han Munkene for streng;
de klagede til Rom, men hermed var hans
Lykke gjort; thi Pave Eugen III stod paa hans
Side; han gjorde ham til Kardinal og sendte
ham som Legat til de tre nordiske Riger. 1152
oprettede han Ærkebispedømmet i Nidaros;
men da Svenskerne ikke kunde blive enige om,
hvor deres Ærkebiskop skulde have Sæde,
overlod han Ærkebispen i Lund at træffe
Bestemmelse m. H. t. det sv. Ærkebispedømme,
hvoraf Følgen blev, at den danske Ærkebiskop blev
den sv. Kirkes Primas. Han fik Norge og
Sverige til at betale Peterspenge. Kort efter sin
Hjemkomst blev han Pave, og han fik straks
den Opgave at kue den af Arnold fra Brescia
rejste revolutionære Bevægelse i Rom, i
hvilken Henseende han fik Hjælp fra Frederik
Barbarossa, som han kronede til Kejser. Paa
Mødet i Besançon (1157), der sammenkaldtes i
Anledning af, at Ærkebiskop Eskil af Lund var
blevet taget til Fange i Tyskland, udbrød
Striden mellem Hohenstauferne og Pavemagten. Den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
