Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hardanger - Hardanger-Felen - Hardangerfjord, Hardangerjøkel, Hardangervidden - Hardangersyning - Hardarsaga - Hardebergasandsten - Hardegg, Ignaz - Hardegg, Julius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vej efter de saakaldte Slæber,
Nordmandsslæben i N. og Haringaslæben længere S.; længst
N. gaar dog en anden meget søgt Overgang
nærmere under Jøkelen og ned i Ustedalen i
Hallingdal og længst mod S. Hovedvejen over
Haukeli til Røldal.
Haringerne er kendte som et intelligent og
livligt Folkefærd og H. for sin Naturskønhed;
mest gælder maaske dette Sørfjorden og dens
3 Sogne, Kinsarvik, Ullensvang og Odda med
sine mange Frugthaver. Langs Fjorden ligger
mange yndige Husklynger og Strandsteder,
hidtil stærkt besøgte Turiststeder og
Sommeropholdssteder, men som nu mere og mere taber
deres idylliske Skønhed derved, at Fossene
udbygges for industrielle Foretagender, hvilket
har til Følge, at Stederne lidt efter lidt gaar
over til Arbejderbyer. Kendt er Odda, Lofthus,
Ulvik, Eide, Narheimsund m. fl.
Hardangerfjordens grønne Vand og de blomstrende
Frugttræer mod en Baggrund af skinnende Isbræer
og mørkeblaa Fjelde giver Landskabet en
ejendommelig Charme, besunget af Digtere og
foreviget af Malere. Gennem Distriktet gaar
ogsaa om Sommeren en uafbrudt Turiststrøm,
lettet ved de gode Forbindelser, S. fra over Landj
langs Haukeli—Røldal-Vejen — det østenfjeldske
— S. fra gennem Suldal—Bratlandsdalen og
Røldal, N. fra Voss over Graven og V. fra ved
en udviklet Dampskibsforbindelse med Bergen
og Stavanger. Fra H.’s Naturskønhed og
Folkeliv har den norske Kunst og Digtning ofte
hentet Emner. Mest kendte er Wergeland’s Digt
»H.« (i »Den eng. Lods«), Tidemand’s og
Gude’s Maleri »Brudefærden i H.«, A. Munch’s Digt
med s. N. og H. Kjerulfs Musik til samme.
— Se for øvrigt de enkelte Herreder. (Litt.:
M. Schnabel, »Udkast til en Beskrivelse over
H.« [Kbhvn 1781]; »Natur, Folkeliv og Folketro
i H.«, samlet og udg. af Th. S. Haukenæs
[Del 1—10, Bergen 1884—94]; Joh. Vibe,
»Beskrivelse af Søndre Bergenhus Amt« [Kria
1896]).
(J. F. W. H.). M. H.
Hardanger-Felen, ejendommelig norsk
Violin, er opr. kommet fra Vikør i Hardanger,
hvor en Skolelærer, Lars Klark, omkr. 1670
begyndte at forfærdige et Slags
Strygeinstrument ved over udhulede Træstykker at spænde
Strenge. En Bekendt af ham, Bonden Isak
Botnen, forbedrede Bygningsmaaden betydelig,
ligesom han af en Præst, Didrik Muus paa
Stordøen, lærte at fernisere Instrumenterne. Isak’s
Søn Trond Botnen, der levede i sidste
Halvdel af 18. Aarh., maa imidlertid anses som
Skaberen af den nuv. H. Efter i fl. Aar at
have arbejdet efter og delvis forbedret
Faderens Metode fik han under et Besøg i Bergen
Anledning til at se en ital. Violin og benyttede
saa denne som Model, hvorved den opr., der
ikke var større end en alm. 3/4 Violin og af
mindre smuk Form, med enkelte Tillempninger
fik samme Konstruktion som alm. Violiner. Den
adskiller sig i det ydre kun derved, at Laaget
mellem F.-Hullerne er stærkere hvælvet, at
Halsen er tykkere og noget kortere, og at
Snækken er betydelig længere, da den maa give
Plads for 8 Skruer i St f. som paa den alm.
Violin 4. H. har nemlig foruden de sædvanlige
4 Strenge ogsaa 4 fine Staalstrenge, der fra
Strengeholderen løber gennem en Aabning i
Stolen under Gribebrættet til de respektive
Skruer; de tjener til at forstærke de øvrige
Strenges Klang og stemmes derfor i et vist
Forhold til disse. De Strenge, hvorpaa der spilles,
er som Regel noget tyndere end sædvanlige
Violinstrenge. G-Strengen er helt overspundet,
D-Strengen omslynget med Metaltraad, A- og
E-Strengen som alm. H.-Stemning er hyppigst
a, d, a, e, ell. a, e, a, e ; Understrengene da
gerne i a, d, fis, a. For øvrigt stemmes H.
ogsaa i g, d, a, e, ligesom der til enkelte
Slaatter og Danse gives særlige Stemninger. H.
er et over hele Norge meget udbredt og
anvendt Instrument. De Forsøg, som har været
gjorte for at benytte H. ogsaa i
Kunstmusikken, har hidtil ikke ført til noget Resultat, og
Instrumentets Ejendommeligheder synes ogsaa
at anvise det Plads kun i Folkemusikken.
Overlærer Torleiv Hannaas har i Bergens Mus.’s
Aarbog 1916—17 udg. en Afh. om H.-F. under
Titlen »Hardingfela«. (Litt.: L. Daae,
»Norske Bygdesagn«, I, 2. Udg. S. 76 ff.).
I. H.
Hardangerfjord, Hardangerjøkel,
Hardangervidden, se Hardanger.
Hardangersyning er en Art Hvidsyning paa
temmelig aabent lærredsvævet Stof. Først sys
det tætte i Mønstret med Kastesting over 4 ell.
6 Traade, derefter overklippes lige inde ved den
tætte Syning de Traade, der skal borttages paa
begge Leder af Stoffet. Naar Traadene er
udtrukne, kastes over de tilbagestaaende Traade
udefra indefter saaledes, at der skiftevis fra
højre og venstre bliver kastet over det halve
Antal af Traadene.
R. H.
Hardarsaga, se Hörðr Grímdelsson.
Hardebergasandsten, Betegnelse for den i
Skaane forekommende kambriske Sandsten.
Hardegg [’hardæk], Ignaz, Greve, østerr.
Ryttergeneral, f. 30. Juli 1772 i Wien, d. smst.
17. Febr 1848. Han foretog sit første Felttog
under Laudon mod Tyrkerne, kæmpede senere
ved Jemappes og udnævntes til Ritmester 1792.
Med særlig Udmærkelse deltog han i Stormen
paa Wissenburger-Linien og tilbageviste 1800
Udfaldstropperne fra Breisach med en saadan
Energi, at han forfremmedes til Major. 1809
ydede han fremragende Tjeneste ved Aspern
og Esslingen og forsvarede heltemodig
Baumersdorf i Slaget ved Wagram. For sine
Fortjenester under Tilbagetoget til Böhmen 1813
forfremmedes han til Feltmarskalløjtnant og
førte ved Leipzig den venstre Fløjs Avantgarde,
men saaredes haardt ved Dölitz. Han deltog
dog med Udmærkelse i Felttoget i Frankrig
det flg. Aar. 1829 ansattes han som
Militærguvernør i Linz, blev Aaret efter Kommandant
i Siebenbürgen og udnævntes 1831 til
Hofkrigsraadspræsident.
B. P. B.
Hardegg [’hardæk], Julius, württembergsk
Generalløjtnant og fremragende
Militærforfatter, f. 11. Apr. 1810 i Ludwigsburg, d. 16.
Septbr 1875 i Stuttgart. 1828 indtraadte han
som Løjtnant i Generalstaben og var 1833—43
Lærer for Kronprinsen, med hvilken han i
længere Tid opholdt sig i Berlin. 1843—49 var han
som Major i Generalstaben Lærer ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
