- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind X: Gradischa—Hasselgren /
873

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Harald Hildetand - Harald Kesje - Harald Klak - Harald Sigurdssøn Haardraade - Harald Skrænk - Harald Svenssøn

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

udslukkes den gl. Kongeæt, og hans Fald i
Braavallaslaget danner Afslutningen paa den gl.
Heltetid. Den ældste danske Krønike fortæller om,
hvorledes Skjoldmøen Hede, der med
Skjoldmøen Visna var Harald’s Bannerfører i
Braavallaslaget, efter hans Død blev valgt til Hersker
i Danmark, et Sagn, der giver Vidnesbyrd om
Hedebys Bet. for det af H. H. skabte Rige:
Danmarks sydlige Rigsværn. (Litt.: Axel
Olrik
, »Danmarks Heltedigtning« III [endnu
ikke udk.]; samme Værk II, S. 125; Axel
Olrik
, »Brávellir« [i »Namn och Bygd« 1914]).
(A. O.). H. El.

Harald Kesje, dansk Kongesøn og
Modkonge, d. 1135, var Frillesøn af Erik Ejegod og
blev ved Erik’s Bortrejse fra Danmark (1102)
Rigsforstander. H. K. var en kraftig Kriger,
som med Færdighed tumlede sin Kesje, men
tillige en voldsom Person, der nyttede Magten
til Voldsfærd, saa han blev alm. hadet og
derfor ogsaa forbigaaet ved Kongevalget 1104.
Under den svage Niels kunde H. K. fortsætte sine
Røverier; fra Haraldsborg udplyndrede han
Roskildes Borgere, indtil disse endelig
samlede sig imod ham og forjog ham. Ogsaa med
sin Broder Erik (Emune), hvem han vilde
forholde hans Fædrenearv, kom han i Fejde;
endelig dømte deres Broder Knud Lavard mellem
dem, og Dommen faldt ikke ud til H. K.’s
Fordel. Alligevel optraadte han efter Knud’s Drab
(1131) bl. hans Hævnere; men forbitret over, at
Erik Emune kaaredes til Konge, nyttede han
Broderens Nederlag i Jylland (1132) til at falde
fra ham og traadte over paa Niels’ og Magnus’
Parti. Endnu var Erik dog den stærkeste paa
Sjælland, og med Understøttelse af tyske
Borgere i Roskilde ødelagde han Haraldsborg; H.
K. undkom med Nød og næppe. Imidlertid
maatte Erik det flg. Aar flygte fra Sjælland,
og H. K. tog nu en grum Hævn over Tyskerne
i Roskilde. Med Niels og Magnus deltog H. K.
i det sidste Tog mod Erik Emune, og under
store Farer undslap han fra Blodbadet ved
Fodevig, hvor en af hans Sønner, Magnus, faldt
(1134). Niels, der ogsaa undkom, gjorde ham
til Medkonge, og efter Niels’ Død lod han sig
virkelig hylde i nogle Egne af Jylland; men i
Beg. af 1135 overrumplede Erik ham i
Landsbyen Skibet ved Vejle Aa og lod ham halshugge.
H. K. var gift med Magnus Barfod’s Datter
Ragnhild, men havde for øvrigt et stort Kuld
af Frillebørn. Hans ældste Sønner, Bjørn
Jernside (s. d.) og Erik Diakon, blev allerede 1134
dræbt af Erik Emune, skønt de var blevne ham
tro, og 8 af H. K.’s Sønner lod Erik myrde
kort efter Faderens Drab; kun Olaf undkom.
(Litt.: H. Olrik, »Knud Lavard« [Kbhvn
1888]).
H. O.

Harald Klak, se Harald.

Harald Sigurdssøn Haardraade, Norges
Konge 1046 (1047)—66, f. 1015, d. 1066, var Søn
af Sigurd Syr, Konge paa Ringerike og efter
den senere Tradition Ætling af Harald
Haarfagre, og Asta Gudbrandsdatter, Harald
Grenske’s Enke. Da hans Halvbroder, Kong Olaf
Haraldssøn, 1030 vendte tilbage fra Gardarike,
sluttede den femtenaarige Kongesøn sig til hans
Hær med en Flok Oplændinger og udmærkede
sig her. Efter Olaf’s Fald og Hærens Nederlag
flygtede han til Gardarike, hvorfra han nogle
Aar senere kom til Konstantinopel, hvor han
traadte i Kejserens Tjeneste, deltog med Held
i fl. Krige og blev en af Førerne ved Livvagten.
Da han 1046 med store Rigdomme vendte hjem
til Norge, var Rygtet om hans mange Bedrifter
gaaet foran ham. Han blev taget til Medkonge
af Magnus den Gode, med hvem han delte sit
Gods. Kort før sin Død (1047) indsatte Magnus
ham til Konge i Norge, men bestemte paa
samme Tid, at Sven Estridssøn skulde være
Danmarks Konge. I denne Bestemmelse vilde
H. ikke finde sig, men krævede ogsaa
Herredømmet over det sidstnævnte Rige. Der førtes
nu en langvarig Krig mellem H. og Sven; den
sidste led vel jævnlig Nederlag — saaledes i
Slaget i Nisaa, hvor han kun med Nød og
næppe reddede Liv og Frihed —, men Krigen
endte dog 1064 med et Forlig, hvorefter H.
afstod fra sine Fordringer paa Danmark. H.
udmærkede sig ved Klogskab og Kraft; men
Klogskaben var forbundet med Rænkefuldhed
og Kraften med Haardhed og Grusomhed, som
han især udviste mod Landets Høvdinger. Disse
gav ham derfor Navnet Haardraade. Den
gl. Trønderhøvding Einar Thambarskelve og
hans Søn Eindride lod han saaledes paa
snigmorderisk Vis dræbe i sin egen Hal; Finn
Arnessøn, som han dog skyldte meget, og Haakon
Ivarssøn drev han ved sin Troløshed i
Landflygtighed, og Kalv Arnessøn blev ligeledes paa
H.’s Foranstaltning dræbt under Krigen mod
Danskerne. Mod Gejstligheden og den myndige
bremiske Ærkebiskop optraadte han med Kraft
og afviste enhver Indblanding. Under Krigen
med Danmark anlagdes vistnok Byen Oslo. 1066
lod H. sig af den angelsachsiske Jarl Tostig
overtale til at understøtte dennes Krav paa
Englands Trone med Vaabenmagt mod dennes
Broder Harold Godwinssøn. Han drog med en
stor Hær over til England, hvor han i Beg.
vandt nogle Fordele; men 25. Septbr 1066 blev
han ved Stamford Bro (nær York) overfaldet
af Harold Godwinssøn. Han selv faldt efter et
tappert Forsvar, men Resten af hans Hær
reddede sig ved Flugt til Skibene. H. var 2 Gange
gift, 1) med Ellisiv, den gardarikske Storfyrste
Jaroslav’s Datter, 2) med Torberg Arnessøn af
Giske’s Datter Tora.
(O. A. Ø.). Edv. B.

Harald Skrænk, dansk Kongeætling, vistnok
Søn af Olaf, Harald Kesje’s Søn, indkaldtes fra
Sverige af Skaaningerne, da de efter
Valdemar I’s Død (1182) rejste et nyt Oprør mod
Ærkebiskop Absalon og det danske
Kongedømme. H. S. blev slaaet ved Lommeaa og flygtede
tilbage til Sverige (1183). For sin Flugt fik han
sit Øgenavn, som bet. Bag.
H. O.

Harald Svenssøn, dansk Konge (1014—18),
Søn af Sven Tjugeskæg og Gunhild, blev af sin
Fader indsat til Konge i Danmark og overtog
efter Sven’s Død (1014) Styrelsen i eget Navn.
Hans ældre Broder Knud, der skulde være
Konge i England, krævede Del i Danmark, men
H. S. affandt sig med Knud ved at give ham
en Flaade, ved hvilken han kunde genvinde
England. Sammen hentede de deres Moder, der
havde været sendt hjem til sit Fødeland Polen.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:23 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0895.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free