Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Handsker - Handskesymaskine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Overmænd. I en norsk Takst fra 1282 sattes de
bedste til 15 vejede Penninge Parret, 1302 kun
til 4, for de ringere til 3. I et Reglement fra
817 tillades det Gejstligheden at bære H., dog
ikke under Gudstjenesten. De kaldes usyede
og var altsaa vævet Arbejde. Først i 11. Aarh.
blev de liturgiske Klædningsstykker. Harald
Klak bar hvide H., da han blev døbt, en af
Gudfaderen, den tyske Kejser Ludvig’s mange
Gaver.
De ældre Finger-H. var skaarne i eet Stykke
Skind, som, efter at det var lagt dobbelt,
sammensyedes langs Randene, og Tommelen
tilsyedes særskilt (Fig. 2). En saadan H. er
afbildet paa et Maleri paa Pergament i Dansk
Folkemuseum, forestillende Mesterstykkerne i
Assens Handskemagerlav 1555. H. dækkede ikke
alene Haanden, men en Del af Underarmen
(Fig. 3), og denne Hovedform beholdt
den til sent i 18. Aarh., da Kraven helt
forsvandt og H. splittedes op under
Haanden og indrettedes til at knappe
om Haandleddet. I Tiden efter 1650
søgte man at tilpasse H. bedre ved at
indsætte et Læderstykke paa begge
Sider af Fingrene og lade dette løbe
spidst tilskaaret i Kile op i
Splitter paa H.’s Overside (Fig. 4). Minder om
denne H.-Form haves endnu i de 3 Sømme
paa Oversiden af vore H., kaldet Denter
(fransk dents). Paa samme Tid var H.
meget pragtfuldt udstyrede med Broderier,
Frynser, Sløjfer, Kniplinger o. s. v. H. bares
efter Malerier at dømme i Haanden, især af
Damerne (Fig. 5). De saakaldte sp. H. fra Tiden
efter 1500 var meget stærkt parfumerede. I
18. Aarh. bar Damerne H., som naaede Albuen
(Fig. 6); de havde enten Fingre ell. en Klap,
som gik ud over det øverste af Fingrene og
sloges tilbage. De kunde snøres stramt (Fig. 7).
Disse lange H. var undertiden bedækkede med
Malerier af gode Malere, hvad der ikke var
noget forunderligt, da selv en Kunstner som
Watteau malede de høje Skohæle. Først i 19.
Aarh. kom Glacé-, senere Silke-H. i Brug
sammen med à jour strikkede og vævede Hel-
og Halv-H., og siden har Moden med sit Valg
af Stoffer og Form været i stadig Vekslen.
Frankrig har fra Renaissancens Tid været
H.-Fabrikationens Hjem baade ved Landets
udmærkede Raastof (Lamme- og Gedeskind), ved
Behandlingen af det og ved Snittet. Grenoble,
Paris, Millau, St. Junien nævnes som
Hovedpladserne. England bearbejder Kapskind og
staar i første Rang med sine H. af garvet
Skind, der er meget solide. Her har man
tilmed genoplivet de gl. H. af Hundeskind, der
var en søgt sp. Finesse i Filip II’s Dage. (Om
Jern-H., se Rustning).
H. har fra Oldtiden af været et Symbol. Den
blev stærkt benyttet som Vennegave, og man
hører om, at der bortgaves forgiftede H. Man
lagde Pengegaver i H., og hvad vi kalder
Drikkepenge, hed i andre Lande H.-Penge. At
række sin H. var et
Ydmygelsestegn. Før Roland døde, rakte
han sin H. til Gud, der
modtog den ved en Engel. Ejendom og Embeder
(f. Eks. Bispeværdighed) overdroges ved
samme Tegn, og sendtes et Bud paa Vej, gaves
ham H. og Stav. Naar Overenskomst opsagdes,
gaves H. tilbage, og det var Grunden til, at
Mogens Munk lagde den jyske Adels
Opsigelsesbrev til Kong Christian II i sin H. Opgav man
sit Bo, »slog man Vanterne i Bordet«. H. var
et Pant, der toges for Bøder. At kaste H.
var en Udfordring, at optage den et Tegn
paa, at Tvekamp tilstodes. Den kastedes ogsaa,
naar Band lystes over en Person. (Litt.: M. P.,
Histoire du Gant [Paris 1886]; Köhler, »Die
Entwickelung der Tracht« [Nürnberg 1877];
Quicherat, Histoire du costume en France
[Paris 1875]).
Bernh. O.
 |
| Fig. 1. |
 |
| Fig. 2. |
 |
| Fig. 3. |
 |
| Fig. 4. |
 |
| Fig. 5. |
 |
| Fig. 6. |
 |
| Fig. 7. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
