- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
870

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Harakiri - Harald (Mandsnavn) - Harald (dansk Konge) - Harald Blaatand

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Handlingen krævedes gennemført med værdig Anstand
og stoisk Ro, Bugopsprætteren selv fortrak
ofte ikke en Mine. Fra Barnsben var
Samuraierne indøvede i Livets og Dødens Kunst, rede
til at følge Ærens Love efter den uskrevne
Bushido (s. d.), Japans Sjæl. Berømtest er de
47 Rônin (ɔ: Krigere), der efter store
Anstrengelser hævnede deres Herre ved at dræbe en
mægtig Daimio og derpaa alle 47 højtideligt
udførte H. paa deres Herres Grav i Aaret 1702.
H. som Straf er ophævet ved Japans moderne
Lovgivning, men frivillig H. ses endnu, om end
stadig sjældnere. Da Japan 1895 maatte opgive
den erobrede Liaotunghalvø med Port Arthur
begik c. 40 Officerer H. af Sorg over
Fædrelandets Vanære. Ogsaa under dem russ.-jap.
Krig forefaldt fl. Tilfælde af H. (Litt.:
Mitford, Tales of old Japan, 1871 [Forfatteren
overværede selv 1868 en H.-Eksekution udført
paa Mikadoens Ordre af en Mand, der havde
angrebet de fremmede Gesandtskaber]; B. H.
Chamberlain
, Things Japanese [1891]).
F. de F.

Harald (i Olddansk vistnok ogsaa
Herald), nordisk Mandsnavn (bet. »den
Hærværdige«, kampvældige); var bl. a. yndet i den
danske Kongeslægt fra Slutn. af Sagntiden (H.
Hildetand) og indtil 12. Aarh.
(A. O.). H. El.

Harald (i sene Kilder kaldet H. Klak ɔ:
Plet, Smuds), den første kristne danske Konge
(812—27), var Søn af den Sigfred, der herskede
over Danmark inden den mægtige Gudfred. H.’s
Broder Ale optraadte først som Tronkræver
mod Sigfred, Gudfred’s Brodersøn (812).
Begge faldt; men da Ale’s Mænd sejrede, blev H.
og hans Broder Regnfred Konger. De fornyede
den Fred, som Aaret forud var sluttet med
Kejser Karl den Store, og gjorde dernæst
Forsøg paa at underkaste sig »Vestfold« i Norge,
som de foregaaende danske Konger havde haft.
Men allerede 813 blev de fordrevne fra
Danmark af Gudfred’s Sønner. Under ny Kampe
faldt Regnfred, og H. flygtede til den ny
frankiske Kejser, Ludvig den Fromme, hvem han
hyldede som Overherre (814); men først
indbyrdes Strid mellem Gudfred-Sønnerne gjorde
ham det muligt at genvinde de sydlige
Grænseegne (819). Her modtog han Ærkebiskop Ebo,
der kom som Missionær til Danmark; men ved
samme Tid følte han sin Stilling saa uholdbar,
at han opsøgte Kejseren i Compiègne (823) for
at faa Hjælp. Ludvig den Fromme fik ham vel
genindsat; men fremdeles var H. truet, og atter
drog han til Kejseren, der da opholdt sig i
Ingelheim (826). Med sin Hustru, sin Søn
Gudfred og Brodersøn Rørik og et stort Følge kom
han til Ludvig, som denne Gang overtalte ham
til at lade sig døbe. Med stor Højtidelighed
foregik Daaben i St Albans Daabskirke ved
Mainz; Kejseren stod Fadder til H., Kejserinde
Judith til den danske Dronning o. s. v. De
danske Gæster fik pragtfulde Faddergaver. H.
fornyede sin Underkastelse og fik Grevskabet
Hriustri (Rüstringen) ved Wesers Udløb samt
en vinrig Egn, formodentlig ved Rhinen.
Derpaa vendte H. tilbage til Danmark. Kejseren
medgav ham Ansgar og Autbert, for at de
kunde styrke ham i Kristentroen og lejlighedsvis
forkynde Evangeliet i Danmark; men H.
ringeagtede Munkene, og først da Ærkebispen af
Köln havde skænket dem et godt Skib, ænsede
han dem. Kristenforkyndelsen havde derfor kun
slette Vilkaar, saa længe den var knyttet til
den upaalidelige H., og allerede 827 maatte
han igen ty til Frankervælden. Under
Fredsunderhandlingerne hærgede han troløst i
Danmark, hvorpaa Gudfred-Sønnerne gjorde et
Hævntog ind paa sachsisk Grund; og vel fik
Kejseren endnu en Gang H. indsat til Konge,
men hans Anseelse var forspildt, og snart
maatte han forlade Danmark for stedse. Nu
havde han Tilflugt i sit frisiske Len, som han
fik forøget med det rige Dorstad og efter
Ludvig’s Død (840) med Walcheren. Snart efter
maa han være død; hans Søn Gudfred og
Brodersøn Rørik arvede hans Magt i Frisland.
H. O.

Harald Blaatand, dansk Konge
(c. 940—c. 985), var Søn af Gorm den Gamle og Thyre
Danmarksbod, over hvem han rejste de
mægtige Gravhøje i Jelling. Hans Styrelse var
betydningsfuld. Paa den store Jelling-Sten kalder
han sig med Stolthed »den Harald, der vandt
sig al Danmark og Norge og gjorde Danerne
kristne«. Ikke desmindre er der megen
Uklarhed m. H. t. hans Historie. Navnlig ved vi lidet
om, hvorledes han vandt hele Danmark; men
det ligger nær at tænke sig, at han har
fuldendt sin Faders Kamp mod den sv. Kong
Gnupa’s lille Rige ved Hedeby. Efter hvad
Svend Estridsøn fortalte Adam af Bremen, gav
H. B. endog Holstenerne Love; her forudsættes
det altsaa, at han til en Tid har udstrakt sit
Herredømme S. f. Ejder. Med Venderne stod
han sig godt. Han ægtede Fyrst Mistivoj’s
Datter Tove, der paa
Sønder-Vissing-Stenen omtaler sin Husbond som »den Gode«.
H. B. synes endog at have haft Herredømme
ved Oders Munding; heraf udviklede
Jomsvikinge-Sagnet sig. Om hans Forhold til Norge
fortæller Sagaerne udførligt, men man maa
være varsom med at fæste Lid hertil. Sikkert
er det vel nok, at han hjalp Gunhildsønnerne
til at fælde Haakon Adelstensfostre, men
senere brød med dem og modtog deres Fjende,
Haakon Jarl. Det flg. Væv af List og Vold,
hvorved H. B. først volder den norske Kong
Harald Graafell’s og dernæst sin ubekvemme
Brodersøn Guld-Harald’s Fald, er vistnok mere
Komposition end Virkelighed. Men H. B. blev
i alle Tilfælde Norges Herre, og Haakon blev
hans Jarl; som Danmarks Lensmand var
Haakon med at værge Dane virke mod Tyskerne;
det fremgaar af det samtidige Skjaldekvad
»Vellekla«. — Indadtil skal H. B. have vundet
Navn ved Love, der knyttedes til hans
Kongetid, og senere sattes i Forbindelse med Harald
Hén’s Love. Væsentligst var det dog, at det store
Trosskifte i Danmark foregik under ham.
Tysklands mægtige Opsving under Otto I var ham
en Kendsgerning, som maatte agtes, og derfor
stillede han sig venskabeligt over for den
kraftige Ærkebiskop Adaldag af Hamburg, tillod
Oprettelsen af de første faste Bispedømmer i
Danmark: Slesvig, Ribe og Aarhus (henimod
948) og bidrog vistnok til Grundlæggelsen. Selv

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 21 21:41:09 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0892.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free