- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
767

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hammer, Christian - Hammer, Frederik Abel - Hammer, Hans Jørgen - Hammer, Hjalmar - Hammer, Julius - Hammer, Jørgen - Hammer, Karl Vilhelm

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

indkøbte Stykke for Stykke fra hele Europa,
men fornemmelig ved aarvaagen og energisk
Benyttelse af enhver Lejlighed i Sverige, hvis
Fyrsters og Adelsslægters Kostbarheder og
historiske Erindringer havnede hos H., som lige
fra først af samlede med den bestemte
Hensigt at faa grundlagt et Mus. for Kunstens og
Kulturens Historie. 1871 tilbød han at sælge
det hele Mus. til den sv. Stat; hans Tilbud
blev dog ikke modtaget, men ved
Forhandlingerne om Salget vaktes dog de Bestræbelser,
som senere satte Frugt i Oprettelsen af
»Svenska Slöjdföreningens Konstindustrimuseum« og
i Grundlæggelsen af Hazelius’ »Nordiska
Museet«. Senere er store Dele af hans
Samlinger blevne solgte ved offentlige Auktioner.
(Litt.: »Kort öfversigt af C. H.’s konst- och
kulturhistoriska samling« [Sthlm 1870, samt
lgn. Oversigter paa Tysk, Engelsk og Fransk];
»Handlingar rörande H.’s museum«, Hæfte
1—7 [ved Chr. Eichhorn, Sthlm 1871—73];
Catalogue de la Bibliothèque H. [8 Bd, Sthlm
og Berlin 1886—88]; »Museum Chr. H. in
Stockholm«, 1.—5. Serie, m. Fototypier [Köln
1892—94]).
(J. B. H.). K. F.

Hammer, Frederik Abel, Frivillig fra
Krigene 1807 og 1848, f. i Asminderød 13. Septbr
1792, d. i Fredensborg 10. Decbr 1877, fulgte
1807 sin Fader, der meldte sig som
Herregaardsskytte i Kbhvn. Under et Udfald derfra
ramte han den eng. General Baird paa lang
Afstand, ligesom han senere udmærkede sig, da
han havde faaet Ansættelse ved det sjællandske
ridende Jægerkorps, saa at han kom til
Guidekorpset og 1809 blev Dannebrogsmand. I Digtet
»En ganske ny Vise om en Kromand og hans
Søn« har St. St. Blicher foreviget begges Færd.
Efter Krigen kom H. til Forstvæsenet og blev
senere Distriktskommissær, men meldte sig atter
som Frivillig 1848. Krigsministeren anerkendte
hans fortrinlige Tjeneste ved en rosende
Takskrivelse.
P. Nw.

Hammer, Hans Jørgen, dansk
Genremaler, f. i Kbhvn 29. Decbr 1815, d. i Rom 28.
Jan. 1882. Efter sin Konfirmation blev han sat
i Malerlære og kom omtr. samtidig ind paa
Kunstakademiet; efter at være bleven Svend
ernærede han sig en Tid som Dekorationsmaler,
men vedblev dog at studere paa Akademiet
samt paa Eckersberg’s Malerskole og
debuterede 1838 som Udstiller med et lille
Friluftsbillede. Hverken dette ell. hans nærmest
paafølgende Arbejder vakte synderlig
Opmærksomhed; men 1845 købte Galeriet hans »Bønder
vender hjem med det sidste Læs Korn«, og to
Aar senere vandt han den Neuhausen’ske
Præmie for »Bønderkarle og Piger samles til
Lystighed en Helligdags Eftermiddag«. Efter
derpaa at have gjort hele Treaarskrigen med som
Frivillig vendte han tilbage til Kbhvn med
Kaptajns Rang og udførte en Del Billeder af dansk
Folkeliv; under et Ophold i Italien 1856—59
malede han mest Gadepartier og anden
Arkitektur, senere igen danske Billeder, navnlig
over Emner fra Landet, saaledes »Det længe
ventede Brev«, der ligesom fl. af H.’s andre
Arbejder blev købt til Nationalgaleriet. En
betydelig Støtte havde H. paa hele sin
Kunstnerbane i den Yndest, der vistes ham af Prof.
Høyen, hvis Krav til »national Kunst« han
fyldestgjorde med en Trofasthed som faa andre.
Han var en ikke meget aandfuld, men til det
yderste samvittighedsfuld Kunstner, hvis
Arbejder ofte, til Trods for deres tarvelige Kolorit
og tørre Foredrag, tiltaler ved et vist Præg af
Ærlighed og Naivitet.
S. M.

Hammer, Hjalmar, norsk Skuespiller, f.
i Ekersund 16. Novbr 1840, d. smst. 29. Maj
1896, blev 1866 Student og debuterede paa Kria
Teater 1870 som Tadeo i Henrik Hertz’
Lystspil »Den yngste« og gjorde Lykke som den
første norske romantiske Elsker paa Scenen.
Bag dien lidt stive og ubehjælpsomme Form i
H.’s Spil mærkedes et heftigt og sværmerisk
Temperament, som gjorde et stærkt Indtryk,
særlig i Roller som Musset’s
elegisk-lidenskabelige unge Elskere. H. spillede ogsaa Hamlet,
Romeo, Ruy Blas, Ambrosius o. l. Roller, og
hans Evner laa bedre til Rette for dette
Repertoire end for de moderne Karakterroller,
som Doktor Rank i »Et Dukkehjem«, Gregers
Werle i »Vildanden«, Rosmer i »Rosmersholm«,
Alf i »En Handske«, Hagbarth i »Leonarda«.
P. Gr. a. Sygdom maatte H. forlade Scenen
allerede 1892.
E. S-n.

Hammer, Julius, tysk Forf., f. i Dresden
7. Juni 1810, d. i Pillnitz 23. Aug. 1862. Han
studerede Filosofi og Litt. i Leipzig, blev 1857
Feuilleton-Redaktør ved »Sächsische
Konstitutionelle Zeitung« i Dresden og gav Stødet til
Grundlæggelsen af »Schiller-Stiftung«. Han har
skrevet en Rk. Lystspil — »Das seltsame
Frühstück«, »Das Leben ein Tanz« — Skuespillet
»Die Brüder«, en Rk. Noveller, samt Romanen
»Einkehr und Umkehr«. Sit Navn skylder han
dog især sine lyrisk-didaktiske, ofte af
personlig Følelse baarne Digtninge, bl. a.: »Schau um
dich und schau in dich« (1851) og »Zu allen
guten Stunden«, der er udkomne i mange Opl.
(Litt.: Am Ende, »J. H. als Mensch und als
Dichter« [1872]).
C. B-s.

Hammer, Jørgen, dansk Officer, f. 5.
Oktbr 1817 paa Samsø, d. 16. Decbr 1898 i
Kbhvn, blev 1839 Sekondløjtnant. 1848 laa han
i Glückstadt, hvorfra han maatte flygte til
Kbhvn. Udnævnt til Premierløjtnant blev han
Chef for Horsens’ frivillige Korps, men var de
flg. Aar ansat ved 8. og 7. Bataillon, hvormed
han deltog i Kampen ved Kolding, Slagene ved
Fredericia og Isted samt Frederiksstad’s
Forsvar, hvorefter han fik Kaptajns Karakter. 1864
var H. Kompagnichef ved 5. Regiment, senere
Kommandør for dets 1. Bataillon, og deltog med
Udmærkelse i Forsvaret af Dybbøl og Als. Han
blev 1867 Oberst og Chef for 16. Bataillon, 1880
Chef for 6. Regiment og 1882 Generalmajor og
Chef for fynske Brigade; 1885—87 var han
Generalinspektør for Fodfolket, hvorefter han
p. Gr. a. Alder afskedigedes.
P. Nw.

Hammer, Karl Vilhelm, norsk
Arkivar og Publicist, f. i Moss 12. Juni 1860, blev
Student 1881 og studerede nogle Aar
Retsvidenskab, men opgav Universitetsstudierne for
at gaa over i journalistisk Virksomhed. Siden
1887 har han været Medarbejder og til 1905
Medejer i »Verdens Gang«, herunder i nogle

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:54:36 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/10/0789.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free