Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hansestæder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ledede af Lübeck, som Førere for alle nordtyske
Købmænd i Udlandet.
Af ikke mindre Bet. for Hanseforbundets
Udvikling end de alt nævnte Kompagniskaber var
en Rk. Byforbund, sluttede for at regulere
Møntvæsenet og Mellemhandelen, for at
beskærme Territoriet ell. sikre Landefreden,
stundom ogsaa mod ydre Fjender. Klassiske er i
saa Henseende de talrige Forbund mellem
Stæderne i Landet mellem Elben-, Trave- og
Oder-Mundingerne. Disse saakaldte »slaviske«
ell. »vendiske« Stæder, af hvilke Wismar,
Rostock, Stralsund og Greifswald var de
betydeligste, stod i det nøjeste Forhold til Lübeck,
hvis Stadsret de alle havde antaget, og med
hvem de fra Midten af 13. Aarh. var forenede
ved en Rk. Forbund. I Fællesskab optraadte
saaledes »Søstæderne«, som de hyppig kaldtes,
i Krig med Norge (1284 ff.), hvor de kort i
Forvejen havde vundet Indpas. Vigtigt var det
ogsaa, at Lübeck fra gl Tid stod paa en god
Fod med Hamburg; en 1241 mellem disse Byer
sluttet Traktat ang. Forbindelsesvejen gennem
Holsten er endog i Aarh. bleven anset for den
Kim, hvoraf Hanseforbundet har udviklet sig,
indtil nyere Undersøgelser har godtgjort dens
rent lokale Bet. Forbindelsen mellem de forsk.
Stæder synes at være bleven noget løsnet i
Beg. af 14. Aarh., men den strammes atter
henimod Aarhundredets Midte, hvor man for
første Gang træffer Udtrykket »Hanse« brugt
om Sammenslutningen mellem alle
nordtyske Stæder i Udlandet. Og snart fik
Købmændene for Alvor Lejlighed til at prøve deres
Kræfter, da Valdemar Atterdag 1361 erobrede
Visby. Efter en første lidet heldig Krig
(1361—65) sluttedes 1367 den berømte »Konføderation«
i Köln mellem c. 70 Stæder (de »seven und
seventig Hensen«), den første, og egl. den
eneste, store Fællesaktion, hvortil Forbundet nogen
Sinde drev det. Ved Freden i Stralsund (1370)
opnaaede man bl. a. til Garanti for
Privilegiernes Overholdelse at faa Vestskaane med 2/3 af
Toldintraderne i Pant paa 15 Aar. Denne
Fred betegner Højdepunktet af den Magt,
Stæderne nogen Sinde naaede, men de mægtede
ikke at hævde den store politiske Indflydelse,
de havde vundet i Norden, som de derimod
merkantilt endnu i lang Tid vedblev at beherske.
Köln-Forbundet blev af den største Bet. for
H. Det bestod længe efter Krigens Slutning, og
ofte tænkte man paa at gøre det permanent,
omdanne det til en Art Forfatning.
Hanseforbundets hele Udviklingsmaade og Karakter
gav det dog et ret løst og usammenhængende
Præg. Der fandtes vel en fælles Organisation,
men kun under store Kriser — og knapt nok
da — bøjede man sig for den og optraadte i
Fællesskab. Territorialt deltes Forbundet fra
første Færd i 3 Grupper ell. »Drittek’er: den
westfalsk-preussiske med Köln, den lybske,
omfattende de vendiske og pommerske Stæder,
med Lübeck, og den gullandsk-livlandske med
Visby som Centrum. I 16. Aarh. afløstes
Tredelingen af en Firdeling i »Kvarterer«, hvor
Köln, Braunschweig, Lübeck-Hamburg og
Danzig, der havde arvet en Del af Visby’s Magt,
optraadte som Førere for henh. den westfalske,
sachsiske, vendiske og preussisk-livlandske Del.
I Reglen een Gang aarlig mødte
Repræsentanter for de enkelte Stæder — dog langtfra
alle — paa »Hansedage«, hvor der fattedes
fælles Beslutninger, »Recesser«, som de kaldtes
fra c. 1360. Overtrædelse af disse straffedes
med Udstødelse af Forbundet, »Verhansung«,
og de fælles Udgifter til Krig o. l. dækkedes af
en i Stæderne hævet Udførselsafgift,
»Pundtolden«, der vistnok første Gang forekommer
1361. Beslutningerne var dog kun merkantilt
og ikke politisk bindende for Medlemmerne, og
i det hele taget var Forbundets Karakter
udpræget fredelig; de enkelte Stæder, ikke
Forbundet, optræder som krigsførende, saaledes
over for Danmark særlig de vendiske. Det var
en ren og skær Købmandsforening, der kun
yderst nødig greb til Vaaben, idet man
foretrak at ramme Fjenden med
Handelsspærringer. »Det gaa, som det vil«, hedder det engang
paa et kritisk Tidspunkt, »orloge ville vi ikke«.
Lige saa lidt blandede det sig, som f. Eks. de
sydtyske Stæder, i Tysklands indre Politik.
Lübeck stod, om end ikke uanfægtet, stadig
som den egl. Leder. Der holdtes de fleste
Hansedage, der opbevaredes Arkivet, og derfra
besørgedes en stor Del af Korrespondancen.
Faste Stationer i Udlandet var de saakaldte
»Kontorer« ell. Stabelpladser i Novgorod
(Peterhof), Bergen, London (Stahlhof) og Brügge.
I disse Faktorier levede Købmændene næsten i
klosterlig Tugt og ugifte (»Pebersvende«),
medens strenge Love paa det nøjeste regulerede
Forholdet til Byens Borgere og lænkebandt
Handelen. Var Kontoret i Bergen end det
yngste — fra Midten af 14. Aarh. —, blev det vel
nok det St., hvor Hanse’n bed sig bedst fat, og
i det hele taget led Norden stærkt under deres
Handelstyranni, der maatte hemme
Fremvæksten af en national Borgerstand ell. knuse de
Spirer til en saadan, der alt fandtes. Størst
synes deres Indflydelse at have været i
Sverige; Sthlm regnedes saaledes en Tid lang med
til Forbundet, og i fl. af Byerne skulde
Halvdelen af Byraadet være Tyskere. Det Land,
med hvilket de traadte i den livligste politiske
Forbindelse, var dog Danmark, der jo
beherskede Færdselsvejene mellem Nordsø og
Østersø. Foruden dette, der især over for de
vendiske Stæder maatte give dets Politik stor Bet.,
kom ogsaa de store, med Sildefiskerierne
forbundne Markeder, der holdtes ved Skanør og
Falsterbo mellem Jakobs- og Mikkelsdag (25.
Juli—29. Septbr), og i hvilke saa godt som
file Kystbyerne deltog.
H.’s Blomstringsperiode falder i 13. og 14.
Aarh. Og alt da begyndte de første
Opløsningsspirer at vise sig indenfra, idet Byernes
lavere Befolkning, Haandværkslavene, rejste
sig mod det hidtil enevældige
Købmandspatriciat og ofte tiltvang sig Adgang til Byraadet.
De indre Uroligheder, der hyppig antog en
blodig Karakter, maatte svække Stædernes
Kraft, men langt farligere blev Striden mellem
de enkelte Elementer, af hvilke det vidtstrakte
Forbund var sammensat, og hvis Interesser
ofte maatte være hverandres diametralt
modsatte. I Novgorod stredes saaledes de vendiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
