Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hannibal (Hærførere) - Hannibal (By i U. S. A.) - Hannibal ad portas - Hannibals-Fejden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
utallige Vanskeligheder fra Naturens og
Bjergstammernes Side at modstaa. Med Tabet af en stor
Del af sin Hær naaede han ned i Norditalien,
hvor han — stadig i Aaret 218 — slog de rom.
Hære i to Slag, ved Po og ved Trebia. Han
stræbte derefter med Held at vinde de galliske
Folkestammer i Norditalien, som nylig var blevne
undertvungne af Romerne. Forstærket med
galliske Hjælpetropper rykkede han næste Aar
(217) ned i Mellemitalien. Her tilintetgjorde han
fuldstændig en rom. Hær under G. Flaminius
ved Trasimener-Søen og gik derefter videre
mod S. ned i Kampanien, idet han ødelagde
Landet paa sin Vej. Næste Aar (216) led
Romerne, skønt deres Hær var H.’s langt
overlegen, et frygteligt Nederlag ved Cannæ, og
Frygten blev da stor i Rom. Men H. vovede
ikke at gaa imod Byen selv, hvis
Fæstningsværker han ikke troede at kunne gennembryde;
det var hans Plan efterhaanden at bevæge
Folkene i Italien til Frafald fra Romerne og
saaledes undergrave deres Magt. Virkelig sluttede
ogsaa mange Folkestammer sig til ham;
Kampanien’s rige Hovedstad Capua blev for en Tid
hans Hovedopholdssted. Men Romerne begyndte
snart igen at gøre Fremskridt; i Norditalien fik
de hurtig Magten og begyndte derpaa ogsaa at
trænge H. længere tilbage mod S. Vel søgte han
at styrke sig ved Forbund med Makedonien og
med Syrakus, men hjemme fra Karthago, hvor
det herskende Parti saa med Misfornøjelse paa
hans Færd, fik han kun sparsom Understøttelse.
Da Romerne efterhaanden erobrede de frafaldne
Byer og Landstrækninger tilbage, og da den
Hær, som H.’s Broder Hasdrubal havde ført til
Undsætning fra Spanien, var bleven nedhugget
af dem, blev H. nødt til at trække sig tilbage til
Italiens sydligste Spids (Bruttiernes Land),
hvor han endnu i fl. Aar med overordentlig
Dygtighed modstod Romernes Angreb. Først da
en rom. Hær under P. Cornelius Scipio var sat
over til Afrika, bekvemmede H. sig efter Ordre
fra Karthago til med Resterne af Hæren at
vende tilbage til sit Fædreland (203), som han
ikke havde set siden sin Barndom. Men da han
var bleven slaaet af Scipio ved Zama (202), blev
Karthago nødt til at modtage Roms
Fredsbetingelser (201).
Efter Krigens Slutning arbejdede H. som
Fører for det demokratiske Parti, som ogsaa hans
Fader havde tilhørt, paa at bringe Staten paa
Fode igen, og det med stort Held, især efter at
det var lykkedes ham at gennemføre en
Forfatningsforandring i demokratisk Retning. Men
herved opnaaede han ogsaa at irritere
Modpartiet i den Grad, at det satte sig i
Forbindelse med Romerne og over for dem beskyldte
H. for at konspirere med Roms Fjender, især
Kong Antiochos af Syrien. Da Romerne som
Følge heraf sendte et Gesandtskab til Karthago,
foretrak H. straks at forlade Landet og begive
sig til Antiochos (195). Her gjorde han sig al
mulig Umage for at formaa denne til at
begynde Krig med Rom, hvilket ogsaa lykkedes
ham. Helst havde han rigtignok set, at
Antiochos havde ført Krigen over til Italien, men
det kunde han ikke sætte igennem, og han kom
ogsaa kun i ringe Grad til at tage aktiv Del i
Krigen. Efter at være bleven slaaet baade i
Grækenland og i Asien (191 og 190) maatte
Antiochos slutte Fred, hvorved han bl. a.
forpligtede sig til at udlevere H. Denne flygtede
derfor til Kong Prusias i Bithynien, hvor han
endnu opholdt sig i nogle Aar. Men da et rom.
Gesandtskab ogsaa her krævede hans
Udlevering, og Prusias ikke kunde ell. vilde afslaa
Fordringen, dræbte H. sig ved Gift for ikke at
blive udleveret til sine Dødsfjender
(sandsynligvis 183).
H.’s Berømmelse beror væsentlig paa hans
mangeaarige Felttog i Italien, som indlededes
med den næsten dumdristige Overgang over
Alperne. At han den ene Gang efter den anden
slog de langt overlegne rom. Hære, skyldes først
og fremmest hans overordentlige taktiske
Dygtighed. Især forstod han at benytte sig af sit
talrige og fortræffelige Rytteri; i Tillid til det
kunde han vove at forsøge paa at indeslutte
den fjendtlige Hær, selv om den var dobbelt
saa talrig; naar Rytteriet da i rette Øjeblik
angreb Fjenden i Ryggen ell. i Flanken,
afgjordes Kampen derved, selv om H.’s
Frontlinie, saaledes som ved Cannæ, først havde
maattet vige. Ganske vist bebrejdede allerede
Samtiden H., at han ikke forstod at benytte
sine Sejre, saa at den langvarige Krig ikke
førte til noget Resultat. Særlig har man dadlet
ham, fordi han ikke gjorde noget Forsøg paa at
erobre selve Rom. Det er dog højst tvivlsomt,
om et saadant Forsøg havde haft nogen Udsigt
til at lykkes, og naar ogsaa H.’s Forsøg paa
at skille Rom ved dets Forbundsfæller i Italien
strandede, ligger Skylden dels i Romerstatens
faste Sammenhold, dels i, at H.’s Landsmænd
hjemme i Karthago lod ham i Stikken.
Beundringsværdig er i ethvert Tilfælde ogsaa H.’s
lange Forsvarskamp, efter at han havde
maattet opgive Haabet om at gøre videre
Fremskridt. — Sit Had til Romerne bevarede H. hele
Livet igennem, men Romernes Beskyldninger
imod ham for Grusomhed og Troløshed er der
ingen Grund til at laane Øre til. I Romernes
Øjne vedblev han i mange Tider at staa som en
Slags Skræmmebillede, og den Skræk, han
havde indjaget dem, var maaske en væsentlig
Grund til Karthago’s senere Undergang. (Litt.:
Hennebert, Histoire d’Annibal [3 Bd, Paris
1870—91]).
H. H. R.
Hannibal [’hänibə£]. By i U. S. A., Stat
Missouri, ligger ved Mississippi. (1910) 18300
Indb. H. har talrige Fabrikker og driver livlig
Handel med Tobak, Tømmer og Korn. Et Par
km S. f. Byen findes Hulen H. Cave. En Bro
forbinder H. med East-H. i Illinois.
H. P. S.
Hannibal ad portas (lat.), »Hannibal for
(Byens) Porte«, Udtryk for den yderste
Krigsfare (212 f. Kr. rykkede H. lige mod Rom, se
Hannibal), brugt af Cicero (Philipp. I, § 11).
A. B. D.
Hannibals-Fejden kaldtes i det
søndenfjeldske Norge Grænsekrigen mellem Norge og
Sverige 1643—45. Benævnelsen er tagen af den
norske Hærførers, Statholder Hannibal
Sehested’s Fornavn. Nordenfjelds benævnes Krigen
Ulfeldts-Fejden efter den norske
Krigskommissær Jakob Ulfeldt. H.-F. er forsk. fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
