Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hahn, J. H. - Hahn, Reynaldo - Hahn, Vincens Joachim - Hahn, Werner - Hahnemann, Samuel Frieddrich Christian - Hahn-Hahn, Ida Marie Luise Sophie Friederike Gustava v.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nissen i »Haandbog i det nordslesvigske
Spørgsmaal«, S. 566).
G. S-e.
Hahn [an], Reynaldo, fr. Komponist,
f. 9. Aug. 1874 i Venezuela af fr. Slægt og
opdraget i Frankrig, var Elev af Paris’
Konservatorium og har komponeret en lang Række
dels vokale, dels instrumentale, Værker —
Sange, Korværker, talrige Klaverstykker,
symfoniske Digtninge —; desuden har han for Scenen
skrevet baade Musik til forsk. Skuespil og
Pantomimer og Balletter, der alt er fremkommet
i Paris, men næppe er kendt uden for
Frankrig. Et Juleoratorium er af H. opført i Paris
paa Théâtre des Arts 1908.
W. B.
Hahn [ha’n], Vincens Joachim, dansk
Hofembedsmand, f. 22. Decbr 1632, d. 25. Jan.
1680, tilhørte en anset mecklenburgsk
Adelsfamilie og kom c. 1638, et Par Aar efter
Faderens Død, til Danmark med Moderen, der
under Krigen maatte flygte fra sit Fædreland.
Da han blev voksen, tog Kong Frederik III
sig af ham og sendte ham 1651 til Dresden for
at lære Jagtvæsenet. Efter fl. Aars Ophold her
rendte han tilbage til Danmark, men sendtes
1656 paa ny til Dresden. Opholdet ved det
sachsiske Hof blev dog denne Gang ikke af lang
Varighed; ved Efterretningen om Krigens
Udbrud 1657 vendte han atter hjem, blev Kornet
ved Kongens Livregiment og var ved Krigens
Slutning avanceret til Major. Han forlod dog
snart den milit. Løbebane og blev 1661 udnævnt
til Overjægermester i Danmark, 1663 tillige i
Slesvig og Holsten. Ved sit Giftermaal 1662
med en dansk Adelsdame Sidsel Kaas, der
bragte ham Godserne Sparresholm og Jomfruens
Egede i Medgift, blev han en velhavende Mand
Under Christian V kom H. til at indlage en
meget betydelig Stilling. Hans Selskab blev
snart aldeles uundværligt for Kongen, og han
fulgte denne stadig i Krig og Fred. Som Følge
heraf fik han stor Indflydelse paa Kongen,
ogsaa uden for sit Embeds Omraade, en
Indflydelse, der næppe altid var af heldig Natur.
Maaske er hans Eftermæle dog blevet slettere
end fortjent. Han synes i alt Fald at have
været en tapper Officer, men hans Benyttelse af
Kongens Yndest til at skaffe sig
Hædersbevisninger og materielle Begunstigelser taler
unægtelig ikke til Fordel for hans Karakter, da de
paa ingen Maade kunde retfærdiggøres ved
hans Fortjenester af Riget. Han vedblev til sin
Død at beklæde det meget indbringende
Overjægermesterembede og førte desuden Tilsyn
med Leverancerne til Hofstaten; 1677
udnævntes han tillige til Meddirektør for
Generalkommissariatet, 1678 til Geheimeraad og 1679 til
Ridder af Elefanten.
L. L.
Hahn [ha.n], Werner, tysk Forf., f. i
Marienburg (Vestpreussen), 13. Maj 1816, d.
i Sakrow ved Potsdam 1. Decbr 1890. Han
studerede Teologi og Filosofi i Berlin og Halle og
dyrkede derpaa — preuss.-tysk Patriot som han
var — litteraturhistoriske og æstetiske Studier.
Bl. hans fædrelandske folkelige Skr kan
nævnes: »Friedrich Wilhelm III und Luise, Königin
von Preussein« (1850), »Hans Joachim v. Zieten«
(s. A.), »Friedrich I, König in Preussen« (1851),
»Kunersdorf« (1852) o. s. v. Bl. hans
litteraturhistoriske Værker maa fremhæves »Geschichte
der poetischen Literatur der Deutschen« (13
Opl. 1897), samt hans bearbejdede og
kommenterede Udg. af »Edda«.
C. B-s.
Hahnemann [’ha.nəman], Samuel
Frieddrich Christian, tysk Læge,
Homøopatiens Opfinder, f. 10. Apr. 1755 i Meissen, d. 2.
Juli 1843 i Paris. H. var som Student henvist
til sin egen
Hjælp og
vandrede, delvis
som Lærer,
Tyskland og
Østerrig
igennem, studerede
et Par Aar i
Leipzig og fik,
skønt
fraværende,
Doktorgraden i
Erlangen.
1816—22 var han i
Leipzig og
praktiserede
der, samtidig
med, at han
studerede
Farmaci og Kemi,
undersøgte Arsenikforgiftning og fremstillede
det H.’ske opløselige Kvægsølvpræparat.
Gennem eng. Lægers Værker kom han ind paa en
Kritik af sin Samtids Lægekunst og opstillede
imod den en af ham selv udpønset
Helbredelsesmetode, den homøopatisk dynamiske, som
han senere førte ud i Praksis. Den grundede
sig paa den Teori, at Sygdom ikke var noget
materielt, og derfor Bestræbelserne for at
fjerne Sygdomsaarsagerne forgæves og unyttige.
Samtidens Behandling var ogsaa forkert, idet
man ofte kun tog Hensyn til et Symptom og
gav Midler mod det og ikke mod Sygdommen
som Helhed. Ved at se, at Kopper ofte
foraarsagede Døvhed og Blindhed, men i andre
Tilfælde helbredte disse Lidelser, at Sindssygdom,
opstaaet efter Feber, kunde helbredes af en
saadan, at Kulde virkede skadeligt paa
Forbrændinger, kom han ind paa at prøve
Medikamenterne paa Sunde og saa da, at f. Eks.
Kinin, Hovedmidlet mod Kold feber, gav
koldfeberlignende Symptomer, naar man tog det
ind. Ud fra dette opstillede han sit terapeutiske
Princip, at man ved Sygdom skulde give det
Medikament, der selv var i Stand til at
fremkalde en lgn. Det er klart, at disse Teorier
ikke fandt Anklang ved Leipzigs Univ., hvor
H. docerede dem 1812. Professorerne
bekæmpede dem, og Staten skred ind mod, at H. selv
forfærdigede sine Medikamenter. H. maatte
flytte til Cöthen 1821, hvor han blev Livlæge
hos Hertugen, men efter at han i sit 80. Aar
giftede sig anden Gang, flyttede han til Paris,
hvor han døde. Han udgav mange Skr: »Dogma
der rationellen Heilkunde« (1810); »Kleine med.
Schriften«, I—II (1829).
J. S. J.
 |
| S. F. C. Hahnemann. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
