- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
831

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hans (Konge i Danmark)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

forgæves havde søgt at naa til en Afgørelse paa
et Unionsmøde i Halmstad, hvor Nordmændene
imidlertid ikke kom til St., besluttede de efter
nogen Vaklen at udsætte den endelige
Anerkendelse af Kong H. for om muligt at faa de to
andre Riger med. I Hertugdømmerne maatte
H. dele Magten med sin Broder Frederik, der
støttedes af Enkedronningen og nogle holstenske
Herrer. Hyldingen foregik ved Levensau 29.
Decbr 1483 Aaret efter Overtagelsen af
Regeringen, og da Frederik 1490 blev myndig, foretoges
10. Aug. en Deling af Landene, ikke efter
Arealet, men efter Indtægterne, hvorved Kongen fik
den segebergske Del og Hertugen den
gottorpske, saaledes kaldte efter Hovedslottene. I
Norge havde der efter Christian I’s Død vist
sig stærk Stemning for at skilles fra Danmark
og slutte sig nærmere til Sverige; men da
Svenskerne viste sig temmelig lunkne i at
understøtte disse Bestræbelser, anerkendte det norske
Rigsraad paa et Møde i Halmstad 1483, hvor
kun 4 sv. Rigsraader var mødte, sammen med
det danske Rigsraad H. som Konge, der saa i
Febr udstedte en fælles dansk-norsk
Haandfæstning. S. A. 18. Maj blev H. og Dronning
Christine kronede i Kbhvn af Ærkebiskop Jens
Brostrup og i Trondhjem 20. Juli af Ærkebiskop
Gaute. Ogsaa i Sverige fik Unionsvennerne
Overhaand, og et aftalt Møde i Kalmar fandt
virkelig St. Her modtog det sv. Rigsraad og ogsaa
Sten Sture Halmstad-Haandfæstningen med faa
Tilføjelser af Hensyn til sv. Forhold og
forpligtede sig ved Kalmar-Recessen af 7. Septbr
1483 til at antage H. til Sverige’s Konge. Den
egl. Overlevering af Riget skulde finde St. næste
Aar i Kalmar, hvor H. skulde komme til St.,
og tillige en Strid om Besiddelsen af Gulland
afgøres. Det saaledes aftalte Møde blev ogsaa
afholdt, men til nogen endelig Afgørelse kom
man ikke.

I de flg. Aar var H. stadig optagen af
Forholdet til Sverige og til sin Broder. Denne var
altid utilfreds, idet han p. Gr. a. Delingen efter
Indtægter stadig regnede efter, om han nu
ogsaa havde faaet nok, hvad han ikke syntes.
Han gjorde endog Fordring paa et større Len
i Danmark og en Del af Norge, idet
Overenskomsten i Bergen af 29. Aug. 1450 sagde, at de
Kongesønner, der ikke bar Kronen, skulde
forsørges tilbørlig. Over for Sverige viste H. stadig
stor Taalmodighed, men opgav aldrig sin Ret.
Da Sten Sture var kommen i Strid med den
mægtige Iver Axelsen, der var Lensmand paa
Gulland, p. Gr. a. at han drev Sørøveri i
Østersøen og skadede Hansestæderne, Sten Sture’s
Forbundsfæller, opfordrede denne H. til et
fælles Angreb paa Sverige. Men han lod sig ikke
lokke ud af sin afventende Holdning, og da Iver
Axelsen ikke kunde staa sig mod Sten Sture,
overgav han Øen til H. mod at faa sin Gaard
Lilø i Skaane tilbage. I de flg. Aar blev
Forholdet mellem Sten Sture og det sv. Rigsraad
stedse mere spændt, og da H. sluttede Forbund
med Tsar Ivan Vasilievitsch, frygtede
Svenskerne et Angreb fra to Sider og gjorde Tilløb
til at fuldbyrde Kalmar-Recessen; men Sten
Sture forstod stadig at gøre alle
Underhandlinger frugtesløse. Imidlertid angreb Russerne
Finland, og under Forsvaret, som han førte
lunkent, kom Sten Sture i Strid med sin Slægtning
Svante Sture og blev ved sin Hjemkomst til
Sthlm overøst med Beskyldninger af Rigsraadet
og afsat 1497. Han havde dog endnu Almuen
paa sin Side og belejrede sine Modstandere,
der førtes af Ærkebiskop Jakob Ulfsen, paa
Stäket.

I Danmark var Enkedronning Dorothea, der
altid skulde have raadet til Fred, død 1495, og
H. samlede nu en stor Hær og brød ind i
Sverige og lod sine Tropper rykke Stäket til
Undsætning. Krigen førtes med Kraft, de af Sten
Sture rejste Dalkarle blev slaaede ved Rotebro
28. Septbr, og næste Dag besejredes han selv,
der var rykket ud fra Sthlm for at forene sig
med Dalkarlene. Kort efter mødtes Kongen og
Sten Sture, og en Overenskomst sluttedes,
hvorefter denne nedlagde sit Rigsforstanderskab
mod at faa Tilgivelse og faa Finland m. m. som
Len. 26. Novbr 1497 kronedes H. som Sveriges
Konge, og 5. Decbr valgte Rigsraadet hans Søn
Christian til hans Efterfølger. Unionen var
genoprettet, men kun for en kort Tid. H. gjorde
hvad han kunde, for at opfylde sine
Forpligtelser og forsone de stridende Partier, men
desværre kun med lidet Held. Den ulykkelige
Ditmarskerkrig gav Svenskerne Mod til atter at
afkaste det danske Herredømme. Den
virksomste Mand ved denne Lejlighed var Hemming
Gad, der nærede et ualmindeligt Had til de
Danske, og hvem det lykkedes at forsone de gl.
Modstandere Sten og Svante Sture, og i Aug.
1501 opsagde man H., der ved sin personlige
Tilstedeværelse i Sthlm havde forsøgt at stille
Stormen, Huldskab og Troskab. Han skyndte
sig til Danmark for at hente Undsætning og
overlod Forsvaret af Sthlm’s Slot til sin
Dronning Christine, der ogsaa holdt sig med Ære i
7 Maaneder. Da der samtidig var Oprør i Norge
og Strid med Lübeckerne, kom H. for sent til
at undsætte hende, og i Maj 1502 maatte hun
overgive sig paa hæderfulde Vilkaar, men blev
imod Overenskomsten holdt tilbage i Sverige i
over eet Aar og nød en Behandling, der var til
liden Ære for Sten Sture. Denne døde 1503,
men Svante Sture blev valgt til hans
Efterfølger, og en varig Krigstilstand indtraadte mellem
Rigerne. Prins Christian var 1502 blevet sendt
til Norge for at kue Oprøret der og havde Held
med sig.

Resten af H.’s Regeringstid gik hen med
Krige og frugtesløse Underhandlinger med
Sverige og Hansestæderne. Undertiden saa det ud
til, at der skulde komme Fred. Saaledes havde
Svenskerne i Juni 1505 fastsat et Møde i
Kalmar, hvor Rigernes Mellemværende skulde
afgøres; men da kun de danske og norske
Rigsraader mødte, nedsatte disse sig som en Slags
Højesteret og dømte efter Romerretten Sten
Sture og hans Tilhængere som
Majestætsforbrydere. Denne Dom fik de Kejser Maximilian
til at bekræfte, og han lyste Rigens Acht ikke
blot over dem af hans Undersaatter, der
støttede Sverige, men ogsaa over de oprørske
Svenskere. Dette fik dog ingen Bet., da ikke engang
Hansestæderne respekterede hans Dom. Over
for dem var H. ikke saa eftergivende som hans

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:23 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0853.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free