- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
757

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - hamitiske Sprog - Hamitter

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

saaledes nu (fra 17. Aarh.) helt til det
semitiske Sprogomraade. — Den tredje sydøstlige
Gruppe hører hjemme i Abessinien og nogle
tilstødende Lande; den kaldes gerne den
kushitiske, østhamitiske ell. ætiopiske
Gruppe
. Hvad det sidste Navn angaar, maa
det bemærkes, at det Sprog, som fra gl Tid af
kaldes »Ætiopisk«, tillige med sine Døtresprog
Amharisk, Tigré og Tigrina ikke hører til
denne Gruppe, men er et semitisk Sprog. Det
nordligste af de kushitiske Sprog er Bedscha-
ell. Bischari-Sproget i Sydøstnubien, som nu er
fortræffelig kendt, takket være Almkvist’s »Die
Bischari-Sprache« (2 Bd, Upsala 1881 og 1885).
Dernæst følger mod SØ. Saho-Sproget, og
længere mod S. Afar- ell. Danakil-Sproget. Om
Afar har man et Arbejde af Colizza (1887), men
ellers er Leo Reinisch i Wien den, der har
indlagt sig størst Fortjeneste af Studiet af disse
tidligere saa ukendte Sprog. Han har paa
gentagne Rejser undersøgt de til de h. S. hørende
Sprog og behandlet dem videnskabeligt, »Afar«
(1885—87), »Saho« (1877—89), »Chamir«
(1883—84), »Belin« (1882—87), »Kunama« (1881), imedens
han har fundet, at andre af ham undersøgte
Sprog i disse Egne som Barea og Nuba ikke
kan henføres til de h. S., men tilhører
Negersprogenes Gruppe. Til den kushitiske Gruppe
hører fremdeles Ursproget i Abessinien, Agau,
der bl. a. tales af de abess. Jøder Falascha, og
som er undersøgt af Flad, Waldmeier, J.
Halévy o. a., og endelig Galla- (se Tutschek,
Dictionary og Grammar of the Galla-Language
[1844—45]) og Somali-Sproget SØ. f. Abessinien.
Til Gruppen hørte sikkert ogsaa Sproget i den
gl. nubiske Kulturstat Meroë; man har herfra
en Del Indskrifter, som man har søgt at
dechifrere, men, som det synes, ikke med Held. —
Nogle har til den kushitiske Gruppe villet
henregne Hottentotternes Sprog, men sikkert med
Urette; det hører vistnok ikke til de h. S.
Derimod er det højst rimeligt, at det Sprog, som
det uddøde Folk paa de Canariske Øer,
Guancherne talte, har hørt til de h. S., og til
Berbergruppen. Trods de Undersøgelser, der er
foretagne i de senere Aar af de h. S., er vort
Kendskab til dem langtfra saa godt, som man kunde
ønske. Om fl. Sprog ved vi ikke, om de skal
betragtes som selvstændige Sprog ell. kun som
Mundarter af andre. Som fælles Karaktertræk
for de h. S. kan fremhæves: Anvendelsen af T
som Endelse ell. foransat for at betegne
Hunkøn, Brug af Suffikser, Overensstemmelse i
nogle Talord og i Pronominerne (Stedord). I
sidste Henseende er der ogsaa en Del
Overensstemmelse med de semitiske Sprog, og derfor
bar fl. Lærde villet samle de h. S. med de
semitiske i een Afdeling; ja, da Brug af
grammatisk Køn næsten ikke forekommer uden i de
h. S., de semitiske og de indoeuropæiske, har
man endog undertiden villet forene disse 3
Ætter til een stor Æt. — Da alle de Folk, der
taler, ell. hvis Forfædre har talt et h. S., i
antropologisk Henseende viser megen
Overensstemmelse, plejer man tillige at sammenfatte
disse Folk under Navnet de hamitiske Folk (se
Hamitter). (Litt.: Foruden de ovenn. Skr:
Cust, Sketch of the modern languaaes of
Africa [2 Bd, London 1884]).
V. S.

Hamitter kaldes en Del Folk, der taler
hamitiske Sprog, og som bebor Nordafrika N.
f. 15° n. Br.; kun længst mod Ø. naar de til
henimod Ækvator. De deles i tre
Hovedgrupper: Berberne, Ægypterne og Østhamitterne.
Berberne, de gl. Ægypteres Tehennu (de
lyse), Romernes og Grækernes Libyere, bor fra
Atlanterhavet til Oasen Sivah, deres østligste
Boplads, men imellem dem har i Middelalderen
talrige Arabere bosat sig, saa at disse og deres
Blandinger med Berberne nu mange Steder
udgør Hovedbefolkningen. Berberne er endnu
overvejende i de til Tripolis hørende Oaser, i
de indre Bjergegne af Tunis og den algierske
Prov. Constantine (navnlig Djebel Aures), i
Stor- og Lille Kabylien samt en Del af Algiers
Oaser; fremdeles i Rif-Bjergene og det sydlige
Marokko. Til dem hørte ogsaa Guancherne,
den nu uddøde Urbefolkning paa de canariske
Øer. I Sahara bor de hamitiske Tuareker
mellem 0° og 12° ø. L. f. Grw., omgivne mod V.
af arab. Stammer og mod Ø. af Tedaerne, der
er beslægtede med Kanuri-Negrene i Bornu,
men vistnok er stærkt blandede med hamitisk
Blod. I Oasen Air bor Kelovi-Tuarekerne, der
er stærkt blandede med Negerblod, og S. f.
dem har Auellemiderne og Iregenaterne trængt
sig frem mod S. og skudt Tuarekernes Grænse
frem S. f. Niger-Floden. Af de sydligste
Berberfolk maa endnu nævnes Beboerne af Oasen
Adrar samt Duaishberberne ved Senegals
nordlige Bred. Ægypterne har nu opgivet deres
hamitiske Sprog og taler Arabisk, ligesom de er
stærkt blandede med arab. Blod, navnlig i
Byerne; bedre har Landbefolkningen, Fellaherne,
holdt sig, og mest ublandede er de kristne
Kopter. De østhamitiske Folk bebor
Østnubien, Abessiniens lavere liggende Egne samt
Østafrika N. f. Ækvator Ø. f. 35° ø. L. f. Grw.
De vigtigste Folk er Bedscha-Folkene
(Bischarinerne), en til Dels arabiseret Nomadestamme
i Nubien, den arabisktalende Nomadestamme
Kababish ved Khartum, Danakilerne i Ørkenen
Ø. f. Abessinien, Shitoerne V. f. Massaua,
Gallaerne S. f. Abessinien og i dette Lands sydlige
Dele, samt Somalierne, der er stærkt blandede
med Arabere, Ø. f. Gallaerne. Til disse slutter
sig nogle indbyrdes nærbeslægtede Folk i
Nordabessinien: Agavi, Bogos (Belen), de »jødiske«
Falaschaer o. a. Fjernere staar Bareaerne i
det sydlige Abessinien. H.’s fysiske Type
er naturligvis paa et saa stort Omraade noget
varierende, og ved Blanding navnlig med
Semitter og Negre er den paa mange Steder
blevet meget omdannet. De er gennemgaaende af
lavere Vækst end Araberne og Negrene,
Ansigtets Oval er mindre regelmæssig og mindre
lang end Arabernes. Panden er høj og lige,
Næsen krummet uden dog at kunne kaldes
Ørnenæse. De er dolichokefale og orthognathe,
men allerede Ægypterne er svagt prognathe,
og Prognathien bliver større og større, jo mere
man kommer mod S. bl. de østhamitiske Folk.
Hudfarven er varierende; hvide er Berberne,
bl. hvilke der endog findes blonde Individer,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:54:36 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/10/0779.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free