Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hannover (Provins)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
siden Kejser Ferdinand II og fra 1631
Svenskerne. 1617 hjalp han sin Broder Hertug
Christian at føje Grubenhagen til Lüneburg, og
selv erhvervede han efter
Braunschweig-Wolfenbüttel-Familiens Uddøen 1634 det lille
Hertugdømme Calenberg, i hvilket han gjorde Byen
H. til Hovedstad. I øvrigt var Husets
Besiddelser forøgede med Grevskaberne Hoya (1582) og
Diepholz (1585), samt med Harburg (1642), der
havde tilhørt andre Linier. 1648 arvede Georg’s
ældste Søn Christian Ludvig Lüneburg-Celle,
medens Calenberg i H. tilfaldt hans yngre
Broder Georg Vilhelm. Efter Christian
Ludvig’s Død (1665), blev Georg Vilhelm hans
Efterfølger i Lüneburg-Celle; men en tredie
Broder, den fransk-paavirkede, rom.-kat.
Johan Frederik, gjorde ogsaa Krav paa dette
Hertugdømme og modtog ved et Forlig
Calenberg-H. Georg Vilhelm erhvervede 1689
Lauenburg. Men mere Bet. for Husets
Prestige fik den fjerde Broder, Ernst August, der
1662 var blevet Fyrstbiskop i Osnabrück og
1679, ved Johan Frederika Død, arvede
Calenberg-H., hvor han indførte Førstefødselsretten.
Ernst August indyndede sig hos Kejseren og
vandt herved Titlen Kurfyrste af H. (1692), og
ved sit Ægteskab med Kong Jakob I’s
Datterdatter, Sofie, banede han Vej for sin Slægt til
Englands Trone.
Hans Søn, Georg Ludvig (1660—1727),
ægtede sit Søskendebarn Sofie Dorothea, eneste
Arving efter Georg Vilhelm, og forenede 1705
hele Braunschweig-Lüneburg igen; blev 1714
tillige Konge i Storbritannien og Irland som
Georg I og tilknyttede 1715 ved Køb fra
Danmark Hertugdømmmerne Bremen og Verden.
Baade han og Sønnen Georg II følte sig alene
som Tyskere og var særlig optagne af deres
Stilling som Kurfyrste; de opholdt sig jævnlig
i H., hvor Hoffet førtes i stor Pragt ogsaa
under deres Fraværelse, og Landets Styrelse var
helt i Adelens Hænder. Georg II stiftede 1737
Univ. i Göttingen, understøttede 1740—48 Maria
Theresia i den østerr. Arvefølgekrig, men 1756
Frederik II i Syvaarskrigen, under hvilken
største Delen af H. 1757 blev erobret af
Franskmændene, som dog det flg. Aar atter blev
fordrevne. Georg III var i Modsætning til sine
to Forgængere aldeles eng., og kom aldrig til
Tyskland. Han indrettede ganske vist i London
et tysk Kancelli, der skulde holde ham i
Forbindelse med H.; men i Virkeligheden styredes
og forvaltedes H. af den hannoveranske Adel
og Embedsstand. Landet blomstrede op under
den trediveaarige Fred, der fulgte
Syvaarskrigen. 1793—95 deltog dets Tropper i Krigen med
Frankrig; 1801 besatte preuss. Tropper Landet
for at holde det neutralt indtil Freden i Amiens
n. A.; 1803 ved den store Landfordeling i
Tyskland udvidedes det med Bispedømmet
Osnabrück. Endnu s. A., da Krigen paa ny udbrød
mellem England og Frankrig, besattes H. af en
fr. Hær, og dets egne Tropper nødtes ved
Konventionen i Suhlingen til Kapitulation; mange
Officerer og Soldater drog dog senere til
England og tog Tjeneste i den eng.-tyske Legion,
der var med paa Toget til Kbhvn 1807 og
senere udmærkede sig i Spanien og ved Waterloo.
Imidlertid maatte H. udrede store
Pengesummer og Naturalieydelser til de fr.
Okkupationstropper. 1806 skulde H. bortbyttes til Preussen;
men Byttet kom ikke i Stand, før Krigen
udbrød, og efter denne indlemmedes det 1807 til
Dels og Jan. 1810 helt i det ny Kongerige
Westfalen. Decbr 1810 tog dog Kejser Napoleon
anden Bestemmelse og henlagde den nordlige
Halvdel til det fr. Kejserdømme.
1814 genoprettedes Landets Selvstændighed
som et Led af det tyske Forbund og i
Personalunion med Storbritannien; det ophøjedes til
Kongerige og udvidedes med Fyrstendømmerne
Hildesheim mod S. og med Aremberg og
Østfriesland mod V., medens Lauenburg afstodes
til Preussen; i de flg. Aar tilknyttedes nogle
mindre Landskaber. 1816 blev Kongens yngste
Søn, Hertugen af Cambridge. Generalstatholder,
og 1819 udstedtes en meget middelalderlig
Forfatning med en Landdag, hvis første Kammer
bestod af Prælater og Højadelige, medens
andet Kammer valgtes af Byerne og
Proprietærerne paa Landet. Landets egl. Styrer var den
ultrakonservative Minister Grev Münster i
London, baade under Georg III, Georg IV og
Vilhelm IV. Eftervirkningerne fra den fr.
Julirevolution fremkaldte Jan. 1831 Uroligheder i
Göttingen, Osterode o. a. Byer, og skønt de hurtig
dæmpedes, medførte de dog Grev Münster’s
Afskedigelse. Den frisindede Hertug af
Cambridge blev Vicekonge med udvidet
Myndighed, og 1833 kundgjordes en ny Forfatning
efter Samraad med Stænderne. Disse fik
Del i Lovgivningsmagten, Ministeransvarlighed
indførtes, og 2. Kammer kom til at bestaa af
10 Prælater, 37 Repræsentanter for Byerne og
38 for Borgerne. Men da Vilhelm IV døde 1837,
og H., hvor kun Mandsstammen kunde arve,
skiltes fra Storbritannien, erklærede den ny
Konge, Georg III’s 5. Søn, Ernst August,
straks, at han ikke erkendte Forfatningen af
1833 tjenlig for Landet, ej heller bindende for
ham selv, og efter nogle Maaneders Forløb
genoprettede han Forfatningen af 1819. Da 7
af Göttingens Professorer gjorde Indsigelse
derimod, blev de afskedigede — Dahlmann,
Gervinus og J. Grimm endda landsforviste — og al
anden Opposition undertryktes. Forbundsdagen
nægtede at blande sig i Sagen, og efter nogen
Modstand fra Byernes Side kom det 1840 til
en Forstaaelse om en ny Forfatning, kun en
lidt forbedret Udgave af den fra 1819, som
kun gav Stænderne ringe Indflydelse og lod
Adelen beholde sin gl. Overvægt. Ved at
fremme Jernbane- og Havneanlæg, samt andre
materielle Fremskridt søgte Kongen at drage
Interessen bort fra det politiske Liv og at dæmpe
Misnøjen med hans enevældige Styrelse; han
afslog 1843 at tiltræde den tyske Toldforening
og holdt fast ved den særlige »Steuerverein«,
som 1836 var indgaaet med Oldenburg. Efter
Februarrevolutionen 1848 nødtes Kongen til at
indrømme politisk Frihed, udnævne et
frisindet Ministerium (Bennigsen-Stüve) og love
Ændringer i Forfatningen. Disse indførtes 5. Septbr
1848, og Adelens Herredømme blev dermed
foreløbig brudt. Over for den tyske
Enhedsstræben stod Regeringen derimod afgjort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
